Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lykke, 32 år, Pårørende

Tilbage

Mit navn er Lykke, og jeg er et voksent barn af en alkoholiker.

Hele min barndom har været normal og