Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Dorthe 2, 35 år, Pårørende

Tilbage

Jeg lærte Hans at kende for 18 år siden.
Vi kom i den samme klike der tog i byen fredag og lørdag og festede. Vi blev ret hurtigt hinandens bedste venner.
Da jeg efter en god bytur var blevet gravid med min datter og ikke kendte hendes far særlig godt, trådte Hans til og legede far.
Han bildte alle ind, at han var far til mit barn, så meget at der endnu den dag idag er folk det stadigvæk tror på det.
Det var ham der nussede og lyttede til min mave.
Kort sagt, en bedre ven kunne jeg ikke have ønsket mig.
Tiden gik og en måned før jeg fødte min datter, holdt jeg op med at gå i byen med kliken.
Hans og jeg gled længere og længere væk fra hinanden og efterhånden som alle de andre fik børn og familie blev kliken helt splittet.
Den eneste der fortsatte med sine byture var Hans.
Han havde dog fast arbejde og kæreste.
Tiden gik og vi havde næsten ikke kontakt med hianden mere, men hver gang vi mødte hianden ville han altid lige vide, hvordan det gik med "hans"datter.
En dag åbnede der et nyt værtshus i byen, jeg begynte at komme der fordi jeg blev kæreste med ham der ejede værtshuset.
Hans var en af stamkunderne.
Mit første møde med Hans på værtshuset var en blandet fornøjelse.
Han sad på en barstol i en brandret, toltalt gul i huden.
På håndleddet hang der et armbånd fra sygehuset.
Det viste sig, at han var blevet indlagt med dårlig lever og var stukket af for at gå på druk.
Arbejdet og forholdet var røget.
Han var så ynkelig, da han kom med med alt sit følelsesladede fuldemands snak.
Jeg var meget pinelig berørt da han fortalte alle gæsterne, at vi havde en datter sammen.
Min kæreste fik medlidenhed med ham og gav ham et job på værtshuset, på betingelse af at han var ædru når han havde vagt.
Mærkelig nok kunne han overholde det, men når han så havde fri sad han der næsten altid og var pisse fuld.
På et tidspunkt gik min kærste og jeg fra hianden og der gik et års tid, hvor jeg ikke så noget til Hans.
Jeg mødte ham en dag, hvor jeg havde fuldt en ven på alkohol ambulatoriet.
Hans havde lige mistede en kærste til pga. druk og var nu gået på Antabus for at få hende tilbage.
Hhan fik mit telefonnummer og begynte at ringe til mig hver dag. Nogle gange 5-6 gange på en dag, hvis han var fuld.
For Antabussen havde han droppede igen.
Selvom han tit var fuld, fik vi vores gamle venskab op at stå igen. Han fik mig til at købe en gammel kolonihave som lå på samme vej som hans egen.
Der var meget, der skulle sættes istand, men Hans lovede at hjælpe mig.
Jeg ville ikke have, at han skulle gøre det gratis, så jeg gav ham nogle penge for det, og væk var Hans.
Han var gået på druk.
Min veninde, min datter (der nu var blevet 12 år gammel) og jeg satte hele kolonihaven i stand selv.
Det var det år jeg lærte at fræse og grave have selv.
Hans dukkede op i tide og utide, i den ene brandert efter den anden, for lige at se, hvordan det gik med haven.
Han havde dårlig samvittighed over, at have fået penge for noget han ikke havde lavet, og tilbød mig at klippe hæk for dem.
Dum som jeg var, sagde jeg ja tak til det.
Da jeg næste gang kom, viste det sig at Hans og en af hans druk venner havde klippet den i en ordenligt brandret og det så ud af helvede til.
Mmen han klippede den dog om igen, en dag han var ædru.
Jeg begyndte, at se mere og mere til Hans.
Hans er jordens bedste fyr, når han er ædru.
Sød, kærlig, varm og god at snakke med:
