Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kirsten 3, 51 år, Pårørende

Tilbage

Min historie.
Jeg troede, jeg gjorde det af en god mening, af et godt hjerte.
Jeg var nyuddannet pædagog – enlig mor til en fem års dreng, da jeg fik ansættelse i en daginstitution, 29 år gammel.
Bag mig havde jeg et umodent ægteskab, hvor vi fik to sønner, hvoraf den ældste boede hos sin far.
Jeg havde et godt liv, men savnede kærligheden, ømheden, nærheden og det at være en familie.
Han var ansat i daginstitutionen som pædagogmedhjælper.
Var sølle, havde alkoholproblemer – blev nogle gange væk fra arbejdet uden at varsle.
Til julefrosten fandt vi sammen og indledte et forhold.
Jeg havde ondt af ham, han boede på et værelse, havde et elendigt liv, var ensom og venner var der ikke nogle af bortset fra dem, han drak med.
Så jeg tog ham ind under mine altomfavnende vinger, det problem skulle jeg da nok løse for ham.
Han sagde sit værelse op og flyttede ind til os.
Inden da havde han været i fængsel på grund af ubetalte regninger, dem betalte jeg og hentede ham på Vestre.
Det var hårdt for ham at lægge alkoholen på hylden i hverdagen, at leve i en familie – men jeg var stolt- nu drak han kun i week-enden og jeg troede problemet var løst.

Jeg fandt et andet arbejde, fordi det var mest hensigtsmæssigt.
Jeg ønskede børn – men havde svært ved at blive gravid, da hans sædceller var dårlige på grund af alkohol, men endelig lykkedes det og vi fik en dejlig pige.
Idyl i starten , men så begyndte han på at uddanne sig til kørerlærer. Det var en hård tid, han var væk flere aftener for at passe sin skole, men det var samtidig i orden, han skulle have chancen for et nyt liv.
Han ville være selvstændig, ville have sin egen køreskole- syntes ikke han var i stand til at indordne sig på arbejdsmarkedet.
Livet blev besværligt.
Al hans energi, alle hans kræfter blev lagt i projektet, det var ensomt at være mig.
I week-enderne drak han, var træt, udaset, økonomisk bekymret, lånte penge af min mor, sin egen mor - sin far – en evig kamp for at få det til at hænge sammen.

Vores ægteskab blev tomt, jeg følte mig som enlig mor.
Forsøgte jeg at snakke om det fik jeg af vide, at jeg ikke havde forstand på at være selvstændig.
Ved siden af mit fuldtidsarbejde blev det hjemlige ansvar mere og mere mit – jeg sukkede, ville så gerne noget nærvær – noget familiesamvær, men i week-enderne var han træt og stressede af med at drikke.
Han blev mere og mere fraværende.
Børnenes fridage havde han ikke styr på og når de var syge, stod det ikke til diskussion om hvem der skulle passe dem uanset at jeg var i arbejde.
19 år på denne måde –dag ud og dag ind.
3 flytninger, hvor jeg i dag kan jeg se, at troen på at det ville ændre, at det ville give nærhed var egenindbildning, det blev kun værre fordi flere penge skulle skaffes til huse.
Mit fristed blev min have, hvor jeg kunne gå og tænke tanker, hvor jeg kunne skabe noget smukt, hvor jeg kunne få den glæde at se noget vokse, se noget gro – en skønhed, et nærvær med mine blomster som en kompensation for det nærvær jeg savnede så inderligt.
Livet blev mere og mere mit liv, dit liv og ikke det fælles liv jeg drømte om.

