Kom i gang med gratis alkoholbehandling

A, 29 år, Pårørende

Tilbage

Hej alle.. og tak for jeres historier.
Det er rart at høre man ikke er den eneste, der har stået i en situation, hvor alkohol har været medvirkende til at styre ens liv.
Det har varmet og hjulpet meget at læse jeres beretninger og grundet det, har jeg derfor valgt at dele min egen.

Det hele startede for næsten 7 år siden, hvor jeg mødte min ekskæreste.
Han var bare så sød og dejlig og jeg var hurtigt forelsket til op over begge ører.
Han havde 2 børn, der på det tidspunkt vi mødtes var 7 og 10 år.
Alt var dejligt, jeg var lige startet på min uddannelse og min kæreste havde også et godt job.
Der gik ikke længe inden vi flyttede sammen i en større lejlighed, så hans børn kunne være der hver anden weekend.
Allerede dengang burde jeg have hørt alarmklokkerne ringe, men jeg var jo forelsket.
Vi gik en del i byen, og han en del på værtshus.
Der var meget fest og alkohol i vores liv på det tidspunkt, men det var jo bare sjovt!!
Min kæreste var afsted ca. halvdelen af tiden grundet sit job og i den tid rørte jeg faktisk ikke alkohol.
Jeg var godt klar over at han fik alkohol på sit job, men ikke hvor meget.
Når han så kom hjem fra job hyggede vi og festede en del.
Jeg blev færdig med min uddannelse og fik et drømmejob, hvor jeg fortsat kunne udvikle mig, så alt var fryd og gammen, troede jeg ...

Den tid der fulgte efter, blev en hård tid.
Børnenes mor var ude i en del problemer bl.a. med alkohol og vold.
Hun kunne ikke magte at holde sig fra alkohol i weekenderne, trods det at der var to børn.
Jeg kendte efterhånden børnene meget godt og vi nød hinandens selskab.
Min kæreste rejste fortsat en del og synes at det var dejligt, at jeg kom så godt ud af det med børnene, hvilket jo er forståeligt.
Efter moderens problemer for alvor startede, var børnene hos os/mig hver weekend, og der gik kun kort tid før den store flyttede ned til os.
Det var dejligt en tid, men lidt efter lidt begyndte problemerne.
Min kæreste havde svært ved at takle det, at skulle tage et ansvar.
Han gik på værtshus i længere tid af gangen.
Der skal dog hertil siges, at han næsten altid var hjemme, når jeg kom fra job.
Det han gjorde i den tid var det han synes var sjovt, nemlig at køre en tur med den store, lave lidt mad mv.
Ikke fordi jeg ikke satte pris på det, men var der det mindste optræk til problemer, var han den der var fløjet.
Dagligdags ting, såsom regninger mv. var ikke noget der bekymrede ham, det havde han jo mig til.
Problemet var bare, at vi havde fælles økonomi og jeg ikke havde en krone på lommen, når han var hjemme, hvilket for ham var en måde, at styre mig på.
Den store af børnene skulle jo ikke mangle noget, så der blev givet til højre og venstre.
Dette resulterede så i, at jeg holdt mig tilbage, for der skulle jo først og fremmest være til børnene ikke'.
Når han så tog afsted igen var der intet tilbage.
Jeg kunne mange gange stå med et minus på kontoen, et opkald fra et værtshus hvor han ikke havde betalt sin regning, og et forkælet barn, der synes det var død uretfærdig og at jeg var særdeles dum, fordi der ikke var råd til andet end det mest nødvendige.
Men man fortæller jo ikke barnet, at det er fordi pengene er brugt på værtshus, vel?

Sådan gik det i et stykke tid, hvor den mindste begyndte, at komme mere og mere hos os/mig.
Jeg hentede ham tit hos hans mor midt om natten, fordi hun var døddrukken eller var ved at få bank.
Der gik lidt tid, inden kommunen tog sig sammen til at gøre noget ved sagen, men til sidst blev han fjernet fra sin mor og kom ned og bo hos os/mig.
Det var ikke min ekskærestes største ønske, han havde faktisk sagt, at han helst var fri, men jeg pressede lidt på, kunne jo godt se at den mindste havde det skidt, og holdt jo efterhånden også meget af barnet.
Så var det at tingene gik rigtig galt, min ekskæreste blev oftere væk, gik på værtshus og havde kun øje for den store af børnene.
Mange skænderier var affødt af dette, og det blev jo heller ikke bedre, at jeg nu stod tilbage med to børn og ikke en krone på lommen, alt imens den ene regning efter den anden skreg på at blive betalt.
Ekskæresten havde ud over dette set sig sur på mit job, hvilket er et kanon job, som jeg elsker, men han mente jeg havde udviklet mig til en snob, fordi man er tvunget til at gå i pænt tøj.
Han blev længere og længere tid væk, drak meget også mens han kørte med børnene i bilen.
Jeg tror han havde svært ved at takle at jeg klarede mig godt.
Tiden der fulgte var total håbløs syntes jeg.
Arbejdede hver dag til kl. 16.00 og når jeg kom hjem var der arbejde tit til kl. 21.30.
kæresten faldt tit i søvn tidligt, men hvis han endelig var vågen var alt galt.
Hvis jeg gjorde det ene var det galt og hvis jeg gjorde det andet var det galt.
Han havde efterhånden fået mig til at tro jeg var rigtig dum og ikke duede til noget.
Adskillige gange har han sagt, at jeg var en elendig mor, men hvorfor skulle jeg så passe hans børn, der hellere ville være hos mig end deres mor, og hvorfor var kommunen tilfreds, og synes alt var i skønneste orden.
Ja, der var lidt problemer med den store, men ikke flere end det var overskueligt, hvis blot vi havde kunne snakke sammen om det, den mindste bandt sig meget til mig og det var svært at se den manglende opmærksomhed fra far.

