Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Anettet, 50 år, Afhængig

Tilbage

ANETTE: alkoholiker, voldsoffer, medafhængig i 6 år. Ex i 6 år.
Min opvækst mindes jeg som tryg og kærlig.
Mor & Far var udearbejdende, men de havde altid overskud til mine to søskende og jeg, alkohol og vold fandtes ikke i mit barndomshjem.


Da jeg var 24 år flyttede jeg hjemmefra, fik min egen lejlighed og et job på en fabrik.
Lige indtil jeg fyldte 30 år, levede jeg et stille og roligt liv, ja måske kedeligt liv, men så pludselig, tog mit liv en dramatisk drejning.
Jeg lærte en lille kreds af kvinder at kende, og jeg fandt dem spændende.
De drak meget, brugte det meste af dagen på værtshus og jeg fulgte gladelig med.
Kedsomheden og ensomheden, som havde været min hverdag i mange år, blev pludselig udskiftet med druk, fest og farver.
Sådan levede jeg i nogle år, lige indtil ”filmen knækkede” og min krop sagde STOP!!
På eget initiativ opsøgte jeg ”Lænken”, et alkoholambulatorium og bad dem hjælpe mig på rette fod.
Det gjorde de, ved at give mig antabus og en sludder.
Efter 1 år, mente jeg ikke at antabusen var nødvendig mere, og jeg kappede forbindelsen til ”Lænken”.


Jeg ”faldt” ikke i igen!!
Jeg fik arbejde i et køkken, som jeg var meget glad og levede ellers igen et stille liv.
Så en dag, lige inden jeg fyldte 38 år mødte jeg HAM, den eneste ene.
Troede jeg!!
Han hed Per, 50 år, arbejdsløs og ved gud, hvor var han charmerende.
Der skulle ikke meget overtagelse til, fra hans side, for at få mig til sige mit job op og flytte over til en af øerne med ham.
Hans barndoms ø.
Vi fandt et dejligt lille hus og jeg svævede på en lyserød sky, men kun i en uge.
For så bankede sandheden på døren.
Per var alkoholiker, mente jeg, han derimod mente ikke, at en kasse øl dagligt gjorde ham til alkoholiker.
Jeg konfronterede ham kun med hans alkohol forbrug en eneste gang, for umiddelbart efter optog andet mine tanker.
Jeg var gravid!!!
Min smerte og bekymring over Per`s drikkeri, fortrængte jeg og jeg lod glæden over mit endnu ufødte barn, tage over.
Også Per glædede sig over at vi skulle have et barn sammen, men han drak ikke mindre af den grund, tværtimod.


Under hele min graviditet var han sød ved mig og jeg troede naivt, at når barnet var født, holdte han helt op med at drikke.
Men først da, begyndte mit livs mareridt.
Knap var Camilla kommet til verden, før Per begyndte, at tilbringe mere tid med gutterne på havnen, end hjemme hos os.
Da vores lille datter var omkring en måned spurgte jeg ham, om han ikke kunne være lidt mere hjemme.
Det skulle jeg aldrig have gjort, som svar fik jeg det ene slag efter det andet, lige i ansigtet, jeg skreg, Camilla græd og Per pustede som en arrig tyr.
Jeg var rystet og chokeret .
At han drak, kunne jeg leve med, men vold, ALDRIG… Men når så han var ædru og var sød og rar, ”glemt” jeg volden, der efterhånden foregik i 4 af ugens 7 dage.
Hvad kunne jeg gøre???
Jeg var så bange, at jeg ikke turde gøre noget, sagde jeg et forkert ord, eller gjorde en forkert bevægelse, ville jeg få endnu flere bank. Det jeg tænkte mest på var min familie, jeg var glad for, de boede så langt væk, for så kunne de ikke se mine blå mærker.


Så en dag, kom min svigerinde på uventet besøg og det var umuligt, at skjule mit hævede kindben og blå mærker på hals og arme.
Hun talte dunder til mig og forsøgte efter bedste evne, at få Camilla og jeg til at flytte fra Per.
Men hun snakkede til døve ører, det gjorde hun mange gange i årenes løb.
Hvad gjorde jeg??
Jeg forsvarede Per, for selvom vi begge var arbejdsløse og levede af bistandshjælp, fik jeg altid penge af ham til mad og regninger.
Han var jo også god ved Camilla og jeg, når han var ædru.
Min svigerinde blev vred på mig, og brugte store ord, men jeg lukkede af.
I takt med at mit håb på bedre tider steg, faldt mit selvværd til nul.
Samtidig var jeg så flov over at Per drak og slog mig.


