Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Karin, 42 år, Afhængig

Tilbage

Min start på tilværelsen var ikke så ligetil.
Jeg blev nemlig født for tidligt og var derfor adskildt fra min mor og far i de første 5 uger af mit liv.
Derefter kom jeg hjem til et hjem med unge forældre, der gjorde det bedste de havde lært, men min far drak og bankede min mor og da jeg var 4 år og i mellemtiden blevet storesøster, blev min mor skilt fra min far.
Ingen tvivl i mit sind om at jeg allerede dengang havde bestemt, at mig skulle ingen kunne knægte og ingen skulle se hvor ondt det gjorde indeni.
Min skoletid var ganske ok, jeg var rap i replikken og var villig til at hjælpe alt og alle.
Den pæne pige indtil jeg fik smag for alkohol.
Det startede ganske uskyldigt til fester med vennerne og sådan var det faktisk i mange år.
Der var dog een ting der undrede mig og det var at jeg ALTID blev stangvissen og aldrig kunne finde ud af, at jeg havde fået nok.

Som 16 årig fandt jeg mig en kærste som jeg senere blev gift med. Vi flyttede ret hurtigt sammen og ret hurtigt blev det et problem at jeg drak.
Ikke at jeg drak til hverdag, men hver gang vi var til fest eller havde gæster endte det galt og jeg blev fuld.
Når jeg var fuld endte det også altid med, at jeg rendte med en eller anden fyr.
Ikke smart, men som jeg var dengang var det ikke noget problem at skyde skylden på manden, samfundet eller noget tredje for at bortforklare min eget ansvar for det der var sket.
Manden skred, forstå det hvem der kan, og i mit opblæste ego var der ingen tvivl om hvem der havde styr på tingene, det havde jeg.
Så var jeg pludselig alene, 25 år og med barn på 2 år.
Fed lejlighed, bil og tjek på tingene.
Det var bare lige som om, at det der med alkohol pludselig kom til at styre mig mere og mere.
Nu var det hver weekend og en gang imellem om aftenen, at jeg lige måtte have noget at slappe af på, have det morsomt med o.s.v.
Det var ikke altid lige sjovt og det jeg som oftes fik ud af mine byture var skyld, skam og selvlede.
Samtidig med mit drikkeri tog mere og mere fart, bibeholdt jeg min forestilling om at jeg var en stærk pige, der kunne hvad hun ville.
Jeg passede jo mit arbejde, passede mit barn og hjem og syntes at jeg levede et helt almindelig liv.
Da jeg var 30 år mødte jeg min nuværende mand, også i en brandert, og mit drikkeri stoppede for en stund.
Nu havde jeg jo min nye afhængighed (forelskelsen).

Da det blev hverdag og han ikke levede op til mine uudtalte forventninger, startede det hele forfra og det gik rigtigt hurtigt.
Det liv jeg bød mig selv og ham, var ikke værdigt for nogen af os.
Og ikke nok med det men der kom yderligere et barn til.
Jeg drak dog kun sporadisk under graviditeten og han har ikke taget skade.
Tak Gud.
For 2 år siden fik jeg så endelig nok af min destruktive adfærd.
Jeg kunne overhovedet ikke holde mig selv ud mere og min bund var bare nået.
Jeg ringede til et behandlingscenter og spurgte om de måske troede at jeg var alkoholiker.
Kom til en samtale og alle de spørgsmål jeg skulle svare på viste (hvad jeg selv godt inderste inde vidste), at jeg havde et alkoholproblem.
De 6 ugers behandling var ren lise for sjælen, alt hvad der var i mig af indestængte følelser fik ganske langsomt lov at komme ud.
Og jeg er i dag bare så glad for at jeg havde modet til at bede om hjælp og fik den.
Når jeg skriver her i dag er det for at fortælle om hvordan det var, hvordan det gik og hvordan jeg kom ud på den anden side.
Jeg går stadig i AA og jeg har fået mig en sponsor.
Jeg laver trinarbejde og gennem mit trinarbejde har jeg fået, ganske langsomt, et bedre og bedre liv.
Selv den værste dag i dag er ikke så slem som den bedste dag i mit aktive liv.
Med til historien høre også, at jeg takker min elskede mand, mine børn og min gud for mit nuværende liv.
Den eneste betingelse for at jeg kan fortsætte min udvikling er at jeg holder mig ædru.
Til slut et citat som er meget gavnlig for i mit liv:

Gud giv mig sindsro, til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan og Visdommen til at se forskellen.

 


Tilbage