Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Line, 29 år, Pårørende

Tilbage

Okay, så prøver jeg igen, for 117 gang, hvis det kan gøre det.
Hvorfor mon jeg forsøger at beskrive mine følelser igen og igen, når jeg ved at det sikkert vil ende med noget kludder mudder der allligevel ikke fortæller hvordan jeg har haft det igennem alle de år og stadig har det?!
Et forsøg på selvhelbredelse?
Jeg er ud af en søskendeflok på 7, hvor jeg er den anden yngste.
Så langt tilbage jeg kan huske har begge mine forældre drukket, og når jeg snakker med mine ældre søskende kan de bekræfte det.
Den væreste alkoholiker er vores mor og når jeg skriver vores mor, er det fordi hun er mor til alle 7 børn, hvor imod der er flere fædre om børneflokken.
Vores mor bliver aggressiv og selvcentreret når hun drikker.
Hun har tit "glemt" sine små børn oppe ved den lokale købmand, fordi hun skulle hjem og drikke med nogle venner.
Min far blev tit smidt ud hjemmefra eller tog selv afsted, fordi de skændes.
Min far var ikke nogen engel, han drak lige så meget, men jo mere han drak, jo mere velopdragen blev han ( sådan husker jeg det ihvertfald, måske pga. dårlig samvittighed?!)
Den dag idag, kan min mor stadig stå oppe ved købmanden og drikke øl, men nu står hun og kritiserer hvordan andre mødre lader deres børn købe slik som aftensmad, for de tømme flasker.

Jeg har siden jeg var barn, haft en lille skævhed i lænden.
Den opdagede jeg selv først som 25 årig.
Jeg har senere erfaret at min mor har vidst det siden jeg var en lille pige, men hun kunne ikke overskue at tage mig til en specialist, for det ville betyde at hun skulle bruge tid på mig, mere tid end hun kunne overkomme at give mig.
Ikke at jeg var et dårlig barn, men at hun hellere ville drikke end at være en omsorgsfuld mor.
Idag kan hun selvfølgelig ikke se hvad hun har gjort forkert.
Da jeg fik af vide, at hun vidste at jeg havde dårlig ryg, men ikke gjorde noget ved det, slog jeg hånden af hende og snakkede ikke med hende i to år, selvom at hun ringede flere gange.
En dag hvor jeg endnu en gang havde lagt røret på, tog jeg mig sammen og ringede hende op igen, nu skulle hun få af vide hvad jeg gik og tumlede med.
I to timer vrælede jeg i telefonen, i et forsøg på at forklare hende hvordan jeg syntes at hun havde svigtet som mor.
Hun afbrød mig ikke i to timer og da jeg var færdig sagde hun stadig ikke noget.
jeg spurgte hende om hun ikke havde noget af sige og hun sagde.....(de ord har brændt sig fast i mit hjerte)...."Det var jo ikke din kæreste jeg kritiserede til fødselsdagen"....fuldstændig ude af sammenhæng hev hun en åndsvag historie frem.
Jeg skreg ind i telefonen og lagde røret på.
Jeg var om mulig endnu mere knust end før samtalen.
Senere har en god ven fortalt mig, at jeg ikke kan forvente at min mor ville accepterer det faktum at jeg beskylder hende for at have fejlet som forældrer.
Det må også gøre ondt.
Jeg har som teenager selv været overbevist om at jeg ikke skulle have børn, af frygt for at jeg , pga. min barndom, ikke ville egne mig som mor.
Jeg ville jo ikke vide hvad en rigtig og god mor skulle gøre i krise situationer...!
Det væreste ved at være en stor børneflok, med alkoholiske forældre, er at omverden tror at man så hjælper hinanden og derfor ikke vil/har brug for hjælp udefra ... det passer ikke.
At være mange børn har ikke hjulpet mig, før jeg var gammel nok til at klare det selv alligevel.
Det er ikke ment som kritik af mine søskende, men måske et billede af, at de har haft det akkurat lige så hårdt som mig, og har haft nok at gøre med at skjule deres egne sår.
Idag snakker jeg igen ikke med min mor, og det er næsten synd for hende.
Jeg gør det bevidst for at straffe hende, idet jeg ved at hun har brug for mig.

I dag, altfor mange år for sent, sylter hun til sine børn og når man er på besøg, kan man næste ikke få lov at tage derfra uden en frossen steg under armen.
Hun prøver at råde bod på alle de år, hvor hun glemte at fodre os da vi var børn.
Jeg har det bare sådan lidt .. det er 20 år for sent for mit vedkomende, specielt fordi hun stadig drikker.
Bitter, ja det er jeg og lige nu har jeg også brug for at være det.
Jeg håber at jeg en dag kan give slip og blive så storsindet at jeg kan være der for hende, men selv så mange år efter, hvorfor skulle jeg dog det.
Jeg er ved at etablerer min egen familie og har ikke brug for at hun på nogen måde skal blive en del af det.
For i min familie skal der ingen svigt og mistillid være.
Jeg vil kæmpe for det modsatte.
Jeg har lige læst min egen historie igennem og kan godt se at jeg har noget arbejde foran mig, hvordan kommer jeg videre?
Jeg er blevet "voksen" nu og alligevel har jeg de samme "børnefølelser" som for tyve år siden ... av moar ... en af dine små døtre som du glemte.

 


Tilbage