Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Gitte, 29 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er 29 år, og er vokset op med en far som var alkoholiker.
Min far begyndte at drikke da jeg var 2-3 år gammel.
Han var mekaniker, og drak øl efter fyraften sammen med kollegaerne, sammen med gutterne når de lavede bil for hinanden om aftenen og i weekenderne.
Han tog aldrig på værtshuse el. men drak sine øller ude i garagen, som han tilbragte det meste af sin tid i.

Min far blev syg af at drikke.
Han havde altid ondt i maven og gik ofte helt foroverbøjet af smerter.
Han var indlagt flere gange med betændelse i bugspytkirtlen.
Når han var dårlig eller ellers havde humørsvingninger gik det ud over mig.
Ofte fik jeg et dask, men mest af alt var det psykisk.
Til sidst blev det en helt automatisk refleks at jeg dukkede mig når jeg gik forbi ham, også selv om han ikke var i sit dårlige humør....
Mit aller tydeligste "minde" om en sådan situation, var aftenen før mit første ridestævne.
Jeg havde glædet mig usigeligt meget til denne dag.
Aftenen før, skulle jeg hælde en pose Matadormix op i en skål til aftenhyggen.
Min far havde sagt, at jeg skulle se efter hvad jeg lavede, men der røg alligevel noget forbi slikskålen, hvilket resulterede i at min far hamrede sin knytnæve ind i min skulder, og jeg måtte framelde riddestævnet, da jeg slet ikke kunne bruge min arm i flere dage.
Min mor greb aldrig ind... hun var en mester i at skjule hjemmets situation for omverdenen.
Hvad jeg husker fra min barndom var at hun altid gjorde rent.... Måske det var hendes måde at rydde op i tingene på.
Jeg erindrer ikke at mine forældre skændtes ret meget, dog ved jeg at min mor en gang fik sendt ham på afvænning, eller "på ferie" som det hed sig i familien.
Jeg tror nok han kom hjem igen efter få dage.
Antabus og samtaler med egen læge har også være inde i billede flere gange, men uden nogen effekt.

Da jeg var 16 år gav jeg min mor et ultimatum: - enten forlod hun min far, ellers rejste jeg.
Min mor forlod min far.
Herefter kom mange år med skyldfølelse over, at min far nu for alvor gik i hundene.
Det var jo mig der havde bedt min mor om at forlade ham.
Jeg så ikke min far i 3 år, før end min farmor ringede og sagde at hvis jeg ville nå at se ham en sidste gang, så var det nu.
Han lå på hospitalet næsten i coma ... helt gul og indskrumpet og med ulidelige smerter, som selv ikke morfin kunne dulme.
Jeg "tog mig sammen" for at få afsluttet denne fase af mit liv.

Men min far døde ikke.
På en eller anden måde kæmpede han sig tilbage til livet, et liv uden alkohol.
Jeg forsøger at tilgivet min far, det er jeg nødt til for selv at komme videre.
De ar en barndom med en far som alkoholiker har givet mig, er endnu ikke lægte og bliver det nok heller aldrig helt.
Jeg har igennem alle mine teenageår haft utroligt svært ved at knytte mig til nogen, når jeg havde en kæreste, søgte jeg så meget tryghed og anerkendelse hos ham, at de efter kort tid løb skrigende bort.
Og så er der den usvigelige angst for at gøre nogen fortræd, gøre noget forkert som i den grad har hæmmet mig igennem store dele af mit liv.
- Jeg vil gøre alle tilpasse.

I dag har jeg et godt liv, synes jeg.
Jeg er snart færdig med min uddannelse, har en vidunderlig kæreste, som kan holde ud at være der for mig, når jeg får mine ture, med trygheds narkomani.
Jeg har fået rast ud på min mor, som jeg har et godt forhold til nu.
Jeg ser min far, han er ædru, men ikke rask.
Jeg tror aldrig rigtig at det er gået op for ham, hvor ondt han har gjort mig.
Jeg holder af min far, for det er jo min far.
Men på en eller anden måde kan han stadig få mig til at føle skyld over at jeg ikke bruger mere tid på ham eller besøger ham oftere end jeg gør.
Jeg føler ofte at jeg bruger alt for meget energi på at tænke på hans og mit forhold, og til tider ville jeg ønske at jeg kunne rive hele den side med ham ud af min bog, hvor ville tingene dog være meget lettere.
En kap. i min livsbog Gitte

 


Tilbage