Jeg sank dybere og dybere, dog aldrig så dybt, at jeg begyndte, at drikke igen.
Camilla, som jeg elskede over alt på jorden, var allerede som 2 årig en lille nervøs pige, med mavesmerter og oveni bange for sin far. Ikke engang alle de signaler min datter sendte, kunne få mig til at handle rationelt.
Jeg vidste godt inderst inde, at jeg burde tage min datter ved hånden og rejse langt, langt væk, men angsten for Per overskyggede alt.
Jeg valgte at blive hos ham og lod ham gøre med mig, som han havde lyst til.
Vi havde boet sammen, i næsten 6 år, da jeg endelig tog en fornuftig beslutning.
Ikke at flytte fra Per, men at lade mig sterilisere.
I nogle år havde tanken om et barn mere, skræmt mig meget og selvom jeg fik P.piller, følte jeg mig ikke sikker.
Helst ville jeg sige Nej til Per når han ville have sex med mig, for jeg havde overhovedet ikke lyst, men jeg turde ikke.
Jeg lod mig indlægge en tirsdag morgen og allerede torsdag blev jeg udskrevet.
Det føltes rart, at have det overstået , og jeg kunne ikke komme hurtigt nok hjem til Camilla, som Per havde passet.
Hvem skulle ellers have passet hende??
Hun gik jo ikke i børnehave, og familien ville jeg ikke bede om hjælp, og da slet ikke kommunen.
Per & Camilla sad ovenpå i stuen og så fjernsyn, da jeg kom hjem.
Jeg kunne straks se, at han var fuld og hun var bange.
Hun fløj i mine arme og begyndte at græde, han fløj efter, tog hende i armen og skubbede hende væk, så greb han en spisestue stol og smadrede den i min mave.
Han ramte igen og igen operationssåret, og i ren og skær smerte, sank jeg sammen på gulvet.
Camilla skreg og skreg, at hendes far skulle holde op.
Han holdte ikke op, han tog fat i mit hår og slæbte mig ned ad trapperne, som om jeg bare var en sæk kartofler.
Nede i gangen, hamrede han mit hoved ind i væggen, jeg ved ikke hvor mange gange, inden han smed mig ud i kulden og låste døren indefra.


Mens jeg lå der på den kolde jord, med stærke smerter og blodet løbende ned af min brystkasse, skete der noget inde i mig.
Jeg fik styrke, fik kræfter og ikke mindst MOD til at handle.
Aldrig mere ville jeg ydmyges og lad mig behandle på den måde af et andet menneske.
Aldrig mere skulle min datter være vidne til al den druk og vold, hun havde oplevet i sine 5 leveår.
Jeg blev voksen den dag, jeg tog ansvar for min datters og mit eget liv.
Først ringede jeg til politiet, fra naboen og da de efter meget tumult med Per, havde taget ham med på stationen, ringede jeg efter min svigerinde.
Hun blev naturligvis glad over min beslutning, vi fik pakket og dagen efter var Camilla og jeg i tryghed på et krisecenter i Jylland.
Det var også sidste udkald, for min svigerinde fortalte mig, at hvis jeg ikke havde handlet på dette tidspunkt, havde hun henvendt sig til kommunen og så havde jeg mistet Camilla.
De første dage på krisecenteret, snakkede Camilla og jeg med de ansatte om alt det, der var sket i vores hjem, men siden da har vi aldrig nævnt det….


Et par måneder senere fik vi en lejlighed, jeg fik et job og Camilla begyndte at gå i skole.
Per, som vi ikke så mere til, døde for 1 år siden.
Først efter hans død, kunne jeg slappe helt af og leve et tålelig tilværelse.
Jeg har dybe ar i sjælen, der aldrig vil forsvinde og jeg tør aldrig igen, at indlede mig på et forhold til en mand.
Camilla er i dag en glad pige, men jeg ved ikke hvordan hun har det inden i, for vi berører aldrig emnet.
Når jeg ser i bakspejlet hvad hjælp jeg fik, må det være politiet, der altid var min frelsende engel.
Jeg har aldrig bedt kommunen om hjælp eller fortalt, hvad der foregik i vores hjem.
Familien kunne ikke hjælpe mig, for jeg var overhovedet ikke modtagelig for hjælp.
Jeg kommer ofte i ”HUSET”, som er et værested i Herning.
At komme i ”huset” har givet mig livsglæden tilbage.
Jeg har fået indhold i tilværelsen, har fået selvværd og et utroligt netværk i form af de andre brugere. Glæden ved at nogen har brug for mig.
Alt det som ”Huset” giver mig, smitter samtidig af på min datter, idet hun har en glad mor.
Før jeg kom i ”huset” var jeg meget passiv, men i dag tager jeg selv initiativ til mange ting.
”Huset” blev og er min livsnerve.

 

 


Tilbage