Kulminationen kom, da han uden mit vidende havde hævet sin forretnings kassekredit fra et jeg oprindeligt havde fået af vide på 25.000 kr. til 177.000,-kr.
Jeg anede ikke at det stod så dårligt til, anede intet om elendigheden –og fik det ikke engang af vide af ham selv, men måtte kontakte banken, fordi jeg havde fået en mistanke om at det ikke var som det skulle være.
Jeg glemmer aldrig samtalen med bankdamen.
Hvad tror du selv den er på?  spurgte hun, og jeg svarede måske 50.000 kr.
Hun grinede, og fortalte mig så beløbet på de 177.000 kr.
Jeg var dybt rystet samtidig med at en fuldstændig ustyrlig vrede boblede op i mig.
Men bag vreden afmagten, selvtilliden der krakelerede med tanker om, at jeg åbenbart var en så elendig kone, at ærlighed ikke kunne være til stede, at jeg måtte bedrages bag min ryg.
Samtidig havde en veninde stukket mig bogen ”Kvinder, der elsker for meget” i hånden.
Jeg havde flere gange lagt den væk, det er for amerikansk, det er ikke mig – men snigende kom budskabet ind under huden på mig –det var jo sådan, det var jo alkohol, der var et problem i vores familie.
Konfrontationen med ham om pengene udmyntede sig atter i at jeg fik af vide, at jeg ikke havde forstand på at drive forretning.
Men han glemte, at var han død pludseligt, havde jeg stået intetanende med en gæld, som ikke var skabt af mig selv, han glemte sin forpligtelse i at være gift.
Men værst af alt var at min fortvivlelse, min afmagt, min vrede i fuldt flor ikke blev set - ikke blev hørt –j eg blev familiens syndebuk, og bag alt dette kaos af følelser var jeg så rystet og så ulykkelig.
Det resulterede i at jeg besluttede at tage mit eget liv - jeg kunne ikke mere.
Nøje planlagt med piller, med afskedsbreve – og en søndag aften, efter en kaotisk dag, hvor jeg havde vist ham pillerne, fortalt ham at jeg gjorde det uden at blive stoppet, tog jeg den endelige beslutning og tog pillerne.
Jeg sad med et billede af mine 4 børn foran mig, mens jeg indtog pille efter pille – jeg vidste hvilke piller, der ville have den tilsigtede effekt.
Jeg gjorde det i hjemmet, i et anneks vi dengang havde.
Da den sidste pille var taget slettede jeg sporene af hvilken medicin, det var jeg havde indtaget og nåede at lægge mig, tage mobiltelefonen og ringe til min mand og sige, at nu havde jeg taget pillerne.
1 døgn senere vågnede jeg på intensiv afdeling i live uden at møde glæden over at være det.
De fortalte mig at jeg havde været ude på livets yderste kant.
Set i bakspejlet tror jeg, at det var et sidste forsøg på at vise ham, at nu måtte jeg forstås, nu måtte jeg have omsorg – nu måtte han erkende at han havde et problem.
Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i 3 uger og derefter flyttede jeg ind til min voksne søn, indtil jeg fik min egen lejlighed, som jeg bor i nu med vores 12 årige datter.

Livet er stadig ikke nemt, jeg får ”lykkepiller” og har i den forløbne periode læst og lært, at alkoholisme er så komplekst – at alkoholisme medfører så mange følelsesmæssige derouter i sit kølvand, som jeg tror de fleste mennesker slet slet ikke er klar over.
Jeg har været til AA møder, gået i Al–Anon grupper, gået i terapi, været hos en pårørende terapeut, været i en kvindegruppe med overskriften ”Kvinder, der elsker for meget” og læst og læst og læst snart al den litteratur der findes om emnet.
Alligevel sidder jeg i dag modløs, ked af det og mangler stadig at forstå hvordan det kunne gå så galt.
Jeg sidder med en kærlighed til et menneske, som jo ikke selv har været bevidst om konsekvenserne af at være alkoholiker, men jeg føler mig uforløst for jeg kan stadig ikke forstå … Kommer jeg nogensinde til det?
Formår jeg nogensinde at få bearbejdet min afmægtighed, formår jeg nogensinde at finde livsglæden, visionerne med livet frem igen – og lærer jeg at få bearbejdet min vrede, som stadig bobler i mig?
Og er vreden et skjold mod at føle den ægte sorg, den ægte afmægtighed?

Kirsten

 


Tilbage