Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pia 3, 38 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har lige læst en pårørende fortælling som berørte mig dybt, for den minder lidt om min egen historie.
Forskellen er at min søn og jeg nu er kommet ud af et forhold med en alkoholiker.

Det startede i sommeren 1997.
Jeg var kommet ud af et langvarigt forhold og traf så denne mand ved en familiefest.
Han charmerede mig, men jeg kendte godt historien om ham - han havde drukket tæt siden han var 18.
Det betød at han havde mistet kørekortet to gange, hvilket var et problem, for i hans job skulle man køre.
Han er håndværker og skal køre firmabil.
Jeg er nok lidt af en Florence Nightingale og troede at jeg sikkert kunne være med til at få ham ud af det misbrug.
Det skal lige tilføjes at han havde fast job pga. en venlig mester som sørgede for at han kørte sammen med en kollega.

Vi flyttede sammen, men jeg kunne hurtigt fornemme at det misbrug ikke var så let at ændre.
Han var fuld når han kom hjem efter arbejde, sov mange timer til hver dag og i weekenden.
Han var fuld stort set hele tiden i weekenden.
Men jeg bevarede endnu håbet og han gik på Antabus en periode på ca. ½ år indtil der var en fest, hvor han mente at han skulle belønnes og stoppede med Antabussen.
Jeg blev så gravid og fødte en dreng i september 2000.
Han var fuld, da vores søn blev født og hver dag på hospitalet var han fuld.
Han forbedrede sig absolut ikke og det var næsten kun mig, som tog mig af vores søn.
Det gjorde jeg naturligvis med glæde men også med en vis uro, for jeg kunne godt fornemme hvor det bar hen ad.
Han fik sit kørekort igen, men skulle stadig have et par øl efter arbejde, godt nok hjemme, men det gør det jo ikke bedre når man har en lille søn, som ikke skal vokse op i den tro, at man kun kan drikke øl.
Weekenderne blev også stadig i stigende grad brugt til at sove, gå i kiosken og hente øl og det mønster fortsatte.
Jeg fik faktisk nok lige præcis den nat, hvor vores søn blev født og han ikke engang kunne holde sig ædru.
Da vores søn var godt to år gammel sagde jeg stop og han flyttede.

Han kan stadig den dag i dag ikke forstå, hvad han har gjort galt, men han kan åbenbart ikke finde ud af at leve et normalt familieliv, hvor man laver aktiviteter sammen og i det hele taget har det rart.
Han drikker stadig, men jeg har opgivet at hjælpe ham, for han vil ikke.
Han ser stadig vores søn og de har det hyggeligt sammen.
Men det skal lige tilføjes, at da han var flyttet fortalte jeg åbent i vuggestuen hvorfor han var flyttet, så fik jeg at vide at vores søn var blevet meget mere glad og fri.
Så vidste jeg at jeg havde truffet den rette beslutning.
Mit barn skulle ikke vokse op med en alkoholiker.

 


Tilbage