Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Angels Livsfortælling, 22 år, Pårørende

Tilbage

Angels historie om at miste sin far via en syg mor

Jeg er ikke helt dansk, men prøver mit bedste – i øjeblikket bor jeg i Spanien.
Jeg havde den dejligste familie indtil jeg blev 11år. Min mor er spansk og min far er dansk. Min stor bror er 10 år ældre end mig.
Vi boede i Spanien indtil jeg var 6 år, men min far og mor mente at vi ville får en bedre uddannelse i Danmark og derfor flyttede vi hertil.
Jeg var spændt over at rejse og have nogle nye muligheder, og så besøge min farmor og farfar, som jeg var rigtig glad for.
Det var lidt hårdt at sige farvel til mine spanske veninder, men jeg begyndte at vænne mig til at de ikke var der, når jeg fik nogle nye veninder på Frederiksberg, hvor jeg boede og gik i skole.

Min far arbejdede i et stort international medicinal firma og de ville starte en afdeling i Danmark, hvor min far var direktør. Det betød at min far arbejdede meget mere end hvad vi var vant til i Spanien, og det var ret sørgeligt at vi ikke var sammen så meget som vi plejede.
Min far og jeg havde et meget tæt forhold og jeg klagede ofte til ham at han havde aldrig tid til mig mere.
Min mor var i starten ret glad for flytningen og synes det var spændende, men efter et par år, begyndte hun at savne Spanien mere og mere. Hun var ret ked af at far arbejdede så meget og mig og min bror havde mere og mere travlt med vores skole, venner og fritidsinteresser.

Far prøvede at gøre hende glad og sørge for at vi oftest muligt kunne komme til Spanien og besøge familien. Han havde fået en meget bedre indtægt – nogle gange rejste vi en torsdag aften og kom hjem om søndagen igen. Vi var glade for at se morfar og mormor og besøge vores venner.
Men mor blev efter tiden mere og mere deprimeret og de gange hvor vi skulle besøge farmor og farfar, gad hun ikke komme med eller meldte sig syg.
Hun begyndte at blive mere og mere uvenner med min fars familie og til sidst far gav op med at vi skulle besøge farmor og farfar så ofte som vi ellers ville have gjort.
Det endte med at til sidst så vi kun min mors familie, men der var ingen der kunne rigtigt se, hvor ked af det min far blev. Han havde dårlig samvittighed over at han arbejdede så meget – vi havde købt et stort hus og vi gik på privatskole og rejste meget til mormor og morfar – han kun ikke rigtigt gør noget andet end at arbejde hårdt for at betale regningerne – det forstår jeg godt nu, men det gjorde jeg ikke for mange år siden.

Så tænker du at min mor begyndte at drikke og så kommer den sædvanlig historie om at være medafhængig osv. Faktisk begyndte hun ikke at drikke, men hun begyndte at blive mere og mere syg. Det er hendes sygdom vi blev medafhængig af. Hun var hele tiden træt, hendes krop svigtede hende – hun rendte til lægen hele tiden. Lægerne undersøgte hende og kunne ikke rigtigt finde ud af hvad der var galt. Trætheden hos hende var så overvældende at hun kunne ikke komme ud af sin seng, dårlig nok komme på toilettet uden hjælp.

Det varede i ca. 3 år. Min far, min bror og jeg skulle passe på hende. Vi var kede af det på hendes vegne og vi gjorde alt hvad vi kunne for at hjælpe hende. Mig og min far blev tættere end nogensinde. Jeg glædede mig altid når jeg kunne være sammen med ham og var enormt skuffet hvis han ikke havde tid til mig. Jeg synes det var ret hårdt for os alle sammen at min mor var så syg.

