Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Norma, 42 år, Pårørende

Tilbage

Fængsel ... eller?
Da jeg var 14 mødte jeg en fyr på 19 år jeg blev forelsket i.
Han var inde og aftjene værnepligt.
Han var åbenbart også lun på mig, for han tog toget for at komme og besøge mig næsten hver dag, selv om han kun fik få timers søvn.
Når han kom på besøg, faldt han ofte i søvn.
Han fik jo ikke meget søvn, så det skulle han da have lov til.
Jeg tænkte: "det bliver nok bedre når han var færdig med hans værnepligt..."
Nogle gange opførte han sig også lidt mærkeligt.
Engang skulle vi male mit værelse, og han skulle tage maling med når han kom.
Jeg var ikke lige hjemme da han kom.
Da jeg kom hjem var mine forældre både rasende og chokerede.
Min kæreste var kommet slingrende ind, og han havde smidt malingen på trægulvet så der gik hul på dåsen, og var kørt slingrende væk igen, da han så jeg ikke var der.
Mine forældre og jeg tog mange diskutioner om min kæreste.
De brød sig absolut ikke om hans opførsel.
De sagde han tit havde drukket.
Men jeg var en naiv teenager, og jeg kunne ikke se der var nogle problemer.
Jeg tænkte: "Det bliver ihvertfald nok bedre med tiden...".

Da jeg var 16 1/2 fandt vi en lejlighed og flyttede sammen.
Vi købte også en bil.
Jeg tænkte "Så bliver det nok bedre med ham, når han nu havde et ansvar".
Både han og jeg havde et job, men jeg måtte tit låne penge af mine forældre.
Han fik et bedre job, og der fulgte en bolig med.
Så planlagde vi at vi ville have børn.
Og jeg tænkte: "Så bliver det nok bedre med ham..."
Jeg var lige fyldt 20 da vi fik vores første lille vidunder.
Han var da også god til at hjælpe med at passe barnet, og han var glad for det.
Men jeg opdagede at han ofte faldt i søvn, når han skulle være alene med barnet.
Vi havde begge job, men vi havde næsten ikke penge til børnepasning.
Jeg turde ikke lade ham være alene med barnet, så mine forældre var tit barnepige.
Det nød de heldigvis.
Vi fik det andet lille vidunder da jeg var 23.
Jeg tænkte: "Nu bliver det sikkert bedre med ham..."
Han kørte tit når han havde drukket, men der skete heldigvis ikke skader på nogle personer.
Kun 1 bule i bilen er det blevet til.
Og ikke ved færdselsuheld.
Mine forældre var bange når han kørte bilen, så de gave mig et kørekort da jeg blev 25.
Vi fik tilbudt en bedre bolig, der hvor han havde job.
Og jeg tænkte: "Nu bliver det nok bedre med ham..."
Men på hans job havde de lugtet lunten.
I arbejdstiden kørte han til købmanden og købte øl.
Han blev fyret og lejemålet opsagt.
Vi fandt et nyt job til ham, og der hørte også en bolig til.
Og jeg tænkte: "Nu bliver det nok bedre med ham..."

Det var et dejligt hus vi boede i, men desværre var der mange "mærkelige" mennesker på egnen.
Der var stofmisbruger og alkoholikere.
Det var også et dårligt lønnet job, og jeg gik arbejdsløs.
Men jeg nød at være hjemme ved børnene.
Så han søgte et nyt job.
Det fik han, og der fulgte også bolig med.
Og jeg tænkte: "Nu bliver det nok bedre..."
Efter 2 år der blev han fyret.
Vi kunne godt få lov at blive boende, men jeg syntes det var synd for børnene, at de hele tiden skulle flytte.
De var jo også begyndt at gå i skole.
Så vi blev enige om, at nu købte vi et hus.
Og jeg tænkte: "Nu må det absolut blive bedre..."

