Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Et Menneske., 44 år, Pårørende

Tilbage

For nogle uger siden fandt jeg ud af, at der er noget som hedder Hope.
Jeg har siden læst med, og ført en indre dialog med mig selv, om at skrive min livsfortælling.
Der sker det for mig, at jeg bliver i større eller mindre grad frustreret, når jeg foretager mig nogle handlinger som vedrører mine oplevelser med alkohol m.m.
Min værste følelse er en rungende ”TOMhed”, en følelse af hverken at være rigtigt ked af det, angst, glad eller noget helt fjerde.
Mine erfaringer har alligevel lært mig, at bla. det at få ordene ned på papir, og også at dele oplevelserne med andre menneskers, betyder at jeg bliver mere og mere afklaret med hvem jeg er og hvad jeg egentlig ønsker mig, i det liv som nu engang er blevet mig til dels. Jeg blev født ind i en familie hvor min mor var både blandingsmisbruger og havde alvorlige psykiske problemer.
Energien blev brugt på dels overhovedet at få hverdagen til at køre og på at skjule denne synd og skam.
Der blev ikke givet os børn nogen muligheder for at forstå noget af hvad der foregik.
Der er specielt nogle oplevelser som har haft stor betydning for mig. – F.eks. da jeg som 7 år gammel skolepige ikke ville sige et eneste ord i skolen efter et halvt år, og f.eks. tissede på stolen fordi jeg jo ikke kunne spørge om at komme i gården.
Jeg blev sendt til øjen- øre og almindelig praktiserende læge, og da konklusionen blev at jeg gerne skulle til psykolog blev min far meget vred og sagde simpelthen nej.
Jeg husker at jeg var bange, angst og følte mig forkert.
Men også at jeg begyndte at se, at andre havde det anderledes og at når ingen kunne og ville hjælpe mig, så måtte jeg jo selv gøre noget. – Jeg har siden jeg var godt 10 år og til jeg flyttede hjemmefra, sovet med en stol anbragt under dørhåndtaget fordi jeg var bange for at min mor skulle komme ind på mit værelse og skade mig evt. slå mig ihjel.
– Da jeg var 14 år kørte min mor i sin beruselse ind bag i en lastbil med mig på forsædet.
Lægerne sagde efterfølgende, at der måtte have stået ikke en men mindst to engle ved min side for det var en typisk dødsulykke.
Jeg fik kun snitsår overalt på begge hænder, arme, i hovedet og på benene.
 – Da jeg var 16 år fik min mor et sammenbrud, hvor hun flygtede hjemmefra og blev indlagt på den psykriatiske afdeling i nogle måneder.
Hun troede at jeg sammen med min far ville slå hende ihjel, og fortalte om alle mulige og umulige måder vi havde tænkt os at udføre dåden på.
Sammenholdt med en kaotisk, skræmmende , forvirrende og krævende hverdag, hvor vi søskende havde hvert vores ansvarsområde, jeg lavede maden og købte ind fra jeg var godt 12 år, oplever jeg at have været konstant på vagt, og at de mennesker som stod mig nærmest, krævede mere af mig end man med nogen rimelighed kan forvente af et andet menneske.
Der har selvfølgelig også været lykkelige og glade oplevelser ind imellem.
En stor styrke var det, at jeg knyttede mig til to familier undervejs i min opvækst, her kunne jeg komme og opleve ømhed, varme og interesse.

