Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Anders eller Anden på Isen, 29 år, Afhængig

Tilbage

Jeg begyndte at drikke som 13-14 årig.
Jeg kan tydeligt huske min første druktur
Jeg havde stjålet 6 flasker hvidvin, og det blev min indgangsbillet til en fest hos en af de seje piger.
Jeg var ikke helt så populær som jeg gerne ville være og havde længe ønsket at komme med til en privat fest som denne.
Jeg kan huske jeg åbner flaske nr. 2 og noget med at drikke Dry Rom og en 47’er.
Lige pludselig turde jeg tale med de søde piger og de seje fyre, og jeg følte mig som en del af gruppen.
Det var hvad alkohol gjorde for mig den første gang og det skulle det gøre mange gange igen de næstet år.
Så kom straffen for at drikke, bræk, bræk og mere bræk.
Men det var en straf som ikke var hård at skulle betale for at få den følelse - at være en del af gruppen.
Næste weekenden skulle jeg være fuld igen
Jeg troede at 47´er øl smagte godt efter at havde drukket en den første aften, men der tog jeg fejl.
Jeg havde ellers købt 3, for det skulle være nok. havde jeg ladet mig fortælle, men jeg kunne simpelthen ikke få den første ned.
Faktisk var det et problem jeg havde de første år jeg drak.
Jeg hadede smagen af øl, vin og sprut.
Men vordende alkoholiker som jeg var fandt jeg en løsning på det, for jeg gik efter effekt ikke smag.
Jeg begyndte med Mikado (en slags frugtvin på 14,5 %) blandet op med juice, men gik hurtigt over til vodka som blev blandet med sodavand eller juice.

I 10. klasse røg jeg på efterskole, her lærte jeg 3 ting, at pjække, bolle og ryge hash --- hver dag.
Så da jeg begyndte på HF var det med hashen i hverdage og alkohol i weekenden.
Mit forhold til min mor og stedfar var blevet værre og værre, så da jeg var 18 flyttede jeg hjemmefra.
På dette tidspunkt er jeg begyndt for alvor at skide på alt og alle.
Jeg stjal og løj og var lige glad med stort set alle.
Jeg så min familie, når jeg blev nødt til det, ellers hang jeg ud med mine ”venner” og røg og drak.
Selv mine ”venner” snød og stjal jeg fra, hvis jeg kunne komme af sted med det.
Da jeg med nød og næppe blev færdig med HF var jeg 19 år og jeg havde et dagligt hashmisbrug, drak næsten hver weekend og havde på det tidspunkt også prøvet speed nogle gange.
Mest for at kunne drikke mere, når jeg skulle drikke igennem.
Jeg havde prøvet at styre mit hashmisbrug nogle gange, men vidste et eller andet sted, at jeg havde mistet kontrollen.
At tage speed vidste jeg godt var lidt langt ude, men at jeg ikke kunne styre mit alkoholforbrug var slet ikke noget jeg tænkte på.
Jeg skulle bare lidt væk fra ”vennerne” så ville jeg kunne ryge hash et par gange om måneden og drikke i weekenden.

Så jeg tog til Island, jeg havde været der meget, da min far flyttede derop med min bror, da jeg var 5 år.
På Island holdt jeg helt op med hash og speed (for en tid).
Jeg fik job ude på landet og lærte den ædle drik ”landa” at kende (hjemmebrandt).
Jeg arbejdede og boede med nogle unge mennesker som drak som jeg og vi røg hurtigt ind i weekend druk + en ugedag eller to.
Efter nogle måneder fandt jeg en fyr som røg hash og så begyndte jeg at ryge så meget som penge pungen tillod det -- mest hans penge pung.
Vi begyndte også at brygge, øl, vin og sprut.
Det smagte fælt, men det virkede.
Så mødte jeg en pige som for en tid gjorde jeg slappede lidt af (eller prøvede på det), men det forhold gik i stykker.
Da jeg var 21 år befandt jeg mig på Island på en landbrugsskole, hvor jeg var ved at tage en uddannelse, men jeg var ved at blive smidt ud pga. druk og løgn.
Jeg blev næsten altid mega stiv når jeg drak og jeg havde slet ingen kontrol over den mængde alkohol jeg drak, når jeg først var kommet godt i gang.

