Alkoholbehandling gratis og professionelt hos kommunen

Alkoholbehandling tilpasses dine behov

Siden 2007 har alle med alkoholproblemer haft ret til gratis og professionel alkoholbehandling hos kommunen. Kommunerne tilbyder et bredt udvalg af behandlingsformer, for der er ikke to mennesker, der er ens. Den individuelle tilgang gør kommunernes behandlingstilbud succesfulde.

Du har også mulighed for selv at betale for at komme i behandling på et privat behandlingssted. Nogle sundhedsforsikringer omfatter også økonomisk støtte til dag- eller døgnbehandling på private alkoholbehandlingssteder.

Du har ret til gratis alkoholbehandling

Indhold i alkoholbehandling hos kommunen

Samtaler og familiebehandling

En del af hjælpen kan bestå af samtaleterapi med den som drikker og den nære familie. Ofte er samtaleterapi nok til at afhjælpe et alkoholproblem, især hvis du søger hjælp i tide. Samtaler kan også kombineres med medicinsk behandling for abstinenser og trang. Læs mere om samtaler og familiebehandling

Dagbehandling

Du kan få samtaleterapi og medicin i et misbrugscenter tæt på dig. Du behøver altså ikke at tage væk fra din dagligdag med job, familie og venner. Denne behandlingsform er effektiv for de fleste, selv hårdt ramte. Læs mere om dagbehandling

Døgnbehandling

Ved svær afhængighed og/eller langvarigt misbrug kan døgnbehandling være nødvendigt. Dvs. et ophold på et behandlingscenter, hvor man får medicinsk behandling, samtaleterapi og gruppeterapi. Læs mere om døgnbehandling

Tag første skridt – du vil aldrig fortryde det

Det allersværeste for en drikkende er at erkende problemet og gøre noget ved det. Det skyldes blandt andet frygt for omverdenens reaktion. Men de, der har oplevet opmuntringerne, anerkendelsen og klappene på skulderen for at være gået i behandling, fortæller, at de ville ønske, at de havde fået hjælp noget før. Tænker du på at tage første skridt, så find adresser på alle kommunale alkolholbehandlinger her på hope.dk.

Behandlingsguiden

Overvejer du en alkoholbehandling, at deltage i pårørendeterapi eller måske dele dine erfaringer med andre i selvhjælpsgrupper? Der er mange forskellige muligheder for døgnbehandling, ambulant behandling og terapi

Klik på kortet og få adresser på alle de steder, hvor du kan få hjælp. Du kan finde adresser på alle de steder, der tilbyder hjælp i form af behandlingstilbud, rådgivning og hjælp til selvhjælp. Når du har klikket på det område, hvor du søger hjælp, kommer du ind i vores Behandlingsguide, hvor vi har registreret flere end 200 steder i hele Danmark, der tilbyder hjælp.