Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Hans 2 , 43 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er næppe den første søn af et alkoholiseret forældrepar der får lysten til at skrive sig bort fra de oplevelser, der følger i strømmen af ens opvækst, og jeg er overbevist om, at mange har haft de samme oplevelser som jeg selv - oplevelser som man har haft, når ens opvækst har været præget af alkoholisme.
Så længe jeg kan huske tilbage i min tidligste barndom, har mine forældre været afhængig af alkohol.
Som mange andre formentlig vil kunne genkende, betragtede jeg ikke dette som noget særligt, for sådan var min mor og far nu engang.
Indtrykket af, at det var noget, der afveg fra hvad der kan betegnes som "normalt" indtraf på det tidspunkt, hvor behovet for forældreforståelse var størst: teenageårene.
På dette tidspunkt vendte bøtten i min forståelse af, at "de gamle" ikke var som andre forældre.
Indtil da havde jeg blot kunne konstatere, at min far og mor ofte måtte have en middagslur, og altid tillod sig den luksus, at snuppe et par skarpe til maden o.lign.
Den anden virkning, som jeg ikke havde været opmærksom på var, at der ikke i mine forældres lærelønninger var plads til at tilgodese mig, idet alle disponible midler gik til alkohol.
Jeg fik ikke de goder, som mine kammerater fik, og blev noget af en særling i skolen, da jeg sjældent tog venner med hjem - af gode grunde.
Fra jeg var 10-12 år havde jeg en permanent følelse af, at skulle dække over mine forældre når de "var syge" eller på anden måde var indisponerede.
Som årene gik, blev det mere og mere pinligt, når der skulle findes på dækhistorier.
Mine forældres kolleger og andre vidste at jeg løj, og jeg selv vidste, at de vidste det.
Da jeg var 17 år rejste jeg hjemmefra, idet min far begyndte at blive voldelig overfor min mor og mig.
Uden egentlig mål kom jeg forbi Grønland som arbejdsdreng, og var en periode rundt om i landet, hvor jeg som følge af min uerfarenhed og rodløshed kom ind i forskellig slags kriminalitet.
Jeg erindrer, at jeg på et tidspunkt sad på en politistation et sted i Jylland, hvor en betjent prøvede at ringe mine forældre op.
Røret blev taget, og betjenten fik at vide, at der ikke var mulighed for at tale fornuftigt med nogen i husstanden på grund af "influenza".
På dette tidspunkt havde jeg stort set ingen forbindelse med mine forældre.
Jeg kom hjem som "stor knægt" i en alder af 19 år.
Jeg husker tydeligt fornemmelsen, som aldrig fornægtede sig: var mor og far nogenlunde ædru, eller var de uden for rækkevidde.
Jeg havde ikke været hjemme i 2 år, da jeg tog i dørhåndtaget på mit barndomshjem.
Da døren gik op vidste jeg med det samme, at den var gal som "sædvanligt".
Gardinerne var ikke trukket fra, skønt det var højlys dag, og der lugtede indelukket og "sprutagtigt".
Jeg regnede med at finde mine forældre i soveværelset som sædvanligt, og kiggede derfor derind.
Jeg fandt min far i underbukser på gulvet - død.
Han havde været død i nogen tid, hvilket jeg fandt ud af, da jeg ville lægge ham op på sengen.
Han var totalt stiv i sin forkrøblede stilling.
Jeg kan ikke huske, at jeg ringede efter myndighederne, men jeg husker, at de pludselig var der, og at en falckredder fandt en masse tomme pilleglas i soveværelset.
Min far havde valgt at slutte forestillingen selv.
Min mor opfattede ingenting før efter begravelsen, som jeg måtte forestå alene.
Hun var kun lejlighedsvist ædru i de ca. 7 år hun levede efterfølgende.
Jeg fandt hende død i sommeren 1986.
I den mellemliggende periode havde hun forsøgt med den såkaldte "Minnesota kur", hvor jeg ufornuftigt kautionerede for det lån hun måtte optage, da nævnte kur var ret kostbar.
Da hun døde troede jeg, at der var noget at "arve" - der var jo huset.
Ikke fordi det var et mantra for mig - men på en eller måde skulle mit barndomshjem jo afsluttes.
Ved boopgørelsen viste det sig, at en sælger havde fået min mor til at indgå i nogle håbløse anpartsprojekter for de få skillinger, der var tilbage i min mors økonomi, hvorfor hendes bo var insolvent.
Jeg arvede derfor kun den gæld, som jeg havde kautioneret for.
Mine første 27 år var en, lang overlevelsesøvelse, som følge af mine forældres alkoholisme.
Jeg ville kunne skrive 100-vis af sider om mine erindringer, men har aldrig følt anledning til det.
Det føles for privat - for pinligt.
Dette er den eneste gang, jeg har "betroet" mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil gøre mere ud af det, ud over at søge at leve med det.
I dag har jeg det godt.
Jeg har en skøn familie.
Jeg fik mig en universitetsuddannelse og har i dag et firma med 25 ansatte.
Jeg har imidlertid også et sort hul på ca. 25 år.
Mange af mine venner har stadig deres forældre (mine ville være i 60´erne i dag - det er der mange der lever fint med), og jeg kan ikke lade være med at føle en smule misundelse på disse venners barndom og familier.
Jeg har ingen "gamle", og har i realiteten aldrig haft det.
Jeg føler selv, at jeg har det godt.
Jeg drømmer dog stadig om mine forældre om natten, og kan stadig føle dem på godt og ondt.
Jeg tror, at mine oplevelser gennem barndommen og min tidlige ungdom vil bestå resten af livet - sådan må det vel være.
På trods af alt kan jeg føle kærlighed og hengivenhed, men jeg har ikke følt anledning til at græde siden jeg fandt min far på soveværelsesgulvet - er det en mangel?
Der er fantastisk mange spørgsmål, som jeg aldrig vil finde svar på.
Det er min opfattelse, at hvis man søger svar hos sine omgivelser, vil man blive betragtet som et problem.
Jeg ønsker ikke, at sætte andre i forlegenhed, eller at være et problem, så jeg nøjes med at skrive disse linier.
Min datter har spurgt til sin farmor og farfar.
Jeg har fortalt hende, at de desværre ikke kunne leve i så mange år, men at de var søde og kærlige mennesker.
Sådan vælger jeg at huske dem.
Til alle Jer andre, med lignende oplevelser: Jeg ønsker Jer et godt liv.
Hans
NB! Jeg har gudskelov ikke selv problemer med alkohol.

Tilbage