Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Iben, 30 år, Pårørende

Tilbage

Jeg var 6 år gammel, da det gik op for mig at min far drak øl.
Mange øl.
Og ikke bare om aftenen, nej det var hele dagen.
Jeg skulle hente noget til min far i hans arbejsskuffe i bryggerset, og kom til at åbne den forkerte skuffe.
Jeg undrede mig meget over at der lå øl i den skuffe, og spurgte senere min mor hvorfor.
Hun blev meget ked af det, og den dag blev starten på min nye rolle i familien.
Min mor tog mig med i jagten på min fars forbrug, og snart lærte jeg at gemme hans øl, hælde dem ud eller på anden vis prøve at forhindre ham i at drikke.
Det lykkedes selvfølgelig ikke at stoppe ham, som det jo aldrig gør.
Min far fandt snart ud af, at jeg vidste han drak.
Han gav mig en ny rolle, nemlig den at hente øl til ham.
Jeg blev sendt ned til den lokale vinhandler - for at hente øl i lange baner.
Det var ikke nogen sjov "pligt" - men jeg var bange for min far, og turde ikke sige nej.
 Min far var mester i kunsten at udøve psykisk vold.
Vi vidste aldrig hvor vi havde ham, han kunne være glad det ene øjeblik, og i det næste gik han helt amok.
Jeg var altid lidt nervøs for at komme hjem fra skole - for min far var pensioneret fra hæren, og ventede på mig.
Jeg vidste aldrig hvilket humør han var i.
Nogle dage var han glad, havde kakao og slik klar og vi spillede kort.
Andre dage skulle jeg bare sætte skoletasken forkert - så råbte han af mig, og jeg blev sendt ind på mit værelse.
Han slog sjældent.
Det havde han ikke behov for, for hans blik og hans stemme var virkemidler nok til at kue os.
Måske havde det været lidt nemmere hvis han havde brugt fysisk vold, for det kan man bedre forholde sig til.

Nå, årene gik, og jeg lærte at behandle min far som det bedst kunne betale sig.
I skolen havde jeg ikke nogen venner, og blev mobbet konstant. Mine skolekammerater brugte til gengæld fysisk vold, og hver dag var en prøvelse.
Jeg kunne ikke hente hjælp hjemme - for min far var der ingen som respekterede eller stolede på, og min mor knoklede på sit job.
Det gik som så mange andre ægteskaber, at mine forældre (gudskelov) blev skilt da jeg var 12 år.
Jeg plejer at sige, at det var den bedste dag i mit liv.
Så blev der endelig fred i hjemmet, som jeg nu delte alene med min mor.
Jeg havde ikke så meget kontakt med min far, og da han flyttede tilbage til Jylland, blev det kun til få telefonsamtaler og et enkelt besøg hos ham om sommeren.
For at få dagligdagen med min mor til at fungere, måtte jeg nu påtage mig endnu flere pligter end jeg havde gjort hidtil.
Jeg var den som ryddede op i hele huset, gjorde rent, gik i banken og betalte regninger, handlede og lavede mine lektier helt alene.
Min mor havde travlt med at tjene penge, så vi kunne blive boende i huset.
Ofte kom min mor først hjem kl. 22.00, og da var jeg på vej i seng. Alligevel kan jeg ikke huske at vi manglede noget, eller at jeg følte mig ensom.
Jeg var jo vant til at være alene, og havde det godt med det. Pligterne var heller ikke fremmede, der var bare flere af dem. Ansvar var jeg blevet vant til at have fra en tidlig alder.
Som 16 årig kom jeg på efterskole, en tid jeg var utrolig glad for. Men den havde sin pris.
Min mor kunne ikke tåle at være alene, og uden at jeg vidste det begyndte hun nu også at drikke.
Inden længe var hun blevet kvartalsdranker.
Jeg flyttede hjemmefra som 17- årig, og prøvede at skabe mit eget liv.
Men det var svært at finde en ro, og det kostede også et forsøg på HF, før jeg fandt en dagligdag.
Min mor drak mere og mere, dog stadig kun i perioder.
Når hun "faldt i vandet", spiste hun ikke, og da hun i forvejen er en lille størrelse, var det ikke særlig sundt for hende fysisk at indtage alkohol på den måde.
Selv om hun stoppede med at drikke, kunne der gå uger før hun var helt på benene igen.

Men igen, årene gik, og det blev ikke bedre.
Jeg fik en uddannelse, flyttede fra min kæreste og i egen lejlighed. Mit liv så lyst ud.
Det gjorde min mors liv ikke.
Hun mistede sit job på grund af alkohol, og med familie og venners støtte fik vi hende endelig på Frederiksberg Sygehus.
Jeg talte med læger, psykologer, psykiatere, kommunen, fagforeningen - ja, gud og hver mand.
Jeg overtog min mors liv, når hun var nede.
Betalte hendes regninger, ordnede hendes lejlighed, vaskede hende og passede hende.
Men lige meget hjalp det.
Vi kom på et Minnesota-kursus, og for mit vedkommende var det lykken.
Jeg fik tilgivet min far og fik forståelse for min mors sygdom.
Jeg gav slip.
Ikke mere overtagelse, ikke mere hjælp, men kun støtte og kærlighed.
Det blev starten på mit nye liv og min egen personlighed.*
Endelig var jeg fri (næsten).
For helt fri bliver man aldrig!!
Min mor havde det underligt med kurset.
Jeg ved ikke om det var godt for hende, men hun drak da ikke så længe.
Men det holdt ikke.
Kvartalsdranker var hun stadig, men hun fik mere mod på livet.
Hun tog 9. og 10. klasse (!)og var igen klar til arbejdslivet.
Hun fik et job, som desværre var meget stressende.
Det kunne hun ikke altid klare, og det hændte da at hun faldt i vandet.
Men jobbet passede hun, og glæden var stor da hun blev headhuntet til en anden virksomhed.

