Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Monica, med formodet alkoholiker kæreste, 28 år, Pårørende

Tilbage

Ja, jeg ved dårligt nok, hvordan jeg skal begynde.
For egentlig har jeg ikke nogen læger eller andre eksperters ord for, om min kæreste på 32 år virkelig er alkoholiker.
Min fornemmelse - igennem det sidste 1 års tid - siger mig dog, at han er på vej ud på et skråplan.
Og, på et plan hvor han gentagene gange får mig til at føle mig vred, såret, tilsidesat, ligegyldig.
Og det afføder også, at jeg ikke føler at han respekterer mig.

Han arbejder som leder i et EL-engrosfirma, som kun har eksisteret i danmark i 5 år.
Virksomheden er under stadig omstrukturering, og han føler et hårdt pres på sig, da han ikke mener at hans medarbejdere forstår hans metoder til udvikling.
De stiller sig konstant på bagben og får aldrig rigtigt gjort tingene til det næste møde, som han beder dem om.
Han siger at han er træt af at lege pædagog for dem.
Indimellem har han selvfølgelig også gode dage på sit arbejde, men størstedelen af tiden føler han, at han skal kæmpe for alt og alle, og det orker han bare ikke.
Med andre ord, det gider han ikke.
Og, så er det problemet opstår.
Han drikker.

Han kører tit og ofte (til tider 3 gange om ugen) på en café på vej hjem fra arbejde der, hvor vi bor.
Her sætter han sig så til at drikke øl.
Han siger det handler om, at han har brug for at være sig selv, og tænke dagen igennem uden forstyrrelser.
Og derfor kører han op på cafeen.
Jeg synes jo bare, at problemet er, at han hver gang han er der, så skal der drikkes øl.
Når han endelig får taget sig sammen til at vende næsen hjemad, så er han for det meste altid halvberuset når han kommer hjem.
Klokken er gerne et sted mellem kl. 20 og 22 inden han kommer hjem.
Han ringer stort set aldrig hjem for at sige, at han ikke kommer direkte hjem.
Sikkert fordi, at han så godt ved at jeg vil blive frustreret i telefonen og be' ham om at komme hjem.
Jeg skal måske lige nævne, at vi har en søn sammen på 4 år.
Når kl. nærmer sig 18.30 og han endnu ikke er kommet hjem begynder jeg gerne at ringe på hans mobiltelefon.
Jeg vil vide hvor han er.
Der kunne jo være sket ham noget på motorvejen på vej hjem.
Selvom den tanke er jeg efterhånden ved at fralægge mig.
Min erfaring siger mig jo, at han sidder på cafeen og drikker.
Nåh, men telefonen bliver aldrig taget.
Den ringer enten ud eller også er der telefonsvarer på.
Pudsigt nok, når jeg så sender ham en sms, så går der normalt ikke så lang tid før han svarer mig tilbage.
Med undskyldninger om at Orange ikke virker som det skal.
Han har ingen indgående opkald på sin mobil.
DET ved jeg er løgn.
For jeg må indrømme at jeg har tjekket hans mobil en dag han kom hjem.
Og det fremgik tydeligt, at mit opkald var gået ind.
Problemet er bare, at han ikke orker at tale med mig.
Han ved jo godt at han forsømmer mig og hans søn.

Jeg har prøvet at forstå ham, sætte mig ind i hans sted.
Jeg kender alt til hans store ansvarsområde på jobbet (uundgåeligt, han taler ikke om andet), og jeg ved godt han ikke har det nemt.
Men, det er heller ikke nemt, når man også på sit arbejde har en temmelig arrogant attitude overfor sine medarbejdere.
Selv i sit privatliv er han temmelig arrogant.
Han er meget i den rolle at han er bedre, ved bedre, end alle andre.
Og der er heller ingen tvivl om, at han er dygtig til sit arbejde.
Jeg er bare træt af at føle, at jeg skal lyve overfor min søn.
Han spørger altid når vi cykler hjem fra børnehaven af "Er far kommet hjem?".
Og jeg kan kun svare, det tror jeg ikke.
Så kommer den igen derhjemme når vi har spist (alene), og været i bad og fået nattøj på.."kommer far snart hjem ?".
Og, hvad skal man så svare ... jeg ved han sidder på en cafe og drikker, men hver evige eneste gang ender jeg med at sige "far, er på arbejde han skal lige være færdig inden han kommer hjem".
Hmm, og har man så dårlig samvittighed overfor sin søn?!?!
JA!! det har man.

