Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Michael, 47 år, Afhængig

Tilbage

Alkoholiker i 25 år. Eks i 6 måneder.
Min livshistorie, kan jeg nok ikke helt fortælle forfra eller bagfra, jeg vil arbejde begge veje.
Hvorfor nu det?
Fordi, 25 år med misbrug, har gjort et indhug i min hukommelse.


Mit barndomshjem var trygt og harmonisk, idet mine forældre havde forretning i vores bolig, havde mine tre søskende og jeg, dem lige ved hånden.
Det var mest mor der opdragede os børn, og det gjorde hun på en kærlig måde.
Mine forældre var pæne og ædruelige mennesker.


Hvornår begyndte jeg at drikke??
I 13-års alderen ved skoleballer, som alle andre også gjorde.
Det var bare for at være smart, at jeg drak, dem jeg holdte mig til, var ganske vidst, de børn der drak, fra barndommens gade.
Som 15-årige kunne jeg sagtens drikke en halv flaske snaps, når jeg var med nogle venner, på campingtur.
I weekenderne sparede jeg heller ikke på de våde varer.
Et misbrug var der ikke tale om.
Mine forældre vidste ikke at jeg drak, og hvordan skulle de også vide det, jeg drak jo ikke hjemme.
Åh.. for resten jeg fik trommer, da jeg var 10 år.
Jeg var vild med musik, og det at have sine egne trommer, var ubeskriveligt.

I mine teenager år var jeg frygtelig genert, og det udartede sig på en besynderlig måde, for eksempel, hvis jeg blev forelsket i en pige, så tog jeg piller, fra mine kammeraters forældres medicinskab.
Jeg anede ikke, hvad det var for piller, jeg slugte dem bare og håbede at det fik genertheden til at forsvinde..
Om den forsvandt??
Nej, kun når jeg drak mig fuld, forsvandt den irriterende generthed.
Det der med at drikke sig fuld, dengang, var noget af et gruppepres, for det gjaldt om, hvem af os drenge, der kunne drikke mest.
Jeg havde mange gode venner og blev aldrig mobbet i skolen.
Flinke forældre, der ikke satte nogen særlige grænser, men derimod gav mig ansvar.
Jeg havde en længere snor, end alle mine kammerater.
Om jeg ville have langt eller kort hår, bestemte jeg selv.
Det bedste jeg vidste, var når mine forældre ikke var hjemme, om aftenen, for så kunne jeg dyrke det jeg holdte mest af…. Spille på trommer.
Bare det, at sidde der helt alene, mens mine hænder arbejdede med trommerne, gav mig en dejlig følelse af opstemthed.
Efter jeg havde fået min handelsskole eksamen, fik jeg job, i mine forældres forretning.
Samtidig kom der noget nyt ind i mit liv, Hash.
Før jeg vidste af det, fyldte det meget, eller rettere, jeg blev total afhængig.
Jeg ved ikke om mine forældre opdagede noget, men det må de have gjort, for mit værelse var tilrøget og lugten stærk, men de sagde aldrig noget.

Så blev jeg myndig, 18 år, og havde hele livet for mig.
Jeg kom i lærer som komis og flyttede samtidig i kollektiv.
Det var vildt, hash hver dag og spiritus i weekenden.
Jeg havde i øvrigt en sød kæreste ”Helle”, der hverken drak eller røg, hun fulgte blot med fra sidelinjen.
Det kørte bare derud af i hele min læretid, så flyttede jeg alene i en lejlighed. Jeg fik job i en forretning.
Hashen havde nu taget over, den styrede mig, men et misbrug af alkohol havde jeg ikke.
*Ganske vidst, var det altid mig der blev først fuld til fester, og jeg faldt ofte i søvn, noget før end festen sluttede.
Ingen i familien, opdagede mit storforbrug af hash, og jeg skulle nok holde mund med det.
Det at jeg røg hash, følte jeg ikke som en ”flugt”, jeg kunne bare godt lide det, rigtig godt lide virkningen.
Jeg blev så fantasifuld og kunne ligge i timevis og ”flippe” ud, mens musikken fyldte hele min bolig.
Helt fra barn, havde jeg været en enspænder, men jeg havde aldrig givet mig selv lov til, at være det fuldt ud.
Det var bare lige en detalje der pressede på!!
Mit liv gik videre, jeg købte hus med ”Helle” og fik natarbejde.
Det at vende op og ned på dag og nat, faldt mig svært, især det, at skulle gå i seng om morgenen.
Hurtigt fandt jeg ud af, at et par bajer, eller tre, kunne afhjælpe dette problem.
Senere drak jeg ikke kun for at falde i søvn, jeg kunne faktisk godt lide, den flydende væske, som jeg puttede i munden.


