Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Annette, 37 år, Pårørende

Tilbage

Mit navn er Annette.
Jeg er 37 år og begge mine forældre er alkoholikere, det er dog min mors misbrug der fylder mest i mit liv.
Jeg husker ikke noget fra før jeg 6 år, men har fået fortalt af min onkel at han da jeg var lille, måtte besøge min mor når min far var på arbejde, for at se om jeg havde fået mad og en tør ble.
Han har også fortalt mig, at min mors misbrug startede da hun fik mig pga. en fødselspsykose.
Jeg har en søster der er tre år ældre end mig.

Den første skuffelse jeg husker er fra jeg var 6 år.
Jeg blev indlagt på sygehuset pga. mange besvimmelser.
Den dag jeg skulle indlægges kørte mine forældre mig på sygehuset stillede mine ting og kørte igen.
Jeg følte mig meget ensom da det ikke var en børneafdeling, men neurologisk afdeling.
Jeg var indlagt ca. 14 dage og jeg husker kun mine forældre var på besøg få gange i meget kort tid.
Min børnehaveklasselærer syede en frø til mig, som jeg var meget glad for.
Resten af min barndom har jeg svært ved at aldersopdele, da ting bare skete hele tiden.
Så jeg må bare skrive om nogle af de episoder jeg husker.

Jeg var en del på ferie ved mine morforældre.
Jeg har aldrig snakket med dem om mine forældres misbrug, og heller aldrig med mine forældre.
Fra jeg var ca. 6 år husker jeg, at jeg hver morgen skulle hente 24 dåseøl til min mor, når min far var taget på arbejde.
Og igen når jeg kom hjem fra skole gik jeg den tunge vej efter øl.
Jeg husker min mor gemte øllet i en stor suppegryde i et køkkenskab.
Engang spurgte min far mig, hvor hun gemte dem, jeg havde ikke lyst til at fortælle det,men gjorde det alligevel.
Det resulterede i at min far hentede alle øllerne ind i stuen, åbnede dem og stod og hældte dem ud over min mor der sad meget fuld i sin stol.
Hun råbte og skreg mens øllet fossede ned over hende.
Bagefter slæbte min far hende ud under den kolde bruser, hvor hun bare lå og skreg.
Alt imens dette stod på lå jeg alene og bange i min seng og hadede min far.
Da dåserne var afskaffet og øl var på flaske, husker jeg min mor hentede mange øl ind i stuen, satte dem ved siden af sin stol, så man ikke kunne se dem.
Her sad hun så og drak den ene efter den anden, gad ikke gå på toilet, så hun sad bare og tissede i stolen.
Jeg hadede, at når jeg kom ind i stuen satte hun den øl hun var igang med ned bag stolen, og tog den så for munden engang imellem, hun troede ikke jeg vidste det.

Jeg var sjældent sammen med andre børn, da jeg jo måtte holde øje med hvad der skete, og sørge for mine forældre ikke skændtes for meget.
Jeg ved ikke hvor mange gange min mor har været indlagt på psykriatriske afdelinger, men det er mange.
Jeg husker især da hun var indlagt på Dianalund,jeg husker det som en god tid, da min far søster og jeg kørte med bumletoget derover.
Vi trådte på snebær fra stationen til sygehuset, jeg husker dog ikke noget fra besøgene med min mor.
Mange af de gange hun var indlagt på den lukkede afdeling her i byen, var det værste for mig at jeg sad i bilen mens min søster og far var inde ved hende.
Jeg har senere fået af vide, at jeg var for lille til at komme ind, da hun lå i spændetrøje.
Når jeg var ved mine morforældre i weekenden, kan jeg huske at mine forældre ikke kom og hentede mig som aftalt.
Når det skete var det som regel fordi alt var gået amok derhjemme og min mor var blevet indlagt.
Derfor følte jeg senere, at jeg hellere måtte blive hjemme så jeg kunne holde øje med hvad der skete.
Engang jeg skulle på lejrskole, skulle jeg absolut nå at hente øl til min mor inden jeg skulle afsted.
Det var der ikke tid til og jeg husker at jeg gik helt amok og pludselig stod min mormor og morfar der ved siden af min seng og hjalp mig afsted.

