Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Britt´s livshistorie, 24 år, Pårørende

Tilbage

Når man er barn af en afkoholiker, oplever og gennemgår man ting og tanker som man burde være foruden.
Jeg har en far som drikker og har gjort det så lang tid, jeg kan huske tilbage.
Jeg er en person som analysere alt og alle.
Deres reaktioner, hvorfor de gør eller siger det de gør.
I den forbindelse har jeg naturligvis også forsøgt at analysere min fars grund til at drikke.
Kender ikke meget til hans familiebaggrund, andet end at den ene udnytter den anden mere end den anden.
Han er ud af en forholdvis kristen familie med 7 medlemmer.
Min mor og ham fandt hinanden i en ung alder og giftede sig.
Det gik godt for dem.
Min far havde et godt økonimisk betalt job og de byggede hus og fik deres børn, min ældre bror og mig selv.

Så gik firmaet konkurs og min far kunne ikke finde job.
Han gik efter min opfattelse helt i hundende.
Jeg kan huske at min mor og far sov hver for sig.
Jeg gav hans snorken grunden til det, og han havde sit eget værelse, hvor jeg tit kom ind for at snakke og være sammen med ham.
Når jeg tænker tilbage på det, så oplever jeg det som en hel anden verden.
Det var et utroligt mørkt rum, med en masse spændende ting, røg og grim lugt.
Min mor har altid spillet meget banko og gør det stadig den dag i dag.
Hun var ofte ikke hjemme, så min bror og jeg var alene med min far.
Så forholdet mellem mine forældre har og er stadig utrolig ringe.
I denne periode har jeg vel været omkring 5-8 år og fandt tit en masse ølflasker som jeg kørte ned med og købte slik for.
Jeg var flov, til alle mine fødselsdag kom min far ikke hjem så han kunne hygge sammen med mig og mine klassekamerater, nej han skulle arbejde.

Da han så blev fyret gik det helt galt mellem mine forældre.
I og med at indtægten ikke svarede til udgifterne, og terminerne ikke kunne betales, blev huset solgt og vi flyttede i et meget mindre hus.
Min mor var vant til at leve i sus og dus og fik alt af min far.
Det stoppede brat og det gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Mine forældre kunne ikke tale pænt til hinanden.
Der var konstante bebredelser og min bror og jeg gik ind på vores værelser og spillede musik, for så kunne vi ikke høre det.
Det var flovt at have venner med hjemme, især dem jeg ikke havde fortalt om min fars misbrug.
Klokken kunne være 20.30 på en lørdag aften og blev så flov, hvis mine venner spurgte mig hvor min far var henne.
Han har aldrig gået på værtshus, men været derhjemme og har drukket alt mellem himmel og jord - alt hvad der har kunne give ham en virkning.
Den følelse jeg bedst kan beskrive jeg havde er had.
Ønskede tit og ofte at han var død og kunne se på ham så snart jeg så ham, om han havde drukket.
Denne hadfølelse udtrykte jeg også overfor ham, og det blev han måske mere ked af.

Min far har aldrig været voldelig eller "for kærlig", men han bliver utrolig følsom, hvilket resulterede i, da jeg endelig forsøgte at snakke med ham om det, at vi begge sad og græd.
Så gik der måske en uge eller måske en mdr. uden han rørte nogen form for alkohol.
Jeg var stolt på hans vegne og vi snakkede og havde det godt sammen.
Men forholdet mellem ham og min mor blev bare ikke bedre.
Min mor er kold og lukker fuldstændig af.
Når man gør noget postivit for hende, vender hun det om og siger
"hvorfor har du ikke gjort det noget før", eller lign.
Forstår ikke hvordan man kan leve sammen og alligevel have hver deres liv.
Deres lyspunkt her i livet er når de rejser.
Nok ikke fordi min fars forbrug bliver mindre af den grund, men fordi de har noget fælles, kommer væk fra de daglige rutiner.
De har intet sexliv og taler ikke om det de føler.
Det er desværre stadig ikke slut med min fars afhænighed, men er så træt at af have håb og stole på ham.
Gentagende gange har han lovet mig det ene og det andet, men hver gang ikke opfyldt det.
I min familie siger vi ikke at vi elsker hinanden, nej det bliver vist via materielle ting.
Men det gør bare så ondt.
Har tit spurt mig selv om hvorfor han bliver ved med at drikke, når jeg gentagende gange har fortalt ham, hvor ondt det gør at se ham blive dårligere og dårligere af det.
Hvorfor kan han ikke holde op, når han ved hvor ondt det gør?

Men der er mere i det end det.
Har sagt til ham flere gange, at jeg godt vil gå med til noget AA, men det har han ikke behov for siger han.
Så stopper han i en periode, og derfter begynder igen ...
I mange år har jeg fungeret som mægler mellem mine forældre og de opfører sig som små børn når de først går igang.
Så er det mig som træder ind i den voksne rolle og hjælper til med at løse konflikten.
Og det har det været i en alt for tidlig alder.
Blev voksen på rekordtid, hvilket naturligvis ikke er sundt.
I mange år har jeg brugt sex for at få den kærlighed jeg har brug for.
Men det er det forkert grundlag jeg har basseret forholdet på.
Skal finde de typer som har behov for hjælp.
Det er letter at hlælpe andre end én selv.
Jeg har lige læst en bog som hedder "kvinder som elsker for meget" og den kan jeg kun anbefale.
Det har taget mig lang tid at læse den, men det er pga. at det rammer plet.
Hvis jeg ikke snart gør noget, vil jeg måske ende som æblet- som ikke falder langt fra stammen, selvom jeg forsøger alt for netop at undgå det.
Men det er svært pludselig at skulle hjælpe sig selv, når man hele livet har hjulpet andre og sat andres behov før mine egne. Når jeg kommer hjem til mine forældre, har jeg bare lyst til at råbe til dem, at jeg elsker dem, for det er der ingen tvivl om at jeg gør ... men det er bare så svært, at åbne mig op for dem på den måde.

Livet som jeg ser det, består af valg.
Der er nogle som er gode for andre, nogle som er gode for én selv og nogle som man ville ønske man havde gjort anderledes.
Vi som læser hvad hinanden har skevet på denne side har et til fælles; vi har alle oplevet ting i livet som har gjort ondt, men uanset hvad, tror jeg det er ekstremt vigtigt at slå fast, at det ikke er og kan være vores skyld af tingene har udviklet sig som de har.
Jeg tror man skal opnå en eller anden form for forståelse for de ting som er sket, acceptere at vi ikke kan rede hele verdenen - men træffe de valg som vi føler for og være egoistiske.

 

 


Tilbage