Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lillesøster, 25 år, Pårørende

Tilbage

Det er min far som drikker.
Min mor har også altid drukket, men hun er ikke alkoholiker.
Det har taget mig mange år at forstå, at druk ikke altid er lig med alkoholisme.
Min mor drikker hver dag, men hun drikker altid samme mængde og aldrig andet end øl.
Og hun bliver ikke som sådan fuld af det.

Min far drikker næsten hvad som helst, og han bliver sommetider bedugget af tre flasker vin, andre gange gør det ham skingrende beruset.
Han har drukket hele mit liv.
Han har nedgjort mig hele mit liv, eller rost mig til skyerne helt uden forbehold.
Han har skammet sig hele mit liv og ledt efter undskyldninger hele mit liv.

Det er snart 11 måneder siden jeg sidst så ham.
Jeg valgte at kappe forbindelsen til ham efter han havde været på Minnesotakur og var faldet i igen nogle gange.
Hans forsvar var for modbydeligt.
Han forsvarede sig på bekostning af mit liv, min fornuft og mit hjerte.
Da jeg kappede forbindelsen til ham røg jeg helt ned.
Fik en depression.
Kom på hospitalet.
Ville dø.
På en måde blev jeg det legemliggjorte billede på min fars tilstand i sin sjæl.
Jeg er fars pige...
Jeg var indlagt i tre en halv måned.
Troede aldrig at jeg skulle få det bedre.
Jeg var overrasket over pludselig at ønske jeg var død.
Overrasket over den enorme smerte og sorg jeg følte.
Så enorm.
Er nu udskrevet og har det meget bedre.
Jeg har det bedre, fordi jeg for første gang i mit liv virkelig har følt den smerte og det totale svigt alkoholismen har bragt mig.
Mens jeg stadig havde kontakt til min far, var hans tilstedeværlse i mit liv en så konstant stressfaktor, at jeg aldrig helt havde tid eller mod til at mærke mine sande følelser.
Men sandheden er, at det svigt jeg har oplevet, har været der lige fra jeg blev født, og det har påvirket hele den person jeg er i dag.
Hvad jeg ved, er en viden jeg har købt med mit hjerteblod.
Børn vil gøre hvad som helst for deres forældre.
Jeg har gjort de mest forfærdelige ting for at redde eller hjælpe min far.
Han har ingen venner.
Ingen kan lide ham. Kun min mor, som, trods deres skilsmisse, stadig er medafhængig, og står parat til at hjælpe ham næsten når som helst.
Jeg tror ikke jeg kommer til at møde min far igen.
Jeg er ked af det, for jeg elsker ham så højt.
Men herude i verden kan vi ikke mødes igen.
Det er han for syg til.
Uhelbredeligt og ubehjælpeligt syg.
Og selvom han blev appelsinfri, tror jeg ikke at jeg ville turde stole på ham.
Jeg tror ikke jeg ville tage chancen, for det er altid med livet som indsats at jeg har taget den slags chancer.
Men inde i mit hjerte møder jeg ham tit.
Derinde er han rask og vi kan stå overfor hinanden og smile til hinanden som ligeværdige mennesker.

En måde at vise min kærlighed til min far, er at kappe forbindelsen til ham.
På en måde er det respektløst at blive ved med at se ham og blive ved med at hade at han drikker.
Ved ikke at se ham, kan jeg respektere hans valg om at drikke, samtidig med at jeg respekterer mig selv og passer på min egen fremtid.
Jeg elsker dig far.
Det er det eneste jeg ikke fik skrevet til dig i det sidste, endelige brev jeg sendte.
Jeg ved du aldrig læser dette.
Men nu skriver jeg det alligevel.
Så står der da et eller andet sted i verden, at jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.

P.

 


Tilbage