Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lizzie, 40 år, Afhængig

Tilbage

Den 4. januar 2004, del 1 af fortælling

Lizzie - alkoholafhængig.
Så længe jeg kan huske har jeg haft et bekymret sind.
Jeg kommer fra en arbejderfamilie med meget kaos og uro - dog ikke vold, men psykisk var det meget hårdt da min far var utrolig dominerende og krænkende.
Min mor var min livsline, men svag.
Min far bestemte for som han sagde: Jeg er den der tjener pengene og jeg er den klogeste.
Hvis vi børn havde en anden mening end ham fik vi at vide at vi havde lort i hovedet.
Jeg er ikke blevet anerkendt for det menneske jeg var og for at "overleve" blev jeg den søde pige som altid var hjælpsom og artig. Jeg fik mavesmerter som 8 årig p.g.a. al den uro, råben og skrigen der var i hjemmet.
Jeg prøvede at mægle, at gøre alle tilfreds så vi kunne have det rart men det tærede på mig selv for det var en umulig opgave.
Da jeg var 21 år mødte jeg min eksmand som var alt hvad jeg havde drømt om.
Han gav mig anerkendelse, ømhed og kærlighed.
Desværre havde han et dagligt forbrug af alkohol og som årene gik havde jeg selv fået et problem.
Vi var sammen i 13 år hvor vi gentagne gange prøvede at holde op med at drikke men det lykkedes ikke.
Når vi tog antabus valgte min eksmand at ryge hash og det kunne jeg ikke tåle rent psykisk.
Så jeg fik nervepiller at min læge.
Dette var ingen god løsning for det var blot et nyt misbrug jeg kom ud i.
Jeg valgte til sidst at forlade ham da han kom længere og længere ud.
Nu var det ikke kun hash men hårdere stoffer og det gjorde mig meget bange.
Min mor betalte en Minnesota behandling for mig og det lykkedes mig at være tørlagt/ædru i 1 år.
Men jeg havde svært ved at socialisere med de andre AA'ere og følte mig mere og mere ensom og ulykkelig.
Jeg kan huske at jeg tænkte at hvis jeg skal have det så dårligt så kan jeg ligeså godt begynde at drikke igen.
Jeg begyndte at gå på værtshus og mødte min nuværende kæreste som også drikker.
Vi har været sammen i 2 år og det er virkelig alkoholisk.
Jeg har beholdt min egen lejlighed men har boet hos ham.
Jeg har tænkt mig at flytte hjem til mig selv for jeg kan ikke redde både ham og mig.
Faktisk samme problematik som med min eksmand.
Min kæreste er godt klar over at han også har et problem men jeg har svært ved at tro på at han vil gøre noget ved det.
Jeg mistede min mor sidste år og begyndte at drikke endnu mere.
Nu er det ikke nok med almindelige øl, nu skal det være elefantøl og jeg kan se, hvordan min krop og psyke kræver mere og mere bedøvelse.
Jeg har 2 selvmordsforsøg bag mig og ved at jeg er skrøbelig psykisk.
Stopper jeg ikke nu er jeg bange for at jeg giver op igen og synes at dette liv er for hårdt at leve.
Jeg er halvvejs i min uddannelse og har haft meget fravær så hvis ikke jeg møder stabilt fra nu af skal jeg gå et semester om.
Det tror jeg vil være katastrofalt da jeg så kan sidde i min lejlighed og drikke hele dagen medens jeg synes at det er så synd for mig.
I dag har jeg taget en antabus for første gang i meget lang tid.
Jeg er hamrende nervøs for de psykiske abstinenser men ved at det er noget jeg må igennem for at få det bedre.
Jeg har fået en krisepsykolog efter min mors død og det hjælper at græde/tale ud om det ufattelige savn mit sind rummer.
Min store sorg er også at jeg ikke har fået børn.
Men trøsten er dog at de ikke har oplevet de svigt som jeg som alkoholiker ville havet budt dem.
Jeg er meget glad for at hope siden er blevet oprettet.
Det er så vigtigt at huske på at vi ikke er alene om denne frygtelige sygdom.
Godt nytår til jer alle og som jeg lærte i AA - Een dag af gangen og uden alkohol så er vi vindere når vi går i seng om aftenen.


Den 24. juni 2004, del 2 af fortælling

Jeg skrev ind til Hope for et halvt år siden og dette er en fortsættelse.

Der gik ikke længe før jeg drak igen.
Jeg kunne ikke komme mig over min mors død.
Jeg droppede min uddannelse og det var også en sorg, for det var noget jeg brændte for.
Det sidste halve år har jeg drukket enormt meget.
Min psykolog var god at tale med, men hun kunne selvfølgelig ikke fjerne min trang til alkohol, da jeg er alkoholiker.
Jeg kunne ikke engang lide at fortælle hende om min afhængighed.
Jeg fik dog hjælp til at beabejde min sorg.

Den 9. juni d.å. døde min far.
Selv om jeg har mange svære minder om ham, så elskede jeg ham inderligt.
Han var ikke kun hård og dominerende.
I mit voksenliv oplevede jeg en anden side af ham.
Han blev mere menneskelig og rar.
Jeg tror at han blev blødere ved at han fik børnebørn.

