.

Mindre alkohol og færre konflikter

Få en ferie med mindre alkohol og stressSelvom vi taler meget om, at ferien skal handle om hygge og afslapning, kan det ofte ende med at blive en stressende og hektisk periode.

Det kan være fristende for nogle at tage et par øl, glas vin eller drinks for at lette stemningen og slappe af. Alkoholen kan virke beroligende til at begynde med, men få genstande for meget kan omvendt skabe en højrystet og anspændt atmosfære.

Det, der til at starte med, virkede som en god måde at få lidt ro på kan i stedet ende med at gøre ferien mere stressfyldt - ikke mindst for børnene, der i særlig grad bliver nervøse og utrygge, når voksne drikker og opfører sig anderledes end de plejer.

Psykiske problemer og alkohol

Er årsagen til presset i ferien, at du har problemer med stress, angst, depression eller anden psykisk belastning vil drikkeriet forværre det yderligere. Få hjælp og rådgivning, hvis du oplever psykiske problemer og er begyndt at drikke mere end normalt eller er blevet klar over, du drikker for meget. Ring til Alkolinjen 80 200 500 eller skriv til rådgiverne på Brevkassen


TIPS

Gode råd til at planlægge ferien, så du undgår at havne i situationer, hvor du typisk får trang til at drikke:

  • Føler du dig psykisk presset, så sæt tempoet og ambitionerne ned. Hellere en lille, hyggelig ferie, end store ferieplaner med stress og høj puls.
  • Lad være med at love dine børn, partner og familie mere, end du kan holde. Skriv på forhånd en liste med de ting, du mener, du kan overkomme.
  • Kan du ikke overkomme at holde en stor familieferie, så overvej om børnene har bedre af at være sammen med for eksempel bedsteforældre. Dine børn mærker, når du har drukket og bliver kede af det.
    • Hvis dine børn eller din partner fortæller, at det ikke var rart på sidste ferie, fordi du drak, så prøv at lytte og forstå frem for at forsvare og forklare.
    • Dyrk mere motion, end du plejer. Motion modvirker stress og er samtidig en sund måde at få vrede og negative tanker ud af hovedet.
    • Få en god nattesøvn. Gå tidligere i seng, end du plejer.
    • Brug dit sociale netværk, og tal med venner og familie om, hvordan du har det.