Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Hans, 46 år, Afhængig

Tilbage

Jeg husker ikke noget særligt, fra mine 9 første leveår, men derfra husker jeg alt for godt.
Lige inden jeg fyldte 10 år døde min far ved en trafikulykke, hvor en ven af huset "Arne" kørte bilen.
Dette gjorde et voldsomt indtryk på mig, både på grund af savn, men lige så meget, fordi min mor sagde: "At jeg nu var "manden" i huset".
Jeg så det som min opgave, at passe på hende, samtidig fik jeg ansvaret for at hente min lillebror fra børnehaven og passe ham, indtil min mor kom hjem fra arbejde.

Et halvt år efter min fars død, begyndte min mor at se mere og mere til "Arne".
Det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen, for det var jo netop ham, der havde kørt bilen, hvori min far var dræbt.
Jeg fik den tanke, at min mor og "Arne" havde planlagt at dræbe far, for at de to kunne være sammen.
Bedre blev det ikke, da jeg fik frataget mit ansvar overfor mor.
Det kunne jeg næsten ikke bærer.

Så en dag flyttede "Arne" ind hos os og blev derved min stedfar!!!!
Både mor og "Arne" arbejdede og derfor bibeholdte jeg ansvaret for min lillebror.
Jeg sørgede for, at få ham op om morgenen, få ham i skole og hente ham fra fritidshjem.
Min mor var ret splittet, fordi jeg ofte fortalte hende, at jeg havde det svært med "Arne".
Jeg tror, hun følte, at jeg skulle "belønnes" ved, at jeg ikke fik nogen retningslinjer for, hvornår jeg skulle være hjemme om aftenen.
Det benyttede jeg mig af i en tidlig alder. Jeg tilbragte meget tid sammen med nogen, der var meget ældre end mig selv.
Det resulterede hurtigt i, at jeg fik smag for alkohol.
Jeg skulle jo leve op til de andre og det gjorde jeg så sandelig.

Jeg sluttede skolen med en middelmådig realeksamen, kom i lærer som tømrer og gennemførte. Derefter kom jeg ind til søværnet, for at aftjene min værnepligt.
Derinde fik jeg hurtigt lært at ryge hash og denne lærdom og misbrug, fulgte med mig hjem.
Efter en tid med forskellige arbejdspladser, som jeg måtte opgive på grund af mit misbrug, blev jeg ansat på et lager.
Dette job var jeg glad for, desværre kom jeg ud for en arbejdsulykke, som resulterede i, at min ryg blev ødelagt.
Så i en alder af 25 år, blev jeg førtidspensionist.
For de stærke ryg smerter fik jeg morfin og der gik ikke lang tid, inden jeg var afhængig af det også.
I de næste mange år, lod jeg mit liv styrer af alkohol, hash og tabletter.

En dejlig kvinde kom ind i mit liv og vi flyttede sammen.
Et år senere, skete den stærkeste hændelse i mit liv: Jeg blev far til en dejlig pige, jeg elskede hende overalt på jorden, fra den dag.
Men trods min store kærlighed til hende, var det umuligt for mig, at stoppe mit misbrug.
Jeg havde fået to ryg operationer, uden at de havde taget smerterne, først den tredje jog smerterne lidt på afstand.
Mit misbrug kom ikke på afstand, det havde nu så godt fat i mig, at jeg på ingen måde kunne stoppe det.

Da min datter var 4 år, fik hendes mor nok af mig og jeg flyttede i al venskabelighed.
Så fik jeg udbetalt en stor erstatning efter arbejdsulykke, og jeg kunne nu rigtig "nyde" livet og dyrke mit misbrug.
For jeg havde jo ikke rigtig nogen pligter.

Mine pligter som far, var så som så, idet jeg kun så min datter, når jeg havde "klarer" perioder, og det var sjældent.
Jeg mødte en anden kvinde, som jeg blev gift med et par år senere.
Samtidig fortsatte mine ryg smerter med umindsket kraft, og jeg blev opereret en fjerde gang.
Efterhånden fik jeg det så godt, at jeg kunne vinke farvel til medicinen.
Det gav mig igen lysten til at få et arbejde, og jeg var så heldig, at få et job, nogle timer om dagen og det nød jeg.
Allerede efter et par måneder, blev mit job udvidet med flere timer. Jeg begyndte at tage antabus, men hash røg jeg stadig.

Efter al den turbulens i min misbrugstilværelse, kom jeg i kontakt med en misbrugskonsulent.
Eva, som konsulenten hed, foreslog mig, at tage et ophold på Sydgården, der afvænnede misbrugere.
Ved at foreslå mig det, kunne jeg pludselig se, hvor destruktivt et liv jeg havde ført, og hvor meget det ville betyde for min datter, at have en "clean" far.