Mine fødselsdage er kun blevet fejret få gange.
En gang fik jeg lov at bestemme, hvad jeg ville have til aftensmad.
Men selvfølgelig brændte maden på, da min mor var for fuld.
Jeg husker også ydmygelsen i vaskehuset.
Jeg skulle altid vaske vores tøj.
Der var bare lige det, at man skulle være fyldt femten år for at måtte betjene vaskemaskinerne, så jeg fik altid skæld ud af de andre damer i vaskeriet fordi jeg ikke var gammel nok.
Mange weekender har jeg siddet og grædt sammen med min mor, for jeg havde så ondt af hende.
Min søster og min far var tit ude at spise ved min fars elskerinde, så min mor og jeg sad og græd weekend efter weekend.
Da jeg skulle konfirmeres glædede jeg mig selvfølgelig som alle andre børn, men også denne dag skulle ødelægges af min mors druk.
Inden desserten var spist var hun så fuld, at hun smed alle gæsterne ud.
Min søster kørte sin vej og mine forældre skændtes.
Ja og jeg sad på en gynge udenfor i min fine konfirmationskjole i mange timer.
Jeg kan ikke huske hvordan dagen endte.
De få gange min mor deltog i familiesammenkomster, er det der står klarest for mig at min moster var modbydelig overfor hende.
Engang da vinen blev budt rundt,sagde min moster til min mor: "ja du kan jo lide det".
Jeg bad hende tie stille, hvis hun ikke kunne tale ordentligt til min mor.
Siden har hun ikke kunnet udstå synet af mig.
Engang sagde hun til mig: "du bliver aldrig til noget du ender i rendestenen".
Hvorfor prøvede hun ikke at hjælpe mig istedet?

Min far havde to job for at tjene penge nok til min mors forbrug.
Jeg husker dog, at der tit forsvandt ting fra hjemmet.
De var blevet solgt, fordi vi ingen penge havde.
Da jeg var ca. 8 år begyndte jeg at passe børn.
Jeg var nødt til selv at tjene mine penge, hvis jeg f.eks. manglede balsam måtte jeg købe det selv.
Min madras var slidt helt i stykker, det var for dyrt at købe en ny, så jeg fik et gammelt tæppe at lægge henover.
Sådan var økonomien bare.
En vinter var min mor pludselig væk, sent om aftenen hørte vi hende kalde på min far, da lå hun ude i sneen og kunne ikke stå på sine ben, så fuld var hun.
Vi fik hende slæbt ind og det viste sig hun havde været i mine morforældres lejlighed og stjålet penge, som hun så var gået på druk for.
Det mest pinlige var at alle i blokken havde hørt hendes råb.

Lægernes mening om at min mor dør inden for kort tid, har også været en del af min liv i mere end 20 år.
Det der undrer mig mest er, hvorfor der aldrig er nogen der har grebet ind og hjulpet vores familie til at være en familie.
Jeg længtes så usigeligt meget efter et knus af min mor.
Dette og så en smule interesse for mine børns liv.
Der har været perioder i min familie, hvor vi har haft brug for støtte i forbindelse med vores datters ulykke, hun var her indlagt i 6 uger og vi havde meget brug for en bedsteforældre til at hjælpe med pasningen af vores søn.
En lille smule medfølelse for det vi stod i.
Det vi fik, var en udtalelse fra min mor om at hun havde da også været alvorlig syg.
Der var overhovdet ingen forståelse at hente, og det gjorde så ondt at hun svigtede mine børn, som hun altid har svigtet mig.
Så jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver ved med at hjælpe hende.
Jeg kan ikke slippe hende, og ved heller ikke om det er det jeg ønsker.
Jeg ønsker vist bare at have en mor.
Jeg vil slutte nu selvom jeg kunne fortsætte mange sider endnu med grimme oplevelser fra min barndom, men skal ikke trætte jer med det.

Annette

 


Tilbage