Heldigvis begyndte hun at få det bedre og jeg glædede mig til at vores liv kunne være normal, som det var før.
Det blev det aldrig - jeg fik mit livs shock når min far meldte os at han ville flytte ud og blive skilt fra min mor. Det følte som jeg havde gjort noget forkert. Det følte som han svigtede mig, at han ikke elskede mig mere.
Hvordan kunne han sige det, gør det, nu når mor fik det bedre?
Jeg hadede ham. Hvordan kunne han ødelægge vores familie? Hvorfor? Hvorfor? Jeg følte at min hjerte blev kold af vrede.
Når far prøvede at forklare mig hvorfor, ville jeg ikke høre. Jeg kunne ikke høre. Han havde ødelagt alt hvad jeg troede på. Jeg hadede ham.

Mor blev svag igen. Hun var ked af det. Min bror og jeg holdte sammen for at beskytte hende. Vi mente at far havde ændret sig til et monster – han var en følelseskold vampyr der havde suget al vores livsglæde og varme. Vi besluttede os at vi ikke ville have noget med min far at gøre. Det var os mod ham…..

…jeg spoler tiden frem….

Jeg er nu 22 år. Lige nu hader jeg min mor. Det er hende der har ødelagt alt. Jeg prøvede at begå selvmord mange gange for nogle år siden. Jeg følte mig tom og det var som om mit liv ingen mening havde. Jeg var så bitter efter det min far havde gjort mod os.
Jeg er begyndt at tale med min far igen. Vi går til psykolog sammen. Jeg går til psykolog alene. Jeg har fundet ud af at min mor har brugt sin svaghed, sin sygdom, sin behov for bekræftelse for at kontrollere os.
Vi frygtede hendes nedgang og dermed beskyttede vi hende.
Vi var medafhængige af hendes depression, af hendes sygdom.

Når far prøvede at tale med os, vi lukkede ham UD, fordi mor ville ikke have ham i vores liv eller hendes liv. Han skrev breve til os, fortalte os at han elskede os, at han savnede os – vi troede ikke på ham, fordi vi troede på mor. Vi holdt med mor. Vi mente at far var den der havde gjort noget forkert. Vi mente at far var den der havde svigtede os.
Det så ud som han havde.

Men nu har jeg mere forståelse for min far. Far blev træt af at ikke blive hørt. Han sagde han følte sig altid en slave af mors behov – men han også gav sig selv lov til at være den slave. Han blev træt af sig selv og at han ikke havde mod til at finde lykken fordi han havde selv blevet medafhængig af mor og hendes behov for at lukke andre ud, enten ved sin depression, eller sygdom.

Jeg kan godt se at hun har også brugt min egen frygt at hun bliver syg igen, hvis hun ikke får sin vilje. Min mor har brugt sin svaghed/sygdom for at få magt over andre. Magt over mig, min far og specielt min bror. Jeg hader hende. Jeg hader at hun stadig får os til at tro at hun ikke bruger det bevidst. Jeg hader den måde hun får os til at tro hun er helt uskyldig. Hun er syg. Så SYG.

Hun var/er min mor og jeg var et barn. Hvis hun elskede mig og beskyttede mig, så ville hun havde gjort alt for at mig og min far kunne have haft et godt forhold. Men nej, hun var bitter på min far og hun gav hendes egen bitterhed videre til mig. Hun var også jaloux på min forhold til min far.
Hvordan kan man være jaloux på sin egen barn?

Min far elskede mig hele tiden. Han kæmpede for at se mig, men jeg var stadig så såret af ham at jeg blev ved med at sige nej.
Dermed gav jeg min mor magten med hendes syge måde at styre mig på. Mor støttede mig med at fortsætte med at sige nej. Hun fik mig til at tro at far var ond. Min bror troede endda far var ond. Nu er det mig der er i gang med også at hjælpe min bror.

Inde i mit hjerte vidste jeg far ikke var ond. Men jeg begyndte at tro på det fordi jeg ikke vidste bedre, jeg vidste ikke hvordan jeg kunne modstå beskyldningerne.
Jeg mente de voksne vidste bedre. Jeg stolede på dem.

Jeg elsker min far. Jeg har altid elsket ham og han har altid elsket mig.

For første gang nogensinde føler jeg at jeg kan hele min smerte. Jeg har mistet så mange år med ham. Jeg er så ked af alle de år jeg har mistet med ham, fordi jeg savnede ham så meget.


Tilbage