Hverdagen gik med, at finde på undskyldninger for, hvorfor far var sur, hvorfor han var træt og så prøve at dække over at han drak.
Et eller andet sted tror jeg børnene vidste det, men jeg var meget god til at holde hånden over ham.
Prøvede altid at smile bravt, så de ikke kunne se hvordan jeg havde det.
Men var samtidig frustreret og deraf nok heller ikke så glad.
Han var altid efter mig, kunne faktisk efterhånden kontrollere mig 100%.
Når han var afsted tog jeg sjældent nogen steder, da der var jo ikke nogen der skulle sige, at jeg ikke passede børnene godt nok.
Samtidig havde han også en ide om at skulle ringe 4-5 gange om dagen for at krydsforhøre mig om hvor jeg var.
Jeg "vidste jo" at jeg var dum, grim, en dårlig papmor og meget mere.
Så jeg holdt mig fra de fleste mennesker, heriblandt mange venner.
De eneste der efterhånden var tilbage, var hans som jeg mødte på værtshus, når jeg lejlighedsvis var med.
Når han var afsted kunne jeg høre han tit havde drukket, når han ringede hjem, selvom han påstod det ikke var tilfældet.
Det eneste jeg havde tilbage jeg efterhånden var rigtig glad for var mit job, men det kunne jeg jo ikke snakke om, for så blev han sur, medmindre det var noget jeg havde lidt svært ved, for så skulle han nok støtte mig i at jeg nok var for dum og aldrig fik min drøm opfyldt om at avancere yderligere.
På et tidspunkt var jeg endda klar til at droppe mit job, for at få vores forhold tilbage på rette spor.
selvom det var noget jeg havde kæmpet for i lang tid.
Jeg gik i lang tid og var meget frustreret og gjorde alt hvad jeg kunne for at behage ham.
Troede det var mig der var noget galt med, for det sagde han jo HELE tiden.
Prøvede at holde mig hjemme, sørge for at det hjemlige var iorden.
Bestræbte mig på at behage også børnene, for at få ham til at indse at jeg nok stadig var værd at elske og en god papmor for hans børn.
Det eneste der kom ud af bestræbelserne var dog bare, at han flygtede mere og mere på værtshus og begyndte også at gå alene i byen i weekenderne.
Jeg blev altid hjemme, for børnene skulle jo ikke være alene.
De hvide løgne over for børnene blev flere og flere og tilværelsen blev efterhånden så belastende, at selvmord faktisk var i tankerne, for jeg duede jo ikke til noget.
Det eneste der holdt mig tilbage var hensynet til familien.

Så skete der det, at han en weekend ikke kom hjem fra byen før op af formiddagen.
Jeg vidste godt inderst inde, at der var noget galt, men børnene var jo hjemme, så jeg råbte lidt højt og lod det derefter passere.
Han havde jo været hos en kammerat til morgenfest ... ikke'.
Der gik dog kun en uge før det skete igen.
Og så var det slut.
Jeg kunne simpelthen ikke mere og pakkede derfor og tog ud til mine forældre.
Følte mig endnu dummere og endnu grimmere end før.
Han havde jo fundet en anden, som måtte være meget bedre end jeg.
Der gik 2 mdr., hvor den store flyttede op til sine bedsteforældre og den mindste var hos mig hver weekend.
Jeg havde en enorm skyldfølelse overfor børnene, derfor var jeg nok også glad for at være fungerende babysitter, så mor og far kunne drikke det de ville uden det gik ud over den mindste.
Efter 2 mdr. begyndte vi at snakke godt sammen igen, og han var meget sød og fortrød meget det han havde gjort.
Han havde forandret sig meget.
Lovede at tage Antabus og gik da også igang.
Han og det mindste barn flyttede ind hos mig i min nye lejlighed og alt var godt en tid.
Antabussen hjalp dog ikke og en dag opdagede jeg han sad der igen.
Han havde lovet at holde op med at drikke og sagt han elskede mig for højt til at miste mig.
Sådan gik det dog ikke.
Han var ikke helt holdt op med at komme på værtshus, men det var ikke så ofte mere.
I stedet kørte han i bilen lange ture hver dag, hvor han drak meget.
Jeg lukkede lidt øjnene for det, fordi det kunne jo have noget at gøre med at han havde mistet sit job.
Han skulle nok bare lige ovenpå igen.
Oveni kom der en anmeldelse fra kommunen, hvor han skulle møde op til samtale ang. hans børn, hvilket gjorde ham meget gal, da der jo ikke var "noget".
Han spurgte om jeg ikke godt ville med og det gjorde jeg så.
Da vi kom derned ville sagsbehandleren næsten ikke snakke med os, for nu var vi sammen igen og så var alt i sin fineste orden.