Jeg blev skilt og rejste til Sydgården, der blev vendepunkt i mit liv.
Det de 20 ugers ophold åbnede for mig, var "læren om mig selv", nok det mest vanskelige emne, man som menneske kan komme ud for.
Da jeg rejste derfra, var det med troen, lysten og viljen, til at "kæmpe" for det gode liv uden misbrug.
Også et liv, hvor jeg skulle gøre mit bedste, for at min datter fik et godt liv, og hun kunne mærke trygheden ved at have en "clean" far.
Sydgården havde sandelig gjort mig, eller rettere hjulpet mig, til at blive et hel og lykkelig menneske.

Efter udskrivelsen fra Sydgården, genoptog jeg igen kontakten til misbrugsrådgiver, to gange om ugen.
Jeg fik antabus og samtaler, som jeg ikke var så begejstret for.
Derimod kom jeg i en selvhjælps gruppe med tre andre mænd, og det havde jeg det rigtig godt med.
Det arbejde jeg havde inden jeg tog på Sydgården, fik jeg tilbage.
Inden min afrejse, havde jeg overfor min arbejdsgiver, lagt kortene på bordet om mit misbrug.
Han var forstående, det var bare ikke det samme for mig, at vende tilbage, jobbet der jo var et skånejob gik mig på.
Jeg ydede det samme som de andre, der var højtlønnede, men fik ikke det samme ud af det.
Følelsen af, at min arbejdsgiver udnyttede mig, steg i takt med følelsen af, at han havde mig i sin hule hånd, i og med, jeg havde fortalt ham om mit misbrug, mit ophold på Sydgården, kunne jeg ikke sige fra overfor ham.

Jeg begyndte at drikke igen, blot to måneder efter mit ophold på Sydgården.
Glemt var alle de sygdomme jeg havde haft, eksempelvis: gulsot og leverbetændelse, og glemt var den antabus jeg skulle have to gange i ugen!!!!!!
Trods mine drukture gav min arbejdsgiver mig, mange chancer og han nåede ikke at fyrer mig, jeg kom ham i forløbet, ved at møde op efter en gevaldig druktur, og sagde op.
Modet fejlede da ingenting, men konsekvenserne, dem kunne jeg ikke overskue.
Det kørte derud af med tre måneders druk, og tre måneder på antabus.
Når jeg drak, skete det mange gange at både misbrugskonsulenten og gutterne fra selvhjælpsgruppen stillede i mit hjem. Hvor mange gange de har kørt mig til afrusning på Skovvang, har jeg ikke tal på, heller ikke hvor mange gange ambulancen har kørt mig på hospitalet, når jeg drattede om.
Min families bønner om, at jeg skulle stoppe med at drikke, "blæste" jeg på.
Jeg svigtede min datter så godt og grundig, hun så mig aldrig fuld, men vidste jeg var det!!!
I tre år kørte det på den måde. Druk - druk - druk ……
Så sagde kroppen og min psyke fra… Jeg skulle og ville ud af det.
Sygdomme havde jeg mange af, endnu flere nederlag, og de moralske tømmermænd rev og flåede i mig.

Jeg kom ud af det og har det nu "godt" et år efter, et godt liv.
Min familie, som jeg har det fint med, er stolte og glade over, at de nu kan regne med mig, min datter har det på samme måde.
Når jeg i dag ser tilbage, kunne min familie ikke have gjort tingene anderledes, de var der altid og bakkede mig op, når jeg har brug for det.
Kommunen, sygehus, misbrugsrådgiver og behandlingshjem gjorde også for mig, hvad de kunne, og mere til.
Min selvhjælps gruppe, der alle tre havde været igennem "turen" med misbrug, viste mig, hvad rigtige venner var/er.
De gav aldrig op!!!!!
Ansvaret er og var MIT.
Ingen kunne hjælpe mig, hvis jeg ikke var motiveret, hvilket jeg sjældent var.

Jeg lærte for et år siden værestedet "Huset" at kende.
Det sociale samvær i "Huset" er unikt.
Idet jeg er frivillig, er jeg løbende på kurser, så jeg hele tiden udvikler mig.
Det har givet mig selvværd og selvtillid.
Giver mig ansvar, både overfor mig selv og huset som sådan.
Betragter det som et arbejde.
Jeg har noget at stå op til og for.
Alternativet vil være, at sidde hjemme alene.
Alt det sammenlagt, har styrket min ædruelighed.

 


Tilbage