Kom i gang med gratis alkoholbehandling

karina, 29 år, Pårørende

Tilbage

Hvor er det egentlig hårdt at læse alle disse livshistorier, for der dukker så forfærdeligt meget smertefuldt frem fra mit liv.
Jeg føler med alle jer andre der har sår på sjælen.

Jeg blev født ind i en familie hvor min far var "skjult" alkoholiker, med det mener jeg at det ikke kunne ses udefra.
Han er intellegent og havde arbejde,og vores hus var altid rent og pænt, men han skulle hver dag lige forbi de sædvanlige steder, hvor man kunne få en øl.
Han var sælger, så på den måde havde han frihed til at kunne drikke.
Han sørgede bare for at have stærke pastiller i bilen, så man ikke kunne lugte det.
Kan tydeligt huske de ture jeg var med på, sådan en arbejdsdag.
Jeg tror der mindst var 5 faste steder han kom og drak med andre:
I baglokalet af købmandsbutikker, på parkeringspladser og hos venner.
Da jeg var barn vidste jeg ikke at det var forkert, jeg troede at det var helt normalt at der blev drukket så meget hver dag.

Da jeg var ca 9-10 år begyndte min mor også at drikke, hun forsøgte at begå selvmord med min tilstedeværelse 2 gange.
Første gang havde hun tømt et pilleglas, hvor jeg så i bilen til sygehuset måtte sidde og nærmest slå hende for at holde hende i live.
da hun kom hjem igen, ja så snakkede vi ikke mere om det.
det var ikke deres behov, hvad så med mit behov?
min mor og fars alkohol forbrug blev mere og mere.
jeg skulle dagligt opleve pinlige sitiuationer derhjemme.
Interessen for mig lå et lille sted.
Jeg skulle bare opføre mig ordenligt og behandle andre mennesker godt.
Jeg blev opdraget med at andres behov kommer først.

Jeg blev teenager og begyndte at gå i byen.
Jeg drak selvfølgelig og kom ud i en masse sitiuationer jeg nu ved jeg kunne være foruden, hvis bare mine forældre havde været gode forbilleder.
Jeg var hverken voldelig eller lavede ulovligheder, men jeg var naiv og godtroende i forhold til fyre, så jeg småkyssede med et utal af drenge i teenage årene, i håb om at han, at lige ham, han ville passe på mig og elske mig, give mig tryghed.
Naivt JA, men jeg fik jo slet ikke opmærksomheden derhjemme.
Min mor valgte at have en affære med en af deres "venner" som jeg opdagede.
De stod op af min dør en aften, ved en af deres mange fester, rigtig hensynsfuldt.
Jeg brød sammen og valgte at ville fortælle det til min far, mens mor hørte på det.
Min far blev vred ... ja men på mig.
Jeg var den onde datter, der prøvede at ødelægge alt, og han troede ikke på mig.
Okey endnu engang var det mig der var forkert på den, mig ville man ikke lytte på.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18, og min mors kommentar var: fint så kan jeg blive skilt med far, jeg har ventet på at du flyttede.
Tak endnu engang, så skulle jeg også have skyldføelse over at de havde været sammen for min skyld.
De flyttede fra hinanden og jeg fik selvfølgelig at vide af min far, at det var min skyld at de var blevet skilt, ydermere lillejuleaften.

Alt var altid min skyld.
Alt, alt, alt.
Min mor og far levede de næste år det vilde liv, med mere druk og den "anden" ungdom.
De spillede bold med mig imellem dem.
Udspurgte om hinanden osv.
Jeg var jo opdraget til at opføre mig pænt og tilgodese andres behov før mine, så jeg kæmpede for at gøre dem begge tilfredse.
Min mor fik pillemisbrug oveni alkohollen, og blev til sidst indlagt 3 måneder på psykiatrisk afdeling.
Der løj hun overfor personalet, så hun ikke skulle fortælle de inderste ting om sig selv, så da hun kom ud, var hun slet ikke blevet hjulpet psykisk.

Min far og mor blev derefter gift igen, hvorfor forstår jeg ikke.
De havde et år hvor alkohol var på lavt blus, og så gik det for alvor ned af bakke for min far.
Han skulle have mindst 2 glas whisky, for at kunne tage på arbejde og så drak han ellers hele dagen, til han faldt i søvn om aftenen, ved 19 tiden.
Så kom den nat hvor min mor ringede mig op og sagde at min far havde fået blodstyrtning og hjertestop, men var genoplivet og lå på sygehuset.
Det var en hård tid.
Han kom hjem og så troede jeg han ville stoppe med at drikke.
Næh nej, han stoppede med at ryge i en måned og så var alt som det plejer at være.
Han drøner ind og ud af sygehuse til undersøgelser, har ikke arbejdet mere.
Hans lever er meget meget stor og han har fået ordre på at stoppe med alt alkohol.

Jeg har givet ham 3 børnebørn, ikke engang tanken om at dø fra dem snart, kan afskrække ham.
Han siger altid: jeg er sku ikke alkoholiker.
De er begge 2 store egoister, som har ødelagt en del af min sjæl, den gør ondt.
Hvorfor kunne de ikke bare for en gang skyld være mine forældre og ikke mine patienter, som skal læsse af på mig...


Tilbage