Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pedro, 44 år, Afhængig

Tilbage

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skulle skrive ”afhængig” til forskel for pårørende.
Jeg er ikke længere "afhængig" af den daglige dosis, men jeg er dog helt klart stadigvæk alkoholiker, men kun på den måde, at jeg ved, at hvis jeg tager ”den næste drink”, så er jeg på den igen..., og næste ”tur” vil nok være så drastisk ødelæggende for mit selværd, at det ender mit liv, eller i hvertfald bringer mig så langt ned i knæ, at døden måske ville være en lettelse.
Man bør derfor nok graduere, eller forklare beskrivelsen af personen med et alkohol problem: ”Afhængig”:
Det vil man nok kalde sig, hvis man godt ved at man skal have den daglige dosis, men måske endnu ikke har indset at man faktisk er alkoholiker, altså slet ikke kan tåle at drikke, og ikke kan styre et ”normalt” ikke afhængighedsskabende forbrug.
”Har et alkohol problem”: - Det er den, der gerne vil vedkende sig at han/hun ”nok drikker for meget”, men som endnu ikke har indset farene fuld ud.
”Alkoholiker”: - Det kræver mod og indsigt, at turde kalde sig selv for alkoholiker, da der endnu er megen tabu om denne betegnelse, og måske altid vil være det.
Hvis man kunne betragte det på samme måde som allergiker, eller diabetiker, ville meget være vundet, man det er nok urealistisk at tro at samfundet omkring, vil akceptere alkoholisme på den måde.
Det er snarere betragtet på lige fod som narkomani, ludomani, tja.. måske endda i vide kredse som bøsse eller lesbisk.
Altså for de fleste i samfundet at betragte som noget negativt, og noget ”man bare kunne lade være med”, hvilket jo er langt fra sandheden.
Hvis man er født med de ”forkerte” gener, vil miljøet gøre sit til at det kommer i ”udbrud”.
Sådan er det.

Hvorfor er det så svært at forstå, indtil man selv erkender sandheden?
Det aller vigtigste ved at forblive ædru, var – for mig - at forstå, at det er viljen til at være ædru ”for sig selv”, og ønsket om aldrig mere at komme ned i kulkælderen, der er det eneste der adskiller et fuldstændig normalt liv i ædru tilstand, fra et liv som aktiv alkoholiker, og som ”afhængig” på den måde, at man ikke kan klare dagen uden at komme op på sin funktionspromille.
Som ædru alkoholiker, og tidligere afhængig, ved jeg at at afhængigheden betyder, at jeg i den sidste del af min aktive fase, ikke kunne klare selv de mest normale ting, uden at være kommet op på min fuktionspromille, hvilket i mit tilfælde betød at jeg skulle drikke mindst 3-4 øl om morgenen før jeg overhovedet kunne slippe for at ryste på hænderne, og før jeg kunne tænke klart, og uden nerver.
Det var ovenikøbet nødvendigt for overhovedet at kunne køre bil, eller gå på arbejde.
Ja, det er skræmmende, men sådan er det for de fleste aktive alkoholikere – i større eller mindre grad.
I den værste periode af mit drikkeri, var jeg oppe på at drikke en halv flaske vodka, som jeg indtog i løbet af et par timer når jeg stod op klokken 6 (for at kunne være ”frisk til at gå på arbejde kl. 8.30).
Ofte betød de første par slurke, at jeg skulle kaste op, og det blev værre og værre med gult slim og forbundet med svedeture, og kraftigt røsten i hele kroppen.
Derefter gik det bedre og bedre, og efter et par glas mere, følte jeg mig nogenlunde normal igen.
På det tidspunkt havde jeg svært ved at spise særligt meget, men jeg prøvede at spise lidt frugt, og derefter et par glas vodka mere – gerne med juice eller sodavand i, før jeg tog på arbejde.
Jeg var ”heldig” den gang at have chauffør, så jeg behøvede ikke at køre selv.
Sprutten var også billig, da jeg boede i et udviklingsland, hvor alt var meget billigt, og jeg tjente godt som direktør.