Han fik et andet job, som han mistede efter 1 1/2 år.
Hans forældre fandt et andet job til ham, men der kunne han ikke lide at være, og det var også dårligt lønnet.
Så jeg skaffede ham et job, der hvor jeg arbejder.
Og jeg tænkte: "Nu bliver det bedre, nu kan jeg holde øje med ham og jeg har bilnøglerne..."
Han har været der i mange år nu, men det er kun fordi han ikke har kunnet køre nogle steder.
Han kan heller ikke undvære alkoholen en hel dag, så han hælder det over på saftevandsflasker.
Jeg frygter den dag det bliver opdaget.
Efterhånden ryster han så meget på hænderne om dagen, at jeg frygter hvornår kollegaerne begynder at spørge til ham.
De ved det sikkert, men går nok og snakker med andre end lige mig om det.

I alle de år har jeg tigget, bedt, grædt og truet.
Jeg har bedt ham om et gå på antabus, vi har gået til samtaleterapi på et alkoholambulatorium.
Børnene har ikke turdet tage venner med hjem, for han bliver led når han har fået noget at drikke.
Han har aldrig slået mig, og jeg var meget påpasselig med, at han ikke brugte vold mod børnene.
Når vi får fri, er det første han gør at hente øl.
Og så ind på sofaen og ligge.
Og i mange år har det ikke bare været alm. øl, men dem med 1 1/2 - 2 genstande i.
Han er også begyndt at købe kirsebær/portvin.
Han køber ca. 6-7 af de gode og 3 alm. hver dag.
Det har taget mere på børnene end jeg frygtede.
De har altid været glad for deres far, men det var kun i de få stunder, hvor alkoholen ikke var gået ham til hovedet.
Nu er børnene voksne, og de er begyndt at sige fra.
Den ældste venter barn, og har sagt at han ikke får love at se sit barnebarn hvis han har drukket.
Den yngste er flyttet hjem efter et endt forhold, men leder med lys og lygte efter en lejlighed.
De har begge job, er høflige og velopdragne, tager hensyn til andre, er pæne og velklædte, og et normalt forhold til alkohol.
Men den yngste mistede mange af sine venner p.g.a. sin far.
Det gør ondt på os.
Nu har han imidlertid meldt ud at han ikke føler det samme for mig mere, og at jeg at jeg bare kan flytte.
Han er lun på en anden, men han ved også at det aldrig kan blive til noget med hende.
Men jeg ved, at hvis jeg flytter, så ligger han inden længe i rendestenen.
Mine børn, min mor og svigermor vil blive overendt når han mangler penge og et sted at bo.
Han vil også komme og tigge om penge og husly hos mig.
For han kan ikke klare en husholdning alene.
Især ikke når han mister sit job.
Og tanken om, at han måske også ødelægger mit job... Og tanken om, at han måske kommer væltende på mit job og overfuser mig...

Når jeg spørge ham om hvad han så vil, hvis jeg flytter siger han bare..." det ved jeg ikke..."
Jeg har meldt mig i en boligforening, og har lige fået tilbudt en lejlighed.
Men for det første var den for stor og for dyr, men det væsenligste er at jeg ikke kan få en afklaring på hvad han vil.
Han har ikke engang søgt lejlighed, og huset kan jeg ikke bare sætte til salg, da det meste er i hans navn.
Han er totalt passiv.
Huset er ved af forfalde, og jeg render og rydder op efter ham.
Han smider med ting, når han har fået for meget.
Mine børn siger, at de syntes jeg skal flytte, for de kan se jeg har det skidt.
Men den yngste, og måske lidt den ældste, har det også dårligt med tanken om hans måske kommende skæbne.
Min svigermor og svigerinde har det også dårligt med det.
Børnene siger jeg skal tænke på mig selv...og det gør jeg måske også.
Problemerne med ham tror jeg ikke ville blive mindre hvis jeg flytter...tvætimod...
Det er hårdt og brutalt sagt, men jeg håber faktisk snart hans helbred siger stop.
Kun på den måde får vi fred, og kan leve et normalt liv.
Så jeg føler det er et fængsel, eller er det mig der er dum og naiv?

 


Tilbage