Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Hans-Christian, 25 år, Pårørende

Tilbage

Min far har drukket lige så længe jeg kan huske.
Det tidligste minde går tilbage til da jeg var omkring 4-5 år gammel.
Jeg ved ikke om det er den rigtige betegnelse, men jeg vil kalde ham en problemdrikker: Når det hele tårnede sig op over ham, ægteskabelige problemer, børn, trummerum, økonomi, problemdrak han.
Han kunne gå i ugevis eller en måneds tid uden noget bemærkelsesværdigt indtag af alkohol for så helt uforudsigeligt og med ét at falde i.
Det gjorde mig meget bange og usikker i hverdagen.
For min fars drikkeri var ikke noget vi åbent talte om i familien, nærmest et tabu.

Med tiden tiltog forbruget dog og han nåede siden hen, flere gange, på sine længerevarende drukture tilstande af delirium: Angst for omverdenen, isolation og forvirring.
Min fars irritabilitet og aggressivitet kom altid op til overfladen når han drak, ja også voldelighed som så gik ud over min mor.
Jeg har set og hørt ham banke min mor flere gange, en enkelt gang med et brædt.
Det har været meget angstfyldte oplevelser og jeg har skammet mig over at min far slog min mor.
Herudover blev jeg ret tidligt en lille forældre overfor mine to mindre søskende, prøvede at berolige dem, når der var husspetakler derhjemme.
Jeg brugte kræfter på at have antennerne ude i mine forældres ægteskab og frygtede i det daglige næste gang min far ville vende fuld hjem.

Da hans drikkeri var et tabu i familien havde jeg nogle følelser som ikke kom til udtryk da der var brug for det.
Angst, bekymringer, tristhed, vrede, frygt for fremtiden.
Jeg gik meget alene og bar på de følelser og talte faktisk ikke med nogen om det.
Det gjorde mig meget ensom og jeg følte mig udenfor i skolen, da jeg opfattede mig selv som værende anerledes fra mine jævnaldrende kammerater.
Sidste år, da jeg var hjemme, eskalerede det og denne gang satte min mor et ultimatum: Ægteskab eller Minnesotakuren.
Siden sit ophold på Tjele Behandlingscenter, dec. 2003 har han været ædru.

Gennem læsning af forskningsresultater fra Det Ambulante Team er jeg nået frem til hvilke typiske konsekvenser det har for de pårørende at vokse op i et hjem med for meget alkohol.
Det kan selvfølgelig være en blanding mellem min opvækst og så at jeg som person er mere skrøbelig end andre, da jeg er havnet indenfor den sociale system: Jeg er i dag psykiatribruger, indtager både antipsykotisk medicin (fordi jeg har været meget angst for andre menneskers hensigter) og antidepressiv medicin (uden den ville jeg være nede i et meget sort hul, medicinen letter på noget af min tristhed) og går til psykologsamtaler.
Jeg har det svært i sociale situationer: Begynder at ryste, svede, spænder i maven og får hjertebanken.
Samtidig længes jeg efter nærhed fra et andet menneske, men jeg begynder at ryste eller spænde i kroppen og får angst, hvis andre kommer for tæt på.
På trods af at jeg er på antidepressiva føler jeg mig i perioder meget ked af det.

Jeg har tidligt i min opvækst lært at have facade, en maske, der dækker over et såret og sårbart indre.
Ingen jeg kender har trængt igennem den eller omvendt har jeg heller ikke turdet at tage masken af overfor andre, da jeg er bange for at skræmme andre væk, når de ser hvordan jeg har det i indeni.
Ovenstående problemer gør det svært for mig at gå i byen og møde nye venner, få en kæreste.
Så det savner jeg rigtig meget.
Heldigivis har jeg en håndfuld venner, som jeg ser fra tid til anden, så helt isoleret er jeg ikke længere.
Dem prøver jeg at holde fast i.
Det er først for nylig, at jeg er begyndt at tage kontakt de forskellige tilbud der findes som kan rette op på en skæv barndom: Psykolog, gruppeterapi m.m.

 


Tilbage