Jeg virkede helt normalt på mine omgivelser, når bare jeg kunne forblive på funktionspromillen, og det kunne jeg langt det meste af tiden.
Den skulle så holdes ved lige ved senest 2-3 timer senere, at få et par ”skud” til, og således fortsatte det indtil om eftermiddagen og aftenen, hvor der som regel blev drukket en hel del mere, for således at opnå den dejlige – men kortvarige fornemmelse at at være i fuld kontrol, og måske ovenikøbet føle sig fuld og fri, selvom den følelse blev sjældnere og sjældnere.
Det endte selvfølgelig med at jeg kom senere og senere på kontoret, og tog tidligere og tidligere hjem, med længere og længere frokostpauser, og til sidst havde jeg også så mange sygedage (utroligt hvad jeg kunne finde på af undskyldninger), hvor jeg simpelthen ikke kunne styre morgendosis, men ”kom til” at drikke så meget, at jeg selv godt vidste at jeg ville virke fuld.
Det udviklede sig så til heldagsdruk, hvor jeg ikke længere tog telefonen, og nogen gange lallede rundt på byens værtshuse og troede at jeg var kong gullerod.

Der var dog også periode, hvor jeg ”tog mig sammen”, og altså godt vidste at jeg nok blev nødt til at tage en kold tyrker, og komme ud på den anden side, og kunne drikke mindre, og være mere i kontrol. – Det skete oftest i forbindelse med vigtige møder, familiesammenkomster o.l., men oftere og oftere gik det galt.
Jeg havde dækket over det stigende – og i visse perioder stabile – misbrug i ca. 10 år.
Jeg tjente godt og havde penge nok, og har altid levet som ungkarl, (det var nemmere at drikke sig fuld, end at tage sig sammen til et seriøst forhold) så jeg gjorde ingen fortræd – ingen andre end mig selv, og selvfølgelig også de mennesker der efterhånden godt kunne se at jeg var ude i et overdrev, men som ikke blandede sig synderligt.
Jeg ville faktisk gerne have haft at venner og familie lidt tidligere havde sagt: ”Nu gør du noget ved det, ellers vil vi ikke have noget med dig at gøre”.
De kom med hentydninger, men satte aldrig stolen for døren, og det bør de pårørende gøre for at vi som alkoholikere kan få et alvorligt chok, og se sandheden i øjnene.
For det er det sværeste – At se sandheden i øjnene, og erkende at man er nået for langt ud, og ikke længere er i kontrol over sit eget liv, og at man derved også skader andres.
Den erkendelse kom jeg til, efter en jul hvor jeg havde drukket ”normalt” og fungere fint i familien, men da jeg så kom hjem til mig selv skulle det fejre at jeg havde klaret mig så fint.
Faktisk var det jo rimeligt nemt omkring højtiderne, hvor vi danskere generelt indtager for meget alkohol, så det er nemmere at skjule at man er alkoholiker når alle de andre også drikker.
Det endte med en 10 dages druktur, som jeg simpelthen ikke syntes at kunne komme ud af som normalt.
Jeg havde inden for det sidste år haft 3 sådanne ture, som dog på en eller anden måde var endt med, at jeg kom ud af kulkælderen igen, og igen kunne få tingene til at glide, blot på funktionspromillen.
Hver gang jeg prøvede at tage mig sammen, fandt jeg mig selv pludselig stanghamrende beruset, og vågnede op uden at ane hvordan jeg var havnet der, og så drak jeg videre, for at prøve at komme på funktionspromillen, men den kom aldrig før jeg var for fuld igen.
DA tog jeg endelig telefonen til min familie og skreg HJÆLP !!!

Jeg er heldig at have en dejlig familie som faktisk allerede havde undersøgt, hvad der var af hjælpeinstanser, og de fik mig hurtigt afsted til et afvænningsted.
De var ovenikøbet så forstående, at de lod mig få det ”sidste glas” så jeg fik nogenlunde styr på mig selv før vi kørte derhen.
De havde indset at de ikke kunne kæmpe imod, men kun kunne prøve at hjælpe mig til at hjælpe mig selv, og de vidste godt, at jeg var nødt til at have en vis promille for overhovedet at kunne foretage mig noget som helst.
Den forståelse var en meget positiv overraskelse for mig.
Jeg havde selv indset, at antabus ikke ville være noget for mig.
Det ville ikke afhjælpe mit grundlæggende behov for at drikke, men kun virke som en spændetrøje, i stedet for en kur.
Jeg havde også gået til psykolog for at prøve at forstå mig selv, men det hjalp kun i korte omgange.
Nu sad jeg så pludselig på en Minnesota klinik, og tænkte faktisk, at det var da dejligt for familien, at de nu kunne se at jeg ville forsøge at gøre noget for at normalisere mit alkoholforbug.
Troede jeg.
Det var før jeg indså, at man ikke skal være ædru for andre, men kun for sig selv.
Det er MIG det drejer sig om.
Det er MIG der skal ville komme ud af problemet.
Der gik nogen dage/uger, før jeg fuldt indså, at det jo ikke kunne nytte at forsøge at stritte imod, og hele tiden tænke, at det nok ville være OK, at tage lidt rødvin til maden i week-enden og en enkelt øl med gutterne i ny og næ.
Det HAVDE jeg jo prøvet at praktisere selv, men det var altid endt galt, og det var jo kun blevet værre og værre.
Det jeg slet ikke kunne akceptere med Minesota og AA, var al den snak om GUD, som jeg mente måtte være helt adskilt fra mit alkoholproblem, så jeg blev ved med at kæmpe mentalt imod.
Det var indtil jeg indså at det ikke var DERES gud de talte om men MIN helt egen, og at alle behandlerne selv er ædru alhokolikere, der kender problemet fuld ud.
Jeg kunne definere Gud/det/ham som jeg ville, bare jeg kunne indse at man IKKE kan bekæmpe afhængigheden og alkoholismen ALENE, og ikke uden en ”værktøjskasse” der forklarer hvordan alkoholismen virker.

