Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lise, 24 år, Pårørende

Tilbage

Jeg kæmper en kamp for at overvinde det.
Overvinde det som følger med mig fra barndommen af.
Jeg har flere gange tømt rygsækken ... simpelthen vendt den på hovedet, og kigget alle erfaringerne, tankerne og følelserne igennem.
Jeg har husket dem, mærket dem og bearbejdet dem.
Om og om igen.
ALLIGEVEL! de er der stadig.
Det har kostet mig tid, kræfter og energi at nå her til, hvor jeg har forstået at de vil altid ligge i min rygsæk.
Samtidig er jeg også blevet klar over at jo mere jeg bearbejder tingene i rygsækken, desto mindre vejer og fylder de.

Min far har ofte været beruset så længe tilbage, som jeg næsten kan huske.
Det var ikke hver dag, og det var ikke hele dagen.
Men minderne derfra, når han var fuld, de fylder meget.
Han kunne være onskabsfuld, utilregnelig, men samtidig også glad og optimistisk om fremtiden, og love guld og grønne skove....
"Jamen hvis du vil have en hest, så skal du da have en!
Så ordner jeg ovre i den gamle stald og gør plads til den".
Men jeg fik ingen hest, ligesom jeg heller ikke kom i skoven, fik ny cykel eller kom i sommerland.
Det havde jeg jo ikke opført mig ordentligt nok til.
Min mor sagde ingenting.
Hun prøvede bare at tilfredsstille ham bedst muligt, så han ikke blev sur og kørte sin vej.
Hende var han heller ikke sød ved.
Han kaldte hende grimme ting, nedgjorde hende og ydmygede hende.
Hun fandt sig i det, og når det blev hende for meget, så læssede hun af på mig.
Hun fortalte ting han havde sagt til hende og gjort mod hende.
Min mor har været seksuelt misbrugt som barn og havde dengang aldrig fået noget hjælp.
Når hun forsøgte, at tale med min far om det, sagde han til hende, om hun ikke overdrev og om hun ikke bare kunne glemme, for han kunne jo ikke gøre noget ved det.
Hun fortalte faktisk alt til mig om, hvad han sagde og gjorde.
Det var hendes måde at læsse af på.
Jeg var kun et barn, men jeg tog imod, for jeg klamrede mig til min mor og hendes opmærksomhed.

Min far kunne også blive utrolig vred og truende, og det vidste jeg.
Jeg havde ikke alene respekt for ham, jeg var bange for ham.
Dette kunne min mor udnytte.
Når han ikke var hjemme, og hun ikke kunne styre mig, truede hun mig med, at sige det til min far, når han kom hjem.
Hadet mod min far voksede og voksede gennem årene.
Jeg har altid vidst at det var noget galt hjemme, altid følt at der var noget der var forkert.
Jeg havde kun en veninde jeg kunne tage med hjem, og det var fordi hun kom fra en familie lidt som min.
Det gjorde også at jeg ofte følte mig ensom, jeg søgte kontakt til min mor.
Den var så svær at få, den var faktisk næsten umulig.
Når jeg endelig havde overtalt hende til at læse for mig eller spille kort med mig, så var hun så sur, og al glæden var væk.

I skolen var jeg faktisk ret god.
Jeg var den bedste i klassen til at læse og skrive, men jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg gjorde, hvad der passede mig.
Jeg vidste med sikkerhed, at ingen hjemme ville sige noget til min opførelse i skolen.
I teenageårene mistede jeg totalt interessen for skolen.
Jeg festede, røg, og drak som det passede mig.
De første år var der en voldsom kamp med min far, fordi jeg aldrig var hjemme.
Jeg tror på at, hvis de havde interesseret sig mere for mig, så ville jeg også gerne være hjemme ved dem.
Efterhånden gav de op, og jeg fortsatte med at gøre, hvad der passede mig.
Da jeg blev 18 fik jeg en kæreste, som jeg forgudede overalt på jorden.
Jeg klamrede mig til ham som besat, og da han gjorde det forbi, styrtede min verden i grus.
Jeg fik efter noget tid kæmpet mig til lægen, som gav mig et afgørende spark i en anden retning.
Vi fik snakket en del om, at der var en grund til, at man klamrede sig sådan til et andet menneske.
Jeg søgte simpelthen den kærlighed, som jeg aldrig havde fået derhjemme.
Hun hjalp mig også gennem en lang proces i at give slip på x-kæresten.
Efter denne episode gik der en række lys op for mig.
Jeg kunne jo meget mere end jeg regnede med.
Jeg havde rendt rundt i 19 år med et forfærdelig lavt selvværd, og troede at jeg ingenting kunne.
Jeg havde på det tidspunkt også mistet mit job, men set i krystalkuglen nu, var det kun godt for mig.
Jeg skulle finde på noget at lave, som jeg havde lyst til.

Jeg begyndte at gå i skole igen.
Først tog jeg min tiendeklasse om, og bagefter tog jeg en hf-eksamen.
Det første år på hf fandt jeg ud af, at jeg var nød til at gøre noget ved alle de ting jeg slæbte rundt på.
Så jeg startede i terapi hos en psykoterapeut på lægehuset.
Jeg gik hos hende i kortere og længere perioder i fire år.
Hun har givet mig noget så utrolig dyrbart!
Noget du i denne verden ikke kan købe for penge.
Hun har givet mig troen på mig selv, og troen på et bedre liv, end det jeg kommer fra.
Det betyder ikke at jeg ikke stadigvæk kæmper som en besat for at ændre de gamle mønstre, jeg lærte derhjemme.
Det betyder heller ikke at jeg i dag elsker mig selv som jeg bør gøre, og sådan kunne jeg fortsætte.
Det, det betyder er at jeg ved at der findes andet, end det jeg kommer fra, og jeg har fået redskaber til at lære det, så lige nu øver jeg mig på at bruge redskaberne.
Jeg synes det er svært, meget svært endda.
Jeg tror at det største problem er, at jeg ikke har lært at elske mig selv og stole på mig selv.
Det gør at jeg har svært ved at tro på at andre elsker mig, og jeg har i det hele taget svært ved at stole på andre.
Jeg føler selv i dag at jeg har brudt en del af de mønstre jeg har med fra barndommen.
Jeg bor sammen med den dejligste kæreste, som desværre til tider mærker til levn fra min fortid.
Men i mit dybe indre, ved jeg at han elsker mig, for jeg kan godt mærke forskel på at blive elsket og ikke at blive det.
Udover det er jeg igang med uddannelse, som jo selvfølgelig også hjælper mig til, at vide at jeg kan noget, og dur til noget.
Til alle jer som er pårørende til en alkoholiker; pas på jer selv og kæmp for det liv i tror på.
Held og lykke. kram fra mig.

 


Tilbage