Een rigtig god ven for min datter og mig.
Vi begynte at få følelser for hianden og tjah en dag var vi altså kærester.
Jeg var en af de naive piger, der troede at jeg kunne gøre ham ædru ved hjælp af min kærlighed.
Aldrig har jeg taget så meget fejl.
Man kan aldrig redde et andet menneske, før personen selv vil reddes.
Nu er der gået 4 år og vi er stadigvæk kærester.
Men havde jeg vidst, hvad de 4 år har bragt mig, var jeg aldrig blevet kæreste med ham.
De 4 år har været en kamp mod en fjende, som er stærkere end både Hans og jeg tilsammen, nemlig alkoholden.
Jeg har slæbt han til AA-møder, på alkohol ambulatoriet, været til samtaler med ham.
Jeg har grædt, tigget og bedt ham om at stoppe.
Jeg har skældt ham ud, forsvaret ham, støttet ham, hældt en flaske whisky i hovedet på ham, røget i hovedet på ham både psykisk og fysisk, trøstet ham, støttet ham osv. osv. osv.
Men intet har hjulpet ......
For ca. 2 måneder siden fik vi begge to nok og Hans flyttede hjem til sin mor.
Den første uge levede han på sprut og ringede hele tiden til min datter eller mig.
Men denne gang var ikke helt som alle de andre mange gange han var røget ud af min lejlighed og hjem til sin mor.
Denne gang sagde han tit, at han drak for meget, eller at nu skulle alt det sprut stoppe.
Han lød som en helt anden fyr, end ham jeg kendte.
Men af skade bliver man klog og jeg troede ikke en skid på ham.
Da han havde været på sprut en uge, ringede han en eftermiddag og spurte om ham måtte flytte hjem igen.
Jjeg begyndte at grine og sagde, at han ikke måtte være rigtig klog og at jeg var total færdig med ham.
Han knaldede røret på.
2 timer efter ringede han igen.
Min datter tog røret og sagde, at jeg ikke vil snakke med ham, når han var fuld.
Jeg lyttede til deres samtale og hørte ordet afvænning 2 gang, så blev jeg nysgerrig og tog røret.
Han var meget fuld og fortalte, at han sad i en bil sammen med en misbrugskonsulent på vej til afvænning.
Jeg troede ikke en skid på ham og bad om at snakke med konsulenten.
Den var god nok, Hans var på vej til afvænning.
Han har nu været der i ca. 5 uger, selvom at jeg havde forvendtet, at han kom hjem dagen efter, når han var blevet ædru.
Det er gået rigtig godt.
Han er begyndt, at tænke på en fremtid uden sprut, sammen med min datter og mig.
Han snakker helt anderledes om sig selv og hans liv.
Jeg tror han virkelig mener det denne gang.
Hvordan jeg har det med det hele, ved jeg ikke helt endnu.
Jeg er blevet skuffet så mange gange, når jeg har troet på det han lovede.
Men en ting er sikker, jeg har nydt alle vores samtaler de sidste 5 uger, hvor han har været ædru og jeg er meget stolt af, at han nu prøver at gøre noget ved sit liv.
Vi er blevet enige om, at gennemfører han han opholdet, så forsætter vi sammen (vi kan nok ikke undvære hianden).
Men fremtiden kan jeg ikke sige noget om.
Men et eller andet sted inden i mig, er der et lille håb om, at vi måske klarer den.
At jeg en dag vil kunne stole på ham igen.
At han ikke skuffer mig mere.
At jeg ikke mere vil være en møgkælling over for ham.
Måske burde jeg været gået fra ham for længe siden, men inderst inde er Hans en rigtig dejlig, blød rar fyr, som virkelig er værd at holde fast i og som virkelig er værd at kæmpe for.
Selvom det er ham, der skal kæmpe mest lige nu, vil jeg være der for ham, når han kommer hjem
Jeg er holdt op med at tro på lykkelige slutninger, men jeg håber at det her er vores sidste kamp mod alkoholen.
At vi vinder over den.

