Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Michelle, 21 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er familiens sorte får nu.
Min alkoholafhængige mor var det, hele mit liv, indtil for et år siden.
Pludselig byttede vi roller og jeg og hele familien kan mærke forskellen.
Der er bare ingen der siger det.
Jeg har bare valgt at "vælge hende fra", indtil hun vil holde op med at drikke.
Kan ikke mere.
Jeg er datter af en alkoholiker.
Ikke en sut fra kroen eller nede fra hjørnet.
Men en pæn og prober lægesekretær, der holder et fulstændig sygeligt rent hjem og ser godt ud og er intelligent.
Bag facaden er der bare ikke pænt.
Der ligger mange års råben og skrigen, gråd og tomme løfter.
Hun ser lidt hærget ud, men det er kun mig der ser det.
Vi er en lille familie, men efter jeg ikke er villig til ondskabsfuld behandling og en beruset mor hele tiden, så har familien valgt mig fra.
Min mormor beder om fred den sidste tid af hendes liv (hun er rask og frisk) og er ikke med på at hjælpe min mor, for som hun siger, så orker hun det ikke.
Min moster kører sit liv og jeg har ingen forventning om opbakning fra hendes side.
Har bedt om deres støtte mange gange og fortæller dem at det kan bare ikke fortsætte.
Vi må stå sammmen og hjælpe min mor til at blive overbevist om at alkohol ikke er vejen til et godt og sundt liv.
Hvor mange fødselsdage, juleaftner, frokoster er ikke endt i smækkede døre, tuderi og ukontrolleret drikkeri.
Det kørte mig ned.
Og jeg bad dem om i det mindste at hive mig op.
Men det er som om at de ikke ser det.
De vil ikke se i øjnene at det dræner og drukner mig, når jeg står alene med det.
Selvom jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17, så føler jeg stadig et ansvar.
Men jeg står alene og det har jeg gjort i et år.
Jeg er 21 og står uden støtte og uden familie.
Tænk at de vil det.
Lade mig sejle min egen sø, som om at det er MIG, der drikker og sårer.
Det er mig, der er the bad guy.
Og så kommer skyldfølelsen, er det nu min skyld, blæser jeg det for meget op?
Hendes kæreste gennem fem år starter dagen med en whiskey.
De sidder sammen hver dag og laver ingenting andet end at drikke, min mor har sagt sit gode job op, for han har masser af penge.
Har skrevet masser af breve til hende og fortalt hende at jeg ikke kan se på at hun drikker sig ihjel, jeg vil gøre alt i hele verden for at hjælpe hende ud af det.
For det er jo min mor, jeg elsker hende betingelsesløst.
Har truet hende med at hun ikke får mig at se mere, har skreget af hende at jeg ender på den lukkede med alle de dårlige oplevelser, har ligget på gulvet og tudbrølet og tigget og bedt hende om at stoppe for min skyld.
Elsker du mig ikke nok????
Men jeg er lige vidt.
Og det kan jeg ikke bruge til noget.
Så jeg har valgt at stoppe.
Men hun bliver ved med at ringe som om intet er sket og til min fødselsdag satte hun 10.000 ind på min konto og købte en pels til mig.
På tirsdag vil hun mødes til frokost og strøgtur.
Prøver at købe mig.
Jeg siger nej til alle hendes gaver og meddeler at jeg ikke vil ha penge, men vil bare ha min mor.
Hun vælger at overhøre det og bliver ved.
Jeg bliver ved med at sige til hende at jeg ikke vil se hende mere.
For hendes egen skyld.
Indtil hun indser at hun har et alvorlig problem.
Jeg vil ikke have det her overfladiske-købe-forhold.
Jeg er en fremmed i min mormors hjem, "men hun vælger det jo selv".
Jeg deltager ikke ved jule-tamtam og sammenkomster.
For der bliver serveret alkohol i stride strømme.
Min mors kæreste lægger 1.000 kr, hver gang de har besøgt min mormor, så hun syntes det er så dejligt med besøg.
Min mormor ringer aldrig til mig eller kommer forbi, "hun vil helst være derhjemme" siger hun.
Men når min mor og kæresten inviterer hende ud at spise og i teateret, så vil hun gerne. (hun drak osse meget i en overgang, så det er dejligt med selskab.
Min mor trækker min mormor med sig ned).
Jeg har osse prøvet at invitere hende ud at se skide Linie 3, med forslag om at blive hentet og bragt hjem, men det vil hun ikke.
Alle siger at jeg er så stærk.
At jeg tager det så flot, når jeg lukker af og har sagt fra.
Når der er sket noget med mig og min mor, så hulker jeg i 20 minutter og har lyst til at opgive alt.
Jeg får et kæmpe slag og sidder hver eneste gang og ved at hun ikke elsker mig nok.
Bagefter gemmer jeg det et sted langt væk og fortrænger det fuldstændigt.
Der er sket en hel masse, men jeg kan måske kun huske halvdelen.
Det er min måde at klare mig på.
Jeg tror ikke det er særlig sundt.
Det må da give bagslag en dag og jeg får et nervesammenbrud.
Jeg er bange for at blive sindssyg.
Jeg går på arbejde, hygger med veninderne, græder ikke, tænker ikke over det.
Det er fortid.
Det går mig på, at det ikke går mig på.
Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.
Underlig forsvarsmekanisme.
Har fortalt dette til min mor tusindevis af gange.
Men hun hører det ikke, hun vil ikke høre det.
Tænk at få et barn og gå velvidende om alt dette -OG SÅ IKKE REAGERE!!!!
Jeg fatter det ikke.
Men vi har ikke noget forhold til hinanden mere.
Jeg føler ikke hun er min mor, min familie er ikke min familie og jeg er bare mig.
Jeg græder ikke engang, mens jeg skriver dette.
Bare samme underlige tomme følelse.
Føles det sådan her at være kold og ligeglad?
-For jeg vil helst ikke være en kold skid.
Det bliver man vist endnu mere alene af.
Nå, tak for at jeg kunne få lidt luft.
Ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
Det hele virker bare uoverskueligt, når man sætter det sådan op sort på hvidt.
Jeg tænker: -Er det virkelig mig???
Hvor er det trist.
Gad vide hvad andre tænker så.

 


Tilbage