Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Beusen, 57 år, Afhængig

Tilbage

Jeg har levet som ædru alkoholiker siden august 1992.
Det vil jeg gerne fortælle lidt om:

Jeg "sprang ud " som ædru alkoholiker som sagt i aug. 1992, og skulle nu hjem til min kone og datter, for at begynde en ny tilværelse ... for det måtte det jo blive, da jeg ikke ønskede at drikke igen.
Jeg var i den heldige situation, at jeg ikke havde drukket mig fra "hus og hjem".
Jeg havde jo min dejlige kone og min dejlige datter og komme hjem til, og huset og mit arbejde.
Jeg har også en dejlig dreng, men han var fløjet "fra reden".
Min kone og jeg havde nogle alvorlige samtaler, men positive samtaler, der fik sat en del "på plads".
Så vi begge kunne se frem til en helt ny livsstil, med en "Søren" der var blevet "en anden".
Det blev en hel "ny livsstil", for nu begyndte jeg, at ville være medbestemmende om f.eks. hvad vi skulle købe - lave af ting og sager... så som rejser - uskiftning af bil - hårde hvidevarer m.m.
Alt det har udelukkende "gået " efter min kones ideer og meninger.
Kort sagt ... hun bestemte, hvad der skulle købes eller laves, for jeg havde jo mere travlt med at få noget at drikke, og lod så bare hende bestemme, så kunne jeg få fred til at drikke i ro og mag.
 Vi begyndte at leve som nygifte og det var en dejlig tid.
Min datter flyttede hjemmefra, så nu var vi helt alene, og det udnyttede vi skam også.
Da jeg drak, ville jeg helst ikke noget som helst ... byture - biograf - teater ... næ, jeg vil hellere være så nær mine "depoter" som muligt:
Men nu vil jeg en hel masse, så det blev til al det, som jeg ikke ville førhen.

Arbejdsmæssigt blev det en fiasko!!
Jeg kunne ikke affinde mig med at komme tilbage som assurandør, og i det miljø der følger med.
Der var alt for mange minder, om min tid da jeg drak og jeg var blevet en anden, som ikke skulle nyde nogen form for alkohol.
Det bevirkede at jeg blev væk fra de møder der skulle holdes for os assurandører, og dem var der en del af, men som alting endte med at vi gik til "bajerne" og nogle små "skarpe".
Enten på kontoret eller gik på værtshus.
Det endte da også med at min chef kom og spurgte: om jeg havde meldt mig ud af samfundet.
Jeg svarede ham, at jeg havde ikke gennemgået en behandling for alkohol, kun for at komme hjem for at begynde at drikke igen.
Det kunne han dog godt forstå.
Jeg var heller ikke mere den fremad brusende assurandør, som skulle lave "forretninger".
Jeg kunne ikke arbejde, som jeg gjorde førhen ... der manglede jo noget ... nemlig alkoholen, som holdte mig i gang.
Jeg måtte sige nej til de øl, eller anden form for alkohol, som jeg næsten altid blev budt på, når jeg var kundebesøg.
Det kostede en del "forretninger", og mit salg gik også den forkerte vej.

Så min kone og jeg blev enige om, at jeg skulle tage et sabbat-år, for at komme væk for miljøet, da jeg følte at det truede mit helbred og dermed også den ædruelighed jeg havde opnået.
Jeg ville så sige min stilling op, men min chef kom mig i forkøbet, da han ikke vil tage imod min opsigelse, men derimod fyre mig, da jeg økonomisk fik mere ud af det.
Det var jo et flot træk af ham.
Jeg skyldte firmaet penge for opholdet på behandlingsstedet for alkohol, men jeg fik en fratrædelsesgodtgørelse der lige var på det beløb jeg skyldte, så var jeg det problem kvit.
Jeg stoppede 1. jan. 1995.
Jeg må lige her indskyde, at vi skulle holde sølvbryllup d. 1. juni 1993.
Der var bare lige det "lille" problem, at jeg havde drukket alle de penge op, som vi havde sat ind på en bankbog på 25.000.- kr., som vi skulle holde sølvbryllup for, uden at min kone anede noget om det.
Vi lod jo den bare stå, og derfor kunne jeg tømme den efterhånden.
Hun fik det at vide inden jeg kom i behandling.
Men vi fik et "kanon flot" sølvbryllup, hvor der ikke manglede noget som helst.
Hvordan min kone kunne spare alle de penge sammen til at afholde sølvbrylluppet med, er den dag i dag mig en gåde.