Jeg har nu indset, at hvis jeg nogensinde tager den næste drink, så har det nok en mental virkning, snarere end en fysisk/kemisk.
Det ville have den virkning, at jeg ikke længere akcepterer at JEG ikke KAN styre et normalt alkoholindtag, at jeg på en måde er allergisk. Hvis jeg tager et glas, har jeg samtidig sagt at JEG tager kontrol, men det der ville ske er at Kong Alkohol igen ville tage kontrol – langsomt, snigende, men helt sikkert ville han tage kontrol.. Jeg KAN IKKE TÅLE det – og det er det jeg har indset.
Nogen mennesker kan ikke tåle tomater, andre kan ikke tåle nødder. Jeg kan ikke tåle alkohol, og jeg kan dø af det, hvis jeg starter igen.
Jeg har nu været ædru i 4 år, og har slet ingen problemer med det.
Alle omkring mig har akcepteret det, og selvom jeg har måttet skifte visse af mine vaner, og venner, ud - simpelthen fordi jeg ikke gider disse aktiviteter/selskab mere – så har jeg det fantastisk fint, og det er dejligt at kunne skrive om det.

Jeg ved, at jeg ikke er mere end et glas væk fra katastrofen, så jeg føler mig ikke ”helbredt” i den forstand.
Jeg skal stadig leve med at der er en del af mit gamle liv – og meget af det var jo sjovt, og dejligt – som jeg ikke længere kan få tilbage, men prisen er lav i forhold til alternativet.
Tænk at dø af druk, det er for dumt, når det nu kan klares så simpelt som bare ikke at tage det næste glas.
MEN – til den der stadig lider, er det ikke nok.
Du har brug for at møde folk der har det ligesom dig, og du har brug for en ædru periode før du kan tænke helt klart, og få lidt styr på dit liv.
Der kan antabus måske hjælpe dig, men den kan ikke stå alene. – AA kan også være en hjælp for mange, og en Minnesotakur for dem der har råd.

Til sidst et lille hick-up: Det kostede mig over 100.000 kroner at være på Minnesotakur, da jeg ikke kunne trække det fra i skat, eller få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste.
Jeg er heldig at jeg havde pengene til det, og jeg har aldrig fortrudt at jeg brugte dem, men de fleste andre på mit ”hold” var enten mennesker, der var blevet sendt op af kommunen, og som ikke nødvendigvis havde nået deres egen bund og erkendt deres problem. En anden gruppe var mennesker der var sendt på ”afvænning” af deres firma, som kunne trække omkostningerne fra i skat.
Hvorfor almindelige (og super motiverede) mennesker ikke kan trække disse helbredsomkostninger fra, har jeg meget svært ved at forstå.
Det betyder nemlig, at man enten skal være ansat i et stort firma med alkohol politik, eller være på bistandshjælp, eller have rigtig mange penge sparet op for at kunne få denne form for hjælp.
Jeg troede at vi var lige for loven – også skatteloven, men sådan er det ikke – endnu.
Det betyder at langt den største gruppe af danskerene IKKE får muligheden – De har simpelhen ikke råd.
Minnesota hjælper imidlertid kun dem, der i forvejen gerne VIL hjælpes.
Hvis man ikke er 100% motiveret, vil man hurtigt falde tilbage til gamle vaner.
Viljen til at ville, fostrer evnen til at kunne.
Muligheden for at kunne, kan staten hjælpe med til via skattefritagelse for omkostninger til afvænning/behandling.
Vi behøver ikke at føle at vi omgående modtager en livsvarig dom.
Til at begynde med, er det vigtigt at tage 24 timer af gangen, og det er det selvfølgelig fortsat ...

 


Tilbage