I det sidste halve år, har jeg oplevet at få black-out´s, slået mig utallige gange ved at falde i en brandert, ringet til min familie og ikke kunnet huske det dagen efter.
Jeg har haft dårlig mave, hovedpine og konstant dårlig samvittighed over bevidst at hælde gift i min krop.
Men jeg turde ikke holde op med at drikke.
Jeg var så bange for alle de følelser, som jeg drak væk, ville komme væltende over mig som en stor bølge.
Heldigvis tog min søster fat i mig, efter vores far´s død og sagde at hun var bange for at miste mig, at jeg ville dø af druk.
Dette berørte mig så meget, at jeg valgte at tage en Antabus dagen efter vores samtale.

Jeg har nu været tørlagt i 7 dage og det er så hårdt.
Alkohol-djævlen råber og skriger indeni mig og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har Antabus i kroppen, for ellers sad jeg på et værtshus lige nu.
Jeg tilmelder mig et Alko-ambulatorium i morgen, for at få lidt støtte.
Jeg håber at jeg snart får mod til at gå til et AA-møde, da jeg af erfaring ved, at det er den eneste måde jeg kan blive ædru på, for det er et rent helvede at være tørlagt.

Jeg er stadig sammen med min kæreste, som stadig drikker, men efter at jeg er holdt op, er han blevet aggressiv overfor mig.
Jeg tror at det truer ham, at jeg ikke vil drikke mere.
Måske er han bange for at miste mig og det gør han nok også hvis han ikke holder op med at drikke.
Jeg ved, at jeg ikke kan leve i et forhold, hvor jeg skal se på daglig alkoholforbrug.
Det er hans valg om han vil holde op og det er mit at jeg VIL holde op med at drikke og fortsat ødelægge mit liv.

Jeg starter på en mindre uddannelse til august og glæder mig enormt meget til at komme ud og fungere i samfundet igen.
Jeg bliver meget glad, hvis der er nogen af jer, der vil give mig respons på min fortælling.

Mange kærlige hilsner fra mig.


Den 26. juni 2006. Del 3 af fortælling

Jeg prøvede at fastholde den mindre uddannelse som jeg var gået i gang med, men det lykkedes ikke.
Jeg drak hver dag og græd meget i mine branderter fordi jeg savnede min mor.
Det var meget hårdt for min kæreste at se mig så ulykkelig for han kunne ikke hjælpe mig i min sorg som jeg desperat forsøgte at drikke væk.
Jeg flyttede hjem til mig selv og her sad jeg så alene og drak.
Jeg blev mere ulykkelig og deprimeret jo mere jeg drak, men jeg kunne ikke gøre andet følte jeg.
Jeg sad en aften i april sidste år og gjorde status over mit liv (selvfølgelig i en brandert).
Jeg havde mistet min uddannelse og min revalidering.
Nu modtog nu bistandshjælp.
Min kæreste og jeg var gået fra hinanden.
Jeg havde ingenting andet end mit forbandede druk.

Jeg besluttede mig for at gøre en ende på det hele.
Jeg kørte på min cykel ned til den nærmeste S-togs station og da et tog kom kørende ind på perronen hoppede jeg ned på skinnerne og ventede på at toget ville komme og køre mig over.
Jeg var helt afklaret med at forlade dette liv.
Jeg kan huske at jeg tænkte på at jeg nu ville møde min elskede og savnede mor.
Det næste der skete var at jeg vågnede på Rigshospitalet.
Lægerne havde opereret i mine fødder for de var blevet kørt delvist over af toget.
Jeg manglede tæerne på højre fod og alt på nær hælen på venstre fod.
Da jeg var meget bedøvet af smertestillende medicin gik der noget tid før jeg forstod hvad der var sket med mig.
Da begyndte jeg at græde og kan ikke huske, hvornår jeg holdt op.
Mine søstre kom og besøgte mig og jeg fik det langsomt bedre.

Efter ca. 4 måneders indlæggelse ville hospitalet udskrive mig.
Jeg kunne ikke gå på det tidspunkt men lægerne sagde at det ville jeg komme til.
Jeg ville ikke hjem til ensomheden i min lejlighed for jeg var bange for at komme til at drikke igen.
I tiden på hospitalet tog jeg frivilligt Antabus.
Heldigvis faldt jeg over en broucure om Bjæverskov Behandlingshjem.
Jeg fik bevilget en behandling og boede derefter i ca. 5 måneder i Bjæverskov.
Jeg fik alletiders profesionelle,menneskelige og kærlige behandling som jeg varmt kan anbefale, hvis du som læser dette, overvejer at gå i behandling.

Nu har jeg været ædru i over 1 år men tager regelmæssigt min Antabus for at sikre mig selv mest muligt.
Jeg er selvfølgelig ked af at jeg har mistet størstedelen af mine fødder men jeg er dybt taknemmelig over at jeg ikke mistede mine ben.
Jeg kan gå i dag, ikke så langt; men jeg kan gå.
Jeg var meget i tvivl om jeg skulle fortælle om denne del af mit liv men besluttede mig så for at dele det med jer.
For mig var og er alkoholen en satan som kun vil mig det ondt.
Så længe jeg lever ædru kan jeg få mange gode år med min familie.
Jeg vil dog tilføje at uden min storesøsters uvurderlige hjælp og støtte og som stadig er der 100% for mig, ved jeg ikke om jeg havde klaret at komme tilbage til livet.
Jeg tager een dag af gangen og tror på at livet har meget godt at give mig så længe jeg holder mig ædru.

Mange kærlige hilsner fra Lizzie

 


Tilbage