Foråret 1997 brugte jeg på at forsøge at lære at ”drikke som en mand”.
Jeg forsøgte at skifte alkohol type --- kun et vist antal glas, ikke stærkt, kun i weekenden, kun til fest osv. osv.
Men lige meget, hvad jeg prøvede blev jeg altid fuld og kunne ikke styre mig.
Jeg kørte fuld, kyssede de forkerte piger, svinede folk til, stjal og skabte mig åndssvag.
Men det som var det værste, var nok at jeg selv vidste at der var noget galt.
Mit selvværd var konstant lavt, også når jeg var fuld, det var som alkohol var holdt op med at gøre det som det plejede.
Jeg kunne ikke bruge det til at slukke ildebranden inden i mig.
Det som var med til at vække mig op, var et par fyre på skolen som jeg var i, de var aldrig fulde når vi var ude og more os, de var ædru og gik til noget som hed AA (Anonyme Alkoholikere).
Jeg begyndte at tale med dem om mit druk og de fortalte lidt om deres og jeg kunne se nogle klare lighedstegn.
Selvom jeg endnu var langt fra villig til at indrømme at jeg skulle blive nødt til at stoppe helt med at drikke.
Men i julen ’97 giver jeg op, jeg fortæller bl.a. min far alt om mit druk.
Han havde 2 måneder forinden været med til at køre min stedsøster i behandling, så han var temmelig godt inde i tingene.
Efter juleferien begynder jeg i januar 1998 at gå til AA møder og jeg har ikke drukket siden (heller ingen hash osv.).
Det er over 6 år siden nu og jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde for at prøve at forklare hvad AA har gjort for mig.
I AA mødte jeg folk som havde noget jeg gerne ville havde.
De havde sindsro og deres liv var fyldt af kærlighed.
Først måtte jeg overgive mig og sige ok, mine ideer og planer virker sku ikke så godt, måske skulle jeg prøve noget andet.
Så jeg prøvede at arbejde de 12 trin, som er AA’s program til helbredelse.
Det har gjort meget for mig, men først og fremmest så blev behovet for at drikke taget fra mig, lysten ligeså.
Det er en befrielse som ikke er til at forklare.
Siden jeg begyndte at drikke har jeg ikke tænkt på andet end alkohol, hvornår jeg kunne drikke næste gang og hvordan jeg skulle skaffe det osv. osv.
Denne besættelse har jeg ikke længere, den forsvandt hurtigt efter at jeg begyndte at gøre det som jeg blev forslået at gøre i AA.
Jeg kom i AA for at holde op med at drikke, men jeg har fået et liv som jeg ikke drømte om var muligt.
Jeg kan nu være den mand som jeg altid har ønsket mig at være, men aldrig helt kunne finde ud af at være.
Jeg kan godt lide mig selv for den jeg er.
Jeg opfører mig ordentligt overfor mine medmennesker.
AA var noget mærkeligt noget synes jeg i starten, men jeg blev ved at komme tilbage fordi jeg kunne mærke der var noget der virkede.
De talte om Gud eller en højere magt, noget jeg havde meget, meget svært ved at tolerere.
Jeg hadede kirken og alt hvad den stod for, men så blev jeg fortalt at jeg ikke behøvede at tro på Gud som kirken eller nogen anden fremstiller Ham.
At det eneste som var nødvendigt for at jeg kunne blive helbredt for alkoholisme, var at jeg var villig til at tro på magt større end mig selv.
Og at jeg selv kunne definere denne større magt.
Jeg har fuldt ud accepteret at jeg er alkoholiker, men jeg ved også at så længe jeg bliver ved med at gøre mit bedste til at leve efter AA’s program, så behøver jeg aldrig mere at drikke.
Og som en kæmpe bonus på det hele, så har jeg fået den glæde at hjælpe andre alkoholikere som rækker deres hånd ud for hjælp.
Jeg har set nedbrudte mænd (som jeg selv var) få et nyt liv ved at komme i AA og følge vort program.
Det er en oplevelse som er ubeskrivelig vidunderlig.
Med stor taknemmelighed.

Anden på Isen

 


Tilbage