.

Pas på alkoholen i ferien

Drik mindre på ferie med børnHar du problemer med alkohol, skal du passe særligt på i ferierne. Der er flere måder at passe på dit alkoholforbrug.

Du kan forsøge at nedsætte dit forbrug gradvist og sætte dig et mål. Skriv ned i en dagbog, så du holder styr på, hvor meget og hvor tit du drikker. Du kan benytte Sundhedsstyrelsens alkoholdagbog og gode råd.

Du kan også tage en periode helt uden alkohol. Med en "time out" kan du blive klar i hovedet og få en fornemmelse af, hvordan dagligdagen fungerer uden alkohol.

Er du afhængig af at drikke dagligt, er det vigtigt, du søger professionel hjælp, før du selv begynder at eksperimentere med at stoppe.
Ring til Alkolinjen på 80 200 500


TIPS

Hvis du ikke er afhængig af at drikke dagligt men er begyndt at drikke for meget i den seneste tid, eller har erfaring med at komme til at drikke for meget i ferierne, kan du bruge nedenstående tips og ideer til at nedsætte dit forbrug:

  • Fortæl familien i god tid, før ferien begynder, at du ønsker at drikke mindre i ferien, og at de kan hjælpe dig ved at sige stop, hvis du begynder at drikke for meget.
  • Prøv at veksle mellem alkohol og en læskedrik.
  • Drik af små glas i stedet for store glas.
  • Drik vand eller en læskedrik og spis godt, inden du begynder at drikke alkohol.
  • Sæt dit glas fra dig, når du ikke drikker.
  • Tag mindre slurke.
  • Hold glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt.
  • Sæt glasset eller flasken væk, så det er lidt sværere tilgængeligt.
  • Spis noget sideløbende med, at du drikker (ikke salte ting som chips eller nødder).
  • Sid ned, når du drikker. Folk drikker mere, når de står op - specielt på caféer eller barer.