Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Henrik, 30 år, Pårørende

Tilbage

Der er svært at begynde på at skrive for ens hovede er fyldt med tanker i alle retninger.
Jeg er klar over at jeg bliver nødt til at gøre et eller andet ved dette ellers ender det helt galt.
Jeg spekulerer som en gal.

Min mor er alkoholiker og har været i over 30 år.
Jeg har set så mange modbydelige ting gennem min opvækst, når ens mor har for Gud ved hvilken gang drukket sig for sans og samling og set min far så ked af det; fordi han ville hjælpe, men ikke kunne.
Hun har råbt de værste ting i sin kæmpe brandert.
De havde ikke noget lykkeligt ægteskab men blev sammen for mig og min søsters skyld.
De blev skilt 2 år efter at jeg flyttede hjemmefra.

Jeg husker engang da jeg var med min mor på Mallorca, jeg var måske 6-7 år, og hun var blevet lidt syg.
Det var vandet i vandhanen hun havde drukket ( lodret løgn), men jeg hoppede på den.
I en periode boede jeg sammen med min mor i en lejlighed, jeg var 13 år og hendes problem fortsatte.
Jeg har fundet mange flasker og hældt dem ud i tagrenden.
Min far havde et selvstændigt firma med 2 andre og de knoklede for at få det til at køre rundt; men det krævede ham 100 %, så der var ikke meget til overs når han kom hjem.
Vi kunne sjældent have gæster, da min mor så ikke skulle have sin Antabus, for hun skulle da have et glas vin, men hun blev pløre fuld.
Så alt socialt med venner og familie har jeg fået et meget akavet forhold til, ligesom at få et kram.
Det kan jeg simpelthen heller ikke klare!
Et kram fik jeg af min mor med tårer i øjnene, hvor hun sagde at hun elskede mig, men hendes liv var så indsnævret og lille.
Tit skulle man høre på, at når hun døde så skulle vi bare begrave hende på de ukendtes kirkegård og synge salme nr. xxx.
Hvis for søren at det bare var en anden jeg fortæller om, så kunne man trække på skuldrene og sige det har hun selv valgt.
Problemet er bare, at det er ens mor og der er nogle bånd som man ikke kan bryde.
Hele familien var inviteret til fest men den blev aflyst, da hun var faldet i igen igen igen.
Hun turde ikke møde op, hun turde ikke at folk kiggede på hende.
Alt var arrangeret, hun skulle bare komme, men nej.
Nu har alle sagt stop, ingen gider mere, hun har misbrugt vores tillid totalt.
Jeg tror ikke på noget som helst der kommer ud af munden på hende.

Sidst jeg så hende var hun blevet indlagt.
Hun var faldet om 2 gange og en anden alkoholiker som havde været hos hende havde ringet 112.
Jeg fik beskeden og kørte ud og så hende, så grå og livsopgivende:
Hun fortalte mig direkte, at hun ikke havde noget at leve for, at hun bare ville dø.
Hun har for søgt 2 gange før at tage sit liv, det er bare så tarveligt .
Hun har 4 børnebørn.
Man kan ikke tvinge hende til at være glad og det værste er, at hun er så stædig og så stærk, at når der er noget hun ikke vil, så er der ikke 10 vilde heste der kan drive hende.
Når man har snakket med hende, så kan hun slet ikke se problemet og vi er bare ligeglade med hende.
Jeg tror aldrig at hun har troet på sig selv og det er i grunden den aller største årsag til, at hun er endt der hvor hun er.
Jeg har det sådan, at engang når hun ikke er til mere, så bliver det hele meget nemmere, men hvor er det ærgerligt at det skal ende sådan.
Hun er manio depressiv.
Det vil sige, at hendes humør kan være fuldstændigt i kælderen eller også er der slet ikke timer nok i døgnet til alt det hun gerne vil nå og pynter op med blomster.
Man ved bare, at den tid kommer igen, hvor man skal samle hende op.
Hun siger, at hun er bange for at se andre.
Hun har angst og lægen giver hende nogle nye piller, så bliver det nok godt.
Gu gør det ej.

 


Tilbage