Mange ting er sket siden da.
Store ting, som at jeg er blevet gift, bygget hus og fået 2 børn.
Min far døde i december 1997, en pludselig død - alkoholen havde sin pris.
Han havde aldrig kunnet stoppe, og levede sine sidste år alene og syg.
Han havde sine drukvenner, og den smule familie som stadig anerkendte at han var til.
Jeg snakkede med ham et par gange om året, og besøgte ham en gang årligt.
Det var svært at snakke med ham, for han kunne ikke længere huske hvad han allerede havde fortalt, og han var så deprimeret, at han ofte talte om selvmord og alskens ulykker.
Han levede i sin egen verden, og jeg vidste ikke hvad der var løgn og drømme - og hvor sandheden var at finde i hans historier.
Det var godt at han fik fred til sidst - ja, godt vi alle fik fred!
Andre skelsættende ting er sket, som at min mor har fået kontakt med den datter hun bortadopterede som 15-årig!!
Jeg har vidst om min storesøster i mange år.
Men at hun fandt tilbage til min mor, var en overraskelse og en stor glæde.
Hun er nu ved at blive en del af familien, og jeg er sikker på at vi nok skal få det rart sammen.
Min mor havde været ædru i over 2 år, men det har følelsesmæssigt været hårdt for min mor at skulle forholde sig til den datter - hun gav væk.
Oven i hatten fik min mor en kraftig depression i efteråret 2003.
Hun har siden været sygemeldt fra sit job i over 3 måneder, og skulle starte igen i mandags.
Men så knækkede filmen.
Igen.
I december skulle hun også starte på jobbet - men livet har det med at gentage sig.
Hun faldt i vandet.
Det har hun også gjort nu.
Jeg ved godt at min mor er syg.
Både psykisk og fysisk.
Jeg har lært noget på Frederiksberg!
Jeg lærte også, at jeg ikke skal komme rendende hver gang min mor falder i vandet.
Jeg skal lade hende være, og først komme når hun beder om det. Støtte - ikke overtage!
Men det er sgu' svært!!
Min datter spørger om hvornår mormor kommer, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Gudskelov er min datter kun 2 år, så hun forstår ikke hvad mormor laver lige nu.
Hun ved ikke hvad vi mener, når vi fortæller at mormor ikke har det så godt for tiden.
Men min datter bliver jo ældre, og jeg glæder mig absolut ikke til den dag, det går op for hende at mormor drikker!
Når min mor hilser på vin og øl, tager hun ikke telefonen.
Det plejer at være første tegn på, at hun er faldet i vandet.
Og så får jeg det dårligt.
Hun er verdens bedste mor, når hun er ædru!!!
Og verdens bedste mormor ligeså!!!
Og jeg vil så gerne at hun forbliver ædru!
Men jeg kan ikke gøre noget.
Jeg har hele mit liv været vant til, at jeg havde ansvar overfor min mor og hendes liv.
At jeg var den som overtog, havde overblik og fik tingene gjort.
Så det er meget svært stadig, ikke at falde tilbage i den rolle.
Men jeg har mit eget liv, og det skal jeg passe på.
Jeg har været til psykiater selv, har nemlig selv haft en depression. Det kan ikke undgås, at min barndom og alt for tidlige voksenliv sætter sine spor.
Det har også sat sine spor i min familie.
Min moster og jeg var begge på Minnesota-kursus - og vi er ikke enige om hvad vi lærte.
Hun mener ikke det kan bruges til noget - hvor jeg tror på det.
Vi har haft et stort skænderi om hvorvidt vi skal hente min mor, når hun er faldet i vandet - eller om vi skal lade hende være.
Jeg mener, jeg vil da også gerne vide om min mor stadig lever - og vil da også gerne se hende ædru, men det hjælper altså ikke noget i længden, at tage over, og forlange at hun bliver ædru.
Du kan tage flasken fra en alkoholiker - men det fjerner ikke behovet!!!
Når alt kommer til alt, så har jeg i dag et forvirrende liv.
Sådan rent følelsesmæssigt.
Jeg vil gerne passe på mig selv og min egen lille familie, men jeg vil også gerne se min mor få det bedre.
Jeg har set i øjenene, at hun snart mister sit job - og så ved kun Gud hvad der sker med min mor.
Måske tager hun sig sammen, måske begynder hun at drikke mere ofte.
Jeg vælger nu, at nyde når hun er ædru, og når hun falder i vandet - vil jeg acceptere det og vente på at hun kommer op igen.
Af sig selv!!!!!
Hun ved godt, at hun bare kan ringe, så henter jeg hende.
Men ikke før hun beder om det!
Jeg vil holde stand, og bruge de værktøjer jeg fik på Minnesota-kurset.
Frigøre mig fra min forældrerolle overfor min mor, og se på alkoholismen som en sygdom.
En sygdom min mor kun kan overkomme følelsesmæssigt indefra. Det kan ingen andre gøre for hende.
Vi kan kun give hende vores kærlighed og støtte.
Og det gør vi så!

 


Tilbage