Vi fik 4 gode år sammen ... de bedste i hele vores ægteskab.
Jeg havde på intet tidspunkt i de fire år, nogen form for drikketrang eller svært med at leve livet som ædru alkoholiker.
Vi levede livet som om hver dag var den sidste.
Og den dag kom også !!
Den 31. oktober 1996, lige efter at min kone var kommet på arbejde, blev jeg ringet op af min kones chef, som oplyste, at min kone havde fået et ildebefindende, og vil blive kørt på hospitalet.
Det viste sig at være en kraftig hjerneblødning, og hun skulle overflyttes til Rigshospitalet med det samme.
De vil så køre hende der ind, og børnene og jeg blev enige om, at vi lige kørte hjem og fik noget andet tøj på, inden vi kørte ind på Rigshospitalet.
Vi kunne ikke gøre andet, da min kone slet ikke var ved bevidsthed, og kunne overhovedet ikke komme i kontakt med hende.
Men ambulancen nåede aldrig Rigshospitalet på grund af at min kones tilstand blev værre.
Derfor valgte de at køre til Glostrup Hospital, da det var det nærmeste hospital.
De ringede så til mig, og oplyste at vi ikke skulle køre på Rigshospitalet, men til Glostrup Hospital.
Min datter og "svigersøn" og mig selv kørte så mod Glostrup Hospital, men på motorvejen blev jeg mere og mere utilpas, så det var med nød og næppe, at vi nåede hospitalet.
Da jeg tager i håndtaget på døren indtil hospitalet, bliver jeg meget dårlig og vil hen og sidde ned, og samtidig beder jeg min datter om, at hente noget som jeg kunne drikke.
Men så besvimer jeg og det næste jeg husker, er at jeg ligger i en hospitalsseng, med slanger her og der og et lille "fjernsyn" der sagde "bib bib" hele tiden.
Det viste sig, at jeg havde fået en blodprop i hjertet, og fik at vide at jeg var heldig at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
For var det sket ude på motorvejen, havde jeg nok ikke overlevet.
Her lå jeg så i stue-etagen, og min kone lå på 1. sal - totalt livløs.
Dagen efter, kom overlægen fra 1. sal ned og snakkede med mig m.h.t. min kones tilstand.
Han oplyste, at situationen havde forværret sig yderligere, og at det bedste ville være at slukke for respiratoren, så min kone kunne få fred, da al håb om hun nogensinde skulle blive menneske igen var totalt udelukket, men selvfølgelig var det mig der skulle tage beslutningen.
Den blev taget i samråd med mine 2 børn, og respiratoren blev slukket om aftenen, efter vi havde sagt farvel til hende.
Det var hårdt, men der var ingen anden løsning.
Jeg blev udskrevet fra hospitalet dagen før begravelsen skulle finde sted.
Så mine børn måtte stå for al det nødvendige vedr. begravelsen m.m.
Det gjorde de fantastisk flot.
Alt var bare perfekt tilrettelagt.
Den blodprop jeg fik, mente overlægen skyldtes de hændelser jeg var udsat for, den dag min kone blev syg.
Derfor var han bange, men i særdeleshed også jeg, at det psykiske pres og begravelse, måske kunne udløse endnu en blodprop.
Derfor fik jeg noget medicin bestående af 2 piller, hvoraf den ene var i "reserve", af overlægen, som jeg skulle tage en time før begravelsen, da jeg så ville kunne gennemfører den.
Dog ville jeg nok virke lidt "kold", da da medicinen ville "lamme" mine følelser.
Når jeg ser tilbage, må jeg tilstå, at han havde ret.