Alt det her drikkeri foregår 2-3 gange på cafeen om ugen.
Og dertil kommer så også, at han køber øl med hjem enten den samme dag som han har drukket på cafeen, eller også de dage, hvor han vælger at køre lige hjem.
Så har han altid lige en pose med fra tanken, med et par øl eller 3.
Fredag er gerne ulidelig.
For der plejer vi at spise god mad med rødvin.
Jeg køber sjældent øl med hjem, for det ved jeg at han selv gør.
Og, skulle han ha' glemt det, så kører han da bare op og henter nogle når vi har spist og drukket rødvinen.
Sidste fredag gik han omkuld i sengen kl.20.
Rigtig hyggeligt!!
Andre gange, så går han op for at høre musik i sine høretelefoner på vores pc' værelse, og gentagene gange er han faldet i søvn på kontorstolen med musikken bragene i ørerne.
Hvad skal jeg gøre?
Er det mig der gør noget forkert?
Er det mig der driver ham væk - væk for at drikke?
Hvorfor føler man hele tiden, at det må være een selv der er noget galt med?
Han forstår ikke det bånd jeg har med vores søn.
Vi er utroligt tætte.
Han elsker at sidde og nusse op ad mig, og søger mig konstant når han bliver træt.
Min kæreste bliver hurtigt sur og irriteret.
Han siger vores søn har følelserne siddende udenpå.
Og, at det er min skyld.
Jeg er for blød.
Jeg har gjort vores søn blød.
Men, hvordan ville I ha' det? ... min søn bliver forsømt af sin far.
Han kommer og går når det passer ham.
Og når han endelig er hjemme, så skal han bare tie stille til de voksne har talt færdigt.
Jeg VIL ikke nægte min søn den kærlighed jeg giver ham.
Det er den eneste han får.
Han får kun kærlighed fra sin far, når HAN er i humør til at give det.
Når han endelig føler at han har svigtet sin søn, iiih ja, så skal vi ud og fiske og spille fodbold osv.
Uden mor.
Den er han så god til at fyre af.
Indimellem har jeg lyst til at brække mig, for det er så falsk og påtaget som noget kan være.

Men, er min kæreste alkoholiker?
Jeg tror han er godt på vej til at blive det.
Efter fundet af en øldåse i hanskerummet, en ølflase bag en højtaler i stuen, så bliver jeg kun mere og mere overbevist.
Spørgsmålet er bare, hvordan får man ham selv til at indse, at den er gal ?!?!?
Og, hvor længe skal jeg og min søn finde os i det ?!?!?
Jeg kan ikke ta' nogen steder og komme sent hjem uden, at han sidder og drikker derhjemme når jeg kommer ind af døren.
Har han skullet sørge for mad (han laver aldrig mad) tll ham selv og sin søn, så har han altid liiiige købt en flaske rødvin med hjem.
Og så liiige et par øl (tit 6) til at skylle efter med bagefter.
Er det virkelig nødvendigt.
Kan det være rigtigt, at man synes det er iorden at drikke så meget når man er alene med sin søn.
Tænk nu hvis der skete noget alvorligt.
Han skal ihvertfald ikke ud og køre bil med MIN søn bag i bilen til skadestuen.
Det er da helt sikkert!
Ville han så bare ta' en taxa, hvad ville det ikke tænke på skadestuen.
De ville da melde ham.
Hvorfor tænker han ikke på den slags?
Er det fordi en alkoholiker bare ikke er i stand til at tænke så langt?
Fordi alting kun handler om dem selv.
Han er egoistisk nok i forvejen og bliver det endnu mere når han drikker.
Han har faktisk også gentagene gange været gået om aftenen ved 21-tiden.
Han siger han trænger til luft.
Han er bare sjældent tilbage igen før over midnat.
I en brandert så stor.
Kan godt huske den dag han skvattede i gangen, og måtte kravle ind i sofaen.
Ja, min konklusion er bare, at jeg holder det ikke ud meget længere.
Problemet er bare, at jeg ikke ønsker at dele min søn med ham, når jeg ikke kan stole på at han ikke drikker når han har ham.
Tanken om hvad der kan ske.
Han falder i søvn, og så kan min søn passe sig selv.
Aldrig i livet.
Han er 4 år.
Jeg mener, at uanset hvad, så må det som pårørende være tilladt på et tidspunkt at sige stop!
Hverken han, jeg eller min søn er tjent med at leve på denne måde.
Spørgsmålet er bare, hvordan griber man det an...?!?!

 


Tilbage