Så giftede jeg mig med en alkoholiker og sammen fik vi tre dejlige børn.
Den situation kendte jeg jo udmærket fra min barndom, men det var nu mig, som satte mine egne børn i en umulig situation.
Efter 10 år hvor han havde været mere eller mindre fuld hver eneste uge, valgte jeg at blive skilt, da han desuden var mig utro.
Det gav mig den undskyldning som jeg havde brug for, for at jeg ville være bekendt at opgive ham som mand.
Jeg ønskede at skabe en liv for mig og pigerne, hvor vi levede og ikke blot overlevede.
Der været mange forskellige kriser og problemer i forholdet mellem mine børn og deres far, hvor Statsamt, Kongens Foged, skifteretten, politi osv, osv har været på banen.
Undervejs fik min ældste datter en alvorlig ”atypisk spiseforstyrrelse”.
Der gik det op for mig, at det er umuligt at give et andet menneske noget som du ikke giver/under dig selv.
Jeg troede jeg kunne koncentrerer mig om at være der for dem, og så når de var blevet voksne kunne gøre noget ved min egen situation.
Der tog jeg godt nok fejl!
Jeg havde også en forventning om, at retfærdigheden ville ske fyldest, ja måske at himlen ville åbne sig og nogle engle ville stige ned, og give mig opløftning for mine trængsler.
Der tog jeg også fejl!
Jeg har siden arbejdet målrettet på at finde handlemønstre overfor mine misbrugere og også overfor mine øvrige relationer.
Ikke for at undgå de mennesker, men for at lære at beskytte mig mod at blive (for) såret, og kunne have kontakt med min fortid og min nutid uden at skulle undsige mig selv.
Det der har virket for mig, og givet mig oplevelse af at min inderste kerne har ændret sig, så jeg nu ikke blot kan forholde mig til mit liv med min logik, men også mærke hvad jeg føler, er forskellige ting : - jeg taler åbent og ærligt, og forholder mig så objektiv til de forskellige situationer som mulig.
Selvfølgelig samtidig med at jeg tager ansvaret i forhold til mine børn, og lader dem være børn.
- jeg forstår at jeg bliver nødt til at styre mit liv, da det ellers driver for vinden.
- jeg ved godt at det ikke er skæbnebestemt, at jeg føler livet er lykkeligt, men det er altså heller ikke skæbnebestemt, at mit liv skal være og blive ulykkeligt. - som min præst sagde i sin prædiken i søndags:
"Nogle mennesker kan ikke forstå at Gud sendte sin søn for at dø.
Det gjorde han heller ikke. Han sendte Jesus, for at han skulle følge ”sin” vej på jorden – og for at han skulle tage vores lidelser på sig". Jeg kan godt lide og tror på den tanke, at der er noget som er langt større end mig selv og at der er en mening med den vej som jeg følger, at jeg har betydning.
- det er ikke flovt at være misbruger, pårørende, psykisk syg osv. Det er flovt ikke at prøve at gøre noget ved det.
Søren Kirkegård sagde at et menneske først er voksent, når det har lært at tilgive (jeg vil nu heller kalde det helt og ægte).
Jeg ved godt at der ikke er nogen som bevidst vælger at svigte andre mennesker, de kan ”bare” ikke finde ud af det

Vi har hinanden i min lille familie og har det godt med hinanden, og også i store træk med livet.
Det er jeg dybt taknemmelig for!
Der er hver dag mange ting at glæde sig over, og mange ting som kan give glæde, som jeg kan gøre: vores plejebarn, vores hund, arbejde hvor jeg arbejder med mennesker, at løbetræne, spise sundt, sy billedtæpper, strikke, gå ture i naturen, spille sammen, se en film, tage på udflugt, cykle, spille musik sammen…
Til sidst en lille fortælling som jeg hørte på min datters efterskole: Der var engang en vismand som skulle komme til en by.
Menneskene i byen havde hørt at han altid svarede sandt.
Så var der et par unge mænd, som blev enige om at de ville stille ham et spørgsmål, som han ikke kunne svare rigtigt på.
En af dem ville holde en spurv imellem sine hænder, og spørge om:”Det som jeg holder imellem mine hænder er det dødt eller levende?”. Hvis vismanden svarede at den var død, ville den som holdt spurven lade fuglen flyve, svarede han at den var levende, skulle den som holdt fuglen, klemme den til døde.
Vismanden kom, og de spurgte ham: ”Det som jeg holder imellem mine hænder er det dødt eller levende?”.
Vismanden svarede, at det afhang af dem selv, om det de holdt i deres hænder, altså selve livet, skulle være dødt eller et levende.

Med kærllig Hilsen
Et Mennske

 


Tilbage