Nye venner kom til, venner der færdes i værtshus miljøet.
Jeg var ikke sen om, at følge med dem, enten på værtshus, eller hos en privat.
Snart var jeg fuld i 4 af ugens 7 dage, og det kunne nemt blive eftermiddag, inden jeg gik i seng, efter en nattevagt.
Efter et halvt år fik jeg dagarbejde, men hva`…., så gik jeg bare på værtshus om aftenen. ”Helle” sagde aldrig direkte fra, overfor mit drikkeri og hashforbrug, hun var alt for blid og overbærende.
Da jeg havde boet med hende i 3 år, gad jeg pludselig ikke bo med hende mere, jeg ville være mig selv, være uafhængig.
Men jeg kunne ikke handle, så jeg blev boende med hende.
Hvad skete der så??
JO…, jeg begyndte at drikke mere og mere, drak for mig selv og sprang ikke en dag over.
Mit hash forbrug blev en anelse reduceret.

Spiritussen bestemte nu over mig, styrede nu mit liv.
Jeg var nok alkoholiker, allerede som 22-årig, men selvfølgelig forsøgte jeg at skjule det.
Hvordan det??
Jo, jeg gemte flasker i bilen, mellem buskene i haven, bagved skraldespanden og mange andre opfindsomme steder.
Fantasien fejlede ikke noget.
Pludselig en dag, blev jeg ramt af voldsomme mavesmerter, et sygehus ophold var uundgåeligt.
Diagnosen var: En dårlig bugspytkirtel!!
I den uges tid jeg var indlagt, snakkede personalet med mig, om farligheden ved at jeg drak.
Ellers iværksatte de ikke noget konkret.
Jeg var tørlagt i 2 måneder, og fik det bedre.
Men derefter kørte det bare derud af i 18 år… Min hverdag var druk – hash – pjæk fra arbejdsplads – svigt og sygdom.
Min familie og ”Helle” var ved min side når og hvis jeg havde brug for dem. Modsat mig, svigtede de aldrig.
Jeg var forbandet tæt på at dø, men trods det, magtede jeg kun at holde mig fra druk i 3, højest 4 måneder.
Da jeg havde set døden i øjnene, handlede hospitalet, ved at henvise mig, til en socialrådgiver, men det ville jeg ikke.
Hvorfor i al verden skulle jeg det???
Jeg vidste udmærket, at jeg var alkoholiker, men jeg kunne også selv styrer det, troede jeg…!!
Jeg styrede det ved at tage antabus ind i mellem.
Jeg flyttede efter mange års ægteskab med ”Helle”, fra hende og mit alkohol forbrug blev så sandelig ikke mindre.
Min mor døde pludselig og jeg var i dyb, dyb sorg.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling, fik antabus og nervemedicin.
Tiden derefter er stadig så smertelig for mig, både at tale om og tænke på.
Jeg flyttede hjem til min far, da jeg blev udskrevet og fik det bedre og bedre.
Så meldte trangen og lysten sig til, at jeg bare ville være mig selv.
Hurtigt fandt jeg et passende hus, købte det og flyttede ind.
Knap havde jeg lukket døren bag mig, før end jeg låste døren og trak alle gardiner for.

En depression kom snigende bagfra, og slog mig helt og aldeles omkuld.
Jeg sad bare og stirrede ud i luften, kunne ikke sove, og drikke kunne jeg da slet ikke finde ud af.
Efter 2 måneder i denne smertefulde tilstand, vågnede jeg så meget op, at jeg igen begyndte at drikke.
Der gik ikke lang tid, inden jeg havde ligeså mange fysiske smerter, som psykiske.
Jeg blev indlagt på hospitalet, min bugspytkirtel fungerede meget dårligt, og den sukkersyge jeg havde erhvervet, hvis nok 10 år tidligere, havde det heller ikke godt.
Uden omsvøb, fortalte lægen mig, at holdte jeg ikke op med at drikke nu, ville jeg dø.
Jeg blev behandlet for mine sygdomme, og sygehuset henviste mig til misbrugsrådgivning.
Denne gang tog jeg imod tilbudet.
Her mødte jeg Niels, der er misbrugskonsulent, og kom med i en selvhjælps gruppe.
Det var givtig og jeg fik nye venner.
Især en i gruppen, blev en ven, som jeg tror det vil være for livet.

Jeg er blevet førtidspensionist, men ellers har jeg det fint i dag.
Mit forhold til familien og min eks kone er godt.
Hash ryger jeg stadig, næsten hver eneste dag, men jeg er ikke afhængig af det, mener at have et afslappet forhold til det.
Hvis jeg kunne, drak jeg stadig, men jeg ved, at det så er døden!!!!!!
For et halvt år siden, havde jeg en druktur, og har siden været i antabus behandling, jeg tør simpelthen ikke andet.
Min familie, min kommune, hospital og misbrugsrådgivningen, har i årenes løb, gjort for mig, hvad de kunne.
Det var mig der ikke ønskede, at tage imod hjælpen på rette tidspunkt.
I dag kan jeg indse, at jeg skulle have ladet mig indlægge på et behandlingshjem, idet, jeg har set flere alkoholikere, der har gjort det, og aldrig siden har rørt en dråbe.


Tilbage