Så gik der lidt tid, hvor drikkeriet blev værre, han gad ikke rigtig søge arbejde - kunne ikke tage sig sammen.
det eneste han foretog sig var at køre i bilen og drikke.
Han havde tit øl med hjem og så fik vi en øl eller to inden aftensmaden.
ikke så meget fordi jeg havde lyst, men fordi jeg vidste der ville blive en farlig ballade, hvis jeg ikke gjorde det.
Så var jeg snobbet, dum og kedelig og resten af aftenen kunne sagtens gå med at han var sur.
Efterhånde var han også begyndt at skjule flasker eller fylde dem med vand.
Jeg prøvede at lukke øjnene for det der var ved at ske, og brugte et utal af undskyldninger når folk spurgte, hvordan det gik og om han havde fået job.
Han blev mere og mere hidsig og der var flere dage, hvor jeg måtte trøste den mindste, fordi han blev bange og ked af det, når hans far truede med at smadre det hele og flytte.
Den mindste har flere gange spurgt ... "Hvad har far nu lavet?", når der var uoverensstemmelser mellem os, men jeg svarede undvigende og undskyldene.
Ville jo ikke gøre ham ked af det.
Svarede at det hele var i orden igen, det skulle han ikke tænke på.
Han gik ofte tidligt i seng og gerne med ord som: "jeg gider ikke se på det lortefjernsyn mere".
Når jeg så kom i seng kort tid efter lå han og ventede på at jeg skulle komme i seng, så han kunne fortælle mig, at han synes jeg var for dum, ugidelig og ikke til at holde ud til at være sammen med.
Han havde behov for at se mig enten græde eller ihvertfald have det meget dårligt før han holdt op igen.
Hans dårlige samvittighed skulle læsses over på mig, så han kunne blive hans kvit!!
Det var ligesom om at han kun kunne have det godt, hvis han vidste at jeg havde det skidt og følte mig dum og grim.
De gode aftener var dem hvor han faldt i søvn på sofaen.
Jeg troede det var økonomi og job der gik ham på.
Jeg betalte regningerne der kom og gav ham penge, hvilket kun var en stakket frist, da han nemt kunne bruge rigtig mange penge.
Mange penge havde jeg ikke, men tømte mine slukne sparepenge, for at gøre ham glad.
Da pengene så var sluppet op og alkoholen påvirkede hans temperament mere og mere, gik det galt.
Jeg sagde fra en dag (hvor barnet heldigvis ikke var hjemme) hvilket resulterede i at han i hans frustrationer over at blive konfronteret, truede mig og rejste sig for at tage fat i mig.
Jeg skyndte mig at flygte og ringe til en ven der kom og hentede mig.

De næste dage var et mareridt.
Jeg bad ham om at flytte næste dag.
Jeg havde taget en veninde med, for jeg turde ikke være alene med ham, hvilket også skulle vise sig at være en god ide, da han både truede og smed med ting.
Hvis min veninde ikke havde været der er jeg sikker på at jeg havde fået nogle på hovedet.
Han havde drukket tæt dagen i forvejen og fortsat, da jeg var blevet hentet.
Det er ikke så længe siden nu og mange ting står stadig i erindringen.
Jeg har været nødt til at sige farvel til to børn jeg holder usigeligt meget af, for at slippe ud forholdet og det varer længe inden at jeg kan glemme skyldfølelsen over at have svigtet.
Dog ved jeg at jeg var nødt til at tage beslutningen, for jeg kunne se det også var hårdt ved børnene.
Det er ikke fair at sætte dem i sådan en situation.
De har heldigvis nogle dejlige bedsteforældre, der tager sig meget af dem og mon ikke kommunen også kigger på sagen igen.
Det håber jeg.

Det kommer til at tage lang tid inden jeg slipper af med følelsen af ikke at du' til noget, men har taget skridtet i den rigtige retning.
Jeg har ingen kontakt med min ekskæreste, hvilket jeg heller ikke ønsker, da han stadig får mig til at føle mig dum, grim og ikke god til noget som helst.
Han mener stadig, at jeg blot skal snakkes til fornuft, for han har jo ikke gjort noget!!!!
Han har fremsat flere trusler, så døren er altid låst når jeg er alene.
Jeg går stadig med frygten om at han en dag virkelig får held til at "fange" mig.
Jeg har overhovedet ingen kontakt til børnene, hvilket er det bedste, da han i vores korte pause tidligere brugte dem imod mig.
Det er den eneste måde jeg kan slippe fri af hans greb i mig.
Der går lang tid med, at komme ovenpå igen, men det kan kun gå den rigtige vej.
Jeg føler mange af de frustrationer og følelser som andre herinde og håber at min historie kan hjælpe dem som deres har hjulpet mig.

 


Tilbage