 

Dorthes livsfortælling, fortsat:

For ca 1 år siden var jeg herinde og skrive dorthes livsfortælling.
Jeg var inden og læse den i går, hvor var jeg dog fuld af håb da jeg skrev den, jeg troede virkelig på at Hans og jeg kunne vinde over alkoholen.
Jeg må virkelig have været naiv, for det viste sig desvære at alkoholen var stærkere end både Hans og jeg tilsammen.

Hans kom hjem fra afvænning i januar mdr. inden han kom hjem havde jeg læst alt hvad jeg kunne få fat i om folk der har været på afvænning, så jeg ligesom viste hvad jeg kunne forvente.
Og hjem kom Hans.
Set i bagspejlet tror jeg slet ikke Hans var klar til at komme tilbage til det virkelige liv, han havde det dårligt græd meget, sov meget, havde svært ved at åbne sig osv.
Han begynte at tage til AA-møder hver aften og tilefterbehandling om dagen på vores misbrugcenter.
Her hjemme forlangte jeg intet af ham, jeg vidste han brugte alt sin energi til at arbejde med sig selv, så egentlig havde han alt den støtte han kunne få, alle steder fra.

Jeg tror der gik en lille mdr. tid, da jeg første gang lod mærke til at hans øjne var blanke (har altid kunne se på hans øjne om han har drukket).
Jeg lod som ingen ting, havde jo læst at man ikke måtte mistænkliggøre en alkoholiker på afvænning.
Jeg selv havde det meget svært, da han kom hjem.
Jeg holdte min kæft og lod som ingenting, lod ham gå til møder osv. Imens jeg bannede alle hans møder osv. langt væk.
Jeg ville jo så gerne være sammen med ham, når han nu var blevet ædru.
Men jeg så han næsten aldrig, men det var ok.
Jeg viste jo, hvor vigtigt efterbehandling var og opfordrede ham til at gå til hver eneste møde.
Selvom jeg støttede ham, var jeg faktisk mere mistroisk over for ham nu, end inden han tog på afvænning.
Jeg forventede hele tiden, at nu faldt han i vandet og jeg fik som sagt ret.
Det skete flere og flere gange, at jeg så hans øjne var blanke.
En dag kunne jeg ikke holde kæft mere og spurgte ham, om han havde drukket.
Nej svarede han, men når man lige pludselig bliver ædru kan man i perioder godt virke fuld.
Jeg vidste han løj og jeg vidste, at han nu havde gjort kampen mod alkohol til en kamp imellem os og at det ikke længre var os der kæmpede mod alkoholen.
Han droppede sin dagbehandling, sine AA-møder, og snart drak han faktisk mere end han gjore før afvænningen og uanset hvad vi andre sagde, fik vi at vide, at det havde vi ikke forstand på for det var jo ham og ikke os der var alkoholiker.
Han holdt op med at gå i bad, skifte tøj, han skjulte ikke engang sine flasker mere.
Han bodede på sofaen og jeg i soveværelset.
Vi talte ikke sammen mere.
Vi fik ikke gæster mere, de gad ikke høre på ham.
Vi blev faktisk meget isoleret.
Vi trak vejret, men levede faktisk ikke rigtigt.

Det blev min 17 årige datter der vækkede mig.
Hun meddelte mig, at nu gad hun ikke det her mere.
Hun kunne ikke holde det ud mere.
Hun havde altid set et stort lys i Hans, men det var nu slukket
Hun var gal, bitter, skuffet og ked af det og til mig sagde hun, at jeg aldrig var glad mere og jeg havde forandret mig.
Da vångede jeg, promte gik jeg ind i stuen og bad ham om at flytte hjem til sin mor, lige med det samme.
Han kom på benene og lallede ud af døren med en masse grimme ord ...
Så kom der en tid hvor min datter og jeg prøvede at finde os selv igen.
Vi slappede af, nød freden og talte meget om vores år med Hans, og hvordan vi hver især havde haft det med hans druk.
Langsomt men sikkert kom vi op at stå igen.
Det burde så være det.
I lang tid hørte vi intet fra Hans, men en dag ringede han og fortalte os at han savnede os.
Det gjore han flere gange om ugen.
Da det ikke gjore os bløde begyndte han at troppe op hos os hver gang han var fuld.
Hammrede på døren, indtil jeg åbnede og med meget råben og skrigene fik ham ud af vores opgang.
Nogen gange faldt han i søvn i opgangen (pineligt).
Han begyndte, at komme de steder, hvor han vidste vi kom, for at gøre os bløde, men vi holdt fast.
Det var ikke nemt, mange gange var jeg ved at blive blød, mange gange tænkte jeg på at lade ham flytte hjem for der vidste jeg trods alt hvor jeg havde ham.

Det var en svær tid og jeg græd meget, blev gal og bitter.
Hver gang vi var ved at komme op at stå, ringede han eller kom forbi og så kunne vi starte forfra med at komme op til overfladen.
Jeg har mange gange tænkt på, bare han dog vil drikke sig ihjel, så havde vi alle sammen fred.
Det værste af det hele var nok, at jeg mente hvert et ord ...
I dag er tingene sådan her: Hans bor hos sin mor endnu.
Sidder på bænken og drikke tæt hele dagen, sover, drikker videre.
Ind imellem ringer han, eller kommer og sparker på min dør.
Den mand jeg har været venner med så mange år og kæreste med, ham der legede far for min datter er desværre væk for altid.
Alkoholen vandt - den tog ham fra os.
Min datter og jeg bor alene.
Prøver på ikke at blive ædt op af bitterhed og had.
Jeg må sige, at hver dag er en kamp for ikke at prøve at redde Hans.
Hver gang han banker på min dør, kæmper jeg også en kamp for ikke at lukke ham ind.
Jeg har usigelig ondt af ham, men ved også at et eller andet sted er det ikke er min kamp, men hans egen.
Jeg ønsker det bedste for ham, men ved også et eller andet sted, at han højst sansyneligt drikker sig ihjel.
Men det er også stadig hans valg.
Han har valgt at ødelægge sit liv, men han kommer aldrig til at ødelægger min datters og mit liv mere ...
Vi har fået nok.

 

 


Tilbage