Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Fuld musik, 52 år, Afhængig

Tilbage

Der var en gang en lille dreng, der voksede sig stor, og fik sig en god uddannelse.
Den blev brugt til at bygge en tilværelse inden for handel, en lederuddannelse ved Civilforsvaret og derefter tilbage til handel.
Nå ja, der var vist nok også noget med at Beatles & Stones kom forbi og vagte interessen for guitarspillets glæder.
Så da man var hen midt i tyverne, skulle man da se om det kunne bære.
Det kunne det, indtil en norsk "sild" fik bragt mig tilbage på "rette spor igen".
Gud bedre det.

Nå, men altså tilbage i slikkerøvenes paradis, "handel".
Og fik da også stille & roligt arbejdet mig frem til den meget fine titel af forretningsbestyrer indenfor salg af musikinstrumenter.
Nu gik det altså hverken værre eller bedre, end at efter, ja I ved. Hus, bil, vellykket opflaskning af 2 dejlige drenge (i dag voksne) o.s.v. begyndte der at gå lidt for meget billard (værtshus) i det.
Og pludselig ville madammen altså skilles.
Og relativt kort tid efter blev man så ovenikøbet arbejdsløs.
Mere værtshus.
Der fandt jeg, en næsten ligesindet af det modsatte køn med 2 piger på slæb.
Den lille (5 år) var mildt sagt var i misserabel stand på det psykiske område og den store, ja, hvad skal jeg sige.
Men det resulterede altså i at vi flyttede sammen, fik skabt en tilværelse og rettet den lille op, så hun i dag er en stor, normal teenagepige, med masser af selvtillid.
Godt nok. Vi lod os efteruddanne og fik arbejde.
Desværre med flasken som trofast følgesvend, med deraf følgende konsekvenser.
Vel at mærke ikke så vi mødte hverken halv eller helfulde på job.
Jeg bør vel understrege at alt foregik helt uden vold og lignende.
Tværtimod.
Jeg lært hende at spille & synge, og vi nåede endda, i fritiden, at optræde ved en ½ snes lejligheder.
Det var ren optur.
Troede vi.

Efter 10 år, havde hun altså fået nok af min sygelige trang til at bogføre (uddannelsesskade) alt hvad der foregik.
Det gik så vidt, at da jeg fik en PC i huset, anskaffede jeg mig en kopi af det program jeg havde lært at bruge i mit sidste job som forretningsbestyrer.
D.v.s. at når året var gået, kunne jeg se hvor meget vi havde brugt på porto, druk, mad, var kommet bagud med regningerne m.v.
Og jeg kunne ikke forstå, at hun brokkede sig over altid at skulle stille med bonner, når hun & børnene havde været på indkøbstur.
(Vi havde fællesøkonomi).

Så var jeg spillme alene igen og blev et ½ år senere ledig på arbejdsmarkedet igen.
Ja, gæt selv, hvad der så skete med det i forvejen alt for store alkoholforbrug.
I dag er jeg så i en situation som jeg vil prøve at beskrive.
Jeg måtte af økonomiske årsager fraflytte den lejlighed jeg havde fået efter separationen og flytte ind hos en ven/bekendt.
Og der gik det så fuldstændig galt.
Alt foregik i den hellige druk og andet misbrugs navn.
Der var aldrig fred og ro.
Efter ca. et halv år var jeg nødt til at søge læge, da min mave og mine ben havde fået dimensioner jeg ikke havde set før, i hvert på mig.
Og jeg havde af samme grund vejrtrækningsproblemer.
SÅ, fik jeg dommen.
Vand i kroppen, på grund af kraftig nedsat leverfunktion.
Her et år efter er jeg ikke sluppet af med medicineringen, og gør det sandsynligvis heller ikke.
Jeg må nok for en ordens skyld fortælle, at jeg efter dette, indså at jeg var nødt, hurtigst muligt at se at komme ud af bulen.
Det lykkedes da også efter ca et halvt år.
Og heldigvis så langt væk fra lokaliteten, at det koster næsten 200,- kr. at tage "hjem" og besøge dem.
Jeg har fået en god 2 værelses i, hvad skal vi kalde det, genbobyen.
Jeg har, allerede da jeg gik i behandling, lagt sprutten på hylden.
Vel og mærke helt uden brug af Antabus og psykologhjælp.
I det jeg mener, at hvis man vil gennemføre noget sådan, er det væsentligt at det er noget man vil & selv går ind for.
Jeg har i hvert fald aldrig set nogle, der har klaret det fordi man får nogle medikamenter, der gør at man bliver dårlig af at træde ved siden af.
Næ, man falder sgu´ i igen (ligesom med narkomaner og metadon).
Så min opskrift til dig er: Gør op med dig selv om du har lyst til at forsætte og dø af det, eller om du VIL standse på status quo og leve med de skavanker du allerede har fået.
JEG VILLE og derfor kunne jeg.
Alternativet er, at du forkorter dit LIV.
Er det, det værd?
I øvrigt er jeg i dag 52 år.
Skriv til mig på Mødestedet.
Jeg vil meget gerne i debat med andre omkring dette, uanset hvad du måtte mene.
Jeg tør godt, hvad med dig?
Det kræver en god portion selverkendelse.
Den finder du, hvis du graver dybt nok.

Med venlig hilsen "Fuld Musik"

 


Tilbage