Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Ole, 38 år, Afhængig

Tilbage

Jeg voksede op i et hjem, hvor dagligdagen var utryghed, usikkerhed og en masse ballade såsom druk, skænderier.
Til tider så jeg min mor liggende bag en sofa smurt ind i blod fordi min stedfar havde gennem-tæsket hende, så hun hverken kunne ligge, gå eller stå, hun var blevet tæsket så meget at hun den ene gang efter den anden mistede bevistheden pga. alle de slag og spark som han havde givet hende.
Det hørte ikke til sjældenhederne, at når jeg kom hjem fra fritidsklubben, fandt jeg min mor liggende gennembanket og hele hjemmet var ødelagt fra loft til gulv, bare fordi han havde drukket med gutterne nede på bænken.
Volden og skænderierne i hjemme blev værre dag for dag samtidigt med at min frygt voksede, da jeg var bange for hvad der nu skulle ske med min mor.
Efterhånden som tiden gik fik jeg også nogen på hovedet af min stedfar, som ikke var en lille mand.
Mange gange når jeg skulle sidde og lave mine lektier, fik jeg et par flade øretæver, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af det med matematikken, og efterhånden som øretæverne tog til, vænnede jeg mig til dem, så jeg til sidst ikke længere kunne mærke den smerte som øretæverne kan give en knægt som jeg var.
Jeg fandt hurtig ud af, at alkohol fik mig til at glemme problemerne og skjule angsten, som jeg led af hver dag.
Efterhånden som årene gik, blev jeg mere og mere afhængig af de procenter, som der var i de skide flasker som jeg købte mig rundt omkring.
Som årene gik og jeg blev ældre blev mit misbrug større, da jeg havde fundet en form for tryghed og ligegyldighed med omverden.
Procenterne skjulte alt det ondskab som jeg hver dag har måtte stå og se på, den ene gang efter den anden.
Da jeg blev ca. 21 år havde jeg lavet en form for en pagt med mig selv, der gik ud på at jeg ville hævne mig overfor min stedfar som har ødelagt så meget i min barndom så han skulle nakkes.
Jeg boede på det tidspunkt i Kokkedal nord for København i noget der kaldes Egedalsvænge, og en aften hvor jeg har siddet og drukket godt tæt, tog jeg ned på det værtshus min far kom på og bestilte mig to guldbajere med håndtag, hvorpå jeg hurtigt hev dem ned og sprang på det svin (min stedfar).
Jeg kan fortælle, at han fik hvad han fortjente, for det kostede mig en dom på mellem 1 - 3 års fængsel, men det var det hele værd.
Som årene igen gik blev jeg mere og merer afhængig af det skide alkohol, som nu var jeg kommet så langt ud, at jeg var ligeglad med om jeg ville falde om pga. druk, da det var et rent helvede for mig at fungere.
Jeg endte på gaden, fordi jeg ikke længere var i stand til at betale min husleje og måtte derfor leve ude i kulden, opgange, og til tider i containere, hvor det var muligt at overnatte.
Min afhængighed bragte mig til Valby, hvor jeg lynhurtig fandt rødderen at gå sammen med.
Jeg begyndte at hænge ud ved købmændende, fordi der var alle de andre jo også .... så hvorfor ikke også mig?
Der boede jeg i en lejlighed som jeg måtte flytte fra pga. mit druk, som nu var så langt ude, at en pige som fandt mig liggende mere eller mindre bevistløs på en trappe foran en købmand, fik mig på sygehuset, fordi jeg var gået i så alvorlige kramper at det var livstruende for mit helbred.
Jeg kan intet selv huske om denne episode, men har fået den at vide ude på Hvidovre sygehus hvor jeg blev indlagt.
Jeg lå derude i 2 dage, hvorpå jeg for første gang i mit liv bad om hjælp.
Jeg kom så på Blå Kors i Bjæverskov, hvor jeg var i ca. 3 måneder, hvorefter jeg blev smidt ud da jeg røg i vandet.
Jeg blev derefter overflyttet til Lænke-pensionatet i Glostrup, hvor jeg boede i ca. 1 år.
Så den dag i dag lever jeg som en ædru alkoholiker på mit 4. år.
Jeg håber, at der er andre som kan have glæde af min historie og bruge det til noget som gør, at de ikke havner derude hvor ens liv næsten siger stop ....

 


Tilbage