Nu stod jeg i en hel "anden verden", havde mistet min kone - havde ikke fået noget arbejde - og havde en villa - bil.
Hvordan skulle jeg kunne klare det ??
Vi havde ½ år før, lavet en Termins-forsikring, så jeg skulle ikke betale "husleje" i et år frem i tiden.
Men der er mange andre udgifter forbundet med eget hus m.m.
Det gav mig så meget uro i kroppen, at jeg havde de samme fornemmelser hele tiden, som da jeg fik blodproppen.
Så det skulle jeg have noget medicin i mod.
Jo - tak, jeg fik medicin, men sikken noget "stads" jeg fik, viste det sig senere hen.
Da boet var gjort op, og alle forsikringer - pensionsordning m.m. var blevet udbetalt, stod jeg lige pludselig med en økonomi, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om noget som helst i de næste år.
Jeg købte en computer, så jeg havde noget at tage mig til.
Så fandt jeg en AA-gruppe på nettet.
Det gav mig ro i kroppen, så jeg mente ikke jeg skulle tage flere af de piller jeg fik.
Så det stoppede jeg bare med.
Nu viste det sig bare, at det "stads" de havde givet mig, kunne jeg bare ikke stoppe med at tage.
Det tog et halvt år, at blive det "stads" kvit.
Jeg havde på intet tidspunkt planer om at tage et tilbagefald, da jeg jo ikke havde noget at "bekymre" mig om.
Eller havde jeg?
Jo, mig selv.
Jeg tænkte hele tiden på den blodprop jeg fik.
Så meget, at jeg ikke havde "tid" til at stoppe op, og tænke på det: at miste sin kone.
Jeg tog ikke imod den hjælp, der blev tilbudt mig m.h.t. sorgbehandling m.m. i forbindelse med, at jeg havde mistet min kone.

Jeg begyndte at lukke mig inde - ville ikke gå i byen og handle - eller gå til AA-møder - kunne ikke være sammen med mennesker - blev angst når jeg kørte bil - opførte mig i det hele taget mærkelig, så selv mine børn blev urolige.
Jeg fik det heldigvis bedre og bedre, og kunne nu begynde at uddanne mig inden for edb-branchen, og det gjorde jeg så.
Der gik nøjagtig 3 år, før det rigtigt gik op for mig, hvad der var sket.
Det ramte hårdt, så jeg fik "panikangst-anfald" - lukkede mig inde igen - havde ellers lige overstået et 7 mdr. kursus med bl.a. edb som speciale, og havde tilmeldt mig til endnu et 6 mdr. kursus, med regnskab på edb.
Jeg kom aldrig i gang med det kursus, da min læge sygemeldte mig med det samme, for jeg skulle i behandling for den "panik-angst" omgående.
Det var 1.dec. 1999 jeg blev sygemeldt.
Jeg kom i behandling - først prøvede lægen, men han kunne ikke hjælpe.
Så han sendte mig til behandling inden for det offentlige, da jeg så skulle prøve en "angst-gruppe".
Der gik jeg nogle måneder, kun med det resultat, at jeg blev dårligere.
Så blev jeg sendt til en psykiater - og så skete der noget!
Han var ikke længe om, at finde ud af årsagen.
Det var den manglende "sorgbehandling" han mente var årsagen.
Så vi begyndte at bearbejde den, og jeg kunne mærke på mig selv, at jeg fik det meget bedre.
Nu kunne jeg begynde at komme ud blandt menneske - gå til koncert - handle - gå en tur på strøget - og til AA- møder igen - og vigtigst af alt: blive mig selv igen!
Så jeg har sluppet "panik-angsten" - dog kan jeg godt få et mindre anfald, men jeg har fået lært at kunne takle det, så det ikke bliver voldsomt.
Der var mange i min omgangskreds, der var bange for at jeg tog et "tilbagefald".
Jeg havde jo nogle "undskyldninger" jeg kunne bruge, hvis jeg ville tage et tilbagefald.
Men jeg havde afgivet et løfte til min kone, da jeg sagde farvel til hende, at jeg aldrig vil " tage den første", og det løfte vil jeg holde, for det skylder jeg hende.

Status på mit liv som ædru alkoholiker: Det har været med op - og nedture i de godt 10 år som jeg pt. har været ædru.
Heldigvis har langt det meste af tiden været positive for mig, men det er nedturene, der hele tiden træder i forgrunden, hvis jeg begynder at tænke på mit liv - som ædru alkoholiker, men livet skal gå videre !!

Tak for mig

 


Tilbage