Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Louise, 52 år, Afhængig

Tilbage

Hej!
Jeg slår et slag for retten til at være dranker.
Jeg er vokset op i et velhavende hjem uden kærlighed.
Jeg ved ikke hvad kærlighed er, og hvad man ikke kender, kan man ikke savne.
Men instinktivt savner jeg det nok alligevel.
Flasken er vel blevet min gode ven i mangel af bedre.
Jeg har en datter der er klog nok til at skelne mellem hendes liv og mit.
Hun elsker livet, og kunne ikke drømme om at drikke det væk, men som hun siger: Mor, det er dit liv, og ikke mit!
Det er en sund livsindstilling.
Hun får det ikke dårligt over at jeg drikker, men lever sit eget liv fuldt ud.
Det er måske derfor jeg ikke er så ked af det.
Hun klarer sig godt, og hun føler sig ikke svigtet af mig.
Jeg satte hende i en god familiepleje i erkendelse af at jeg med mit druk ikke var i stand til at tage mig af hende.
I dag siger hun at hun har fået al den kærlighed hun har haft brug for.
Det er jo skønt at høre.
Selv er jeg blevet misbrugt som barn sexuelt, og har været drikfældig, og lidt løs på tråden efter andres mening.
Det er utrolig hvordan man ligger under for andres meninger!
Jeg har været i Minnesotabehandling, indlagt på Bispebjerg Hospital, været ved at dø i alkoholkramper og Delerium Tremens, men jeg er en fighter, og rejser mig hver gang.
Delerium Tremens var en interessant oplevelse der ikke er mange forundt.
Jeg så de sjoveste ting, men var også klar over at jeg kunne dø.
Jeg vil gerne give et citat videre: "Livet er evigt.
Og kærligheden udødelig.
Og døden er udelukkende en horisont.
Og en horisont er ikke andet end grænsen for hvad vi kan se." 
Jeg er en glad alkoholiker, og det jeg kan læse mig til om andre alkoholikere, er en frygtelig bondeanger, og et lavt selvværd.
Finder man grunden til drikkeriet, kan man lave om på det eller lade være.
Mit liv i dag er præget af druk og kreativitet.
Jeg maler pragtfulde billeder, og skriver romaner.
Jeg dør tidligt, men lever intenst.
I mit druk kom jeg ud for en frygtelig brandulykke, og er vansiret for livet.
Jeg har haft en 45% forbrænding fordi jeg drak og rodede med cigaretter, men også det rejste jeg mig fra, og lægerne er målløse: Jeg har min fulde førlighed selv om hospitalet dømte mig til et liv i kørestol.
Der findes ikke en behandling i dette land der kan "kurere" mig.
Der var en gang en psykiater til et foredrag der stillede spørgsmålet: "Hvem behandler vi for, for os selv eller "patienterne".
Jeg må indrømme at det i høj grad er for mig selv og omgivelserne.
Det var flot sagt.
Jeg drikker mig fuld, går til foredrag, i teater, til udstillinger, og lever hårdt.
Jeg elsker livet, drikkeriet, og hader behandlingssystemet som aldrig har behandlet mig andet end nedladende.
Jeg bliver ikke gammel, og jeg har fuld respekt for dem der ønsker at behandles og kæmpe imod deres alkoholisme for at få et længere liv.
Alkoholisme er så komplekst, at det kræver et helt liv at bekæmpe det.
Jeg har et godt liv i dag.
Jeg bor i en stor, god lejlighed, økonomien er i top fordi jeg trods alt har økonomisk sans.
Jeg går aldrig på værtshus, men køber alkohol på tilbud,og hygger mig hjemme med det.
Skulle jeg brænde for noget i dag, så er det at lave om på systemet, især Bispebjerg Hospital som er bemandet med et personale som intet begreb har om alkoholisme.
Men politisk er det en mastodont at gå i mod.
Jeg har prøvet, og har fået at vide af en hjemmesygeplejerske at jeg er lykkes med èn ting: De bruger en anden nedtrapningsmedicin i dag p.g.a. mit oprør.
De brugte fenemal i gamle dage, og jeg gik lige til toppen for at høre hvorfor man skærer alle mennesker over én kam.
Fenemal er et farligt stof, og i dag er de mere åbne for mildere medicin.
Så jeg gør en forskel.
Og det tror jeg mange andre alkoholikere ville gøre hvis de fik fat i deres selvværd, og ser mere kritisk på behandlingssystemet.
Vi kan få indflydelse hvis vi rejser os og retter ryggen.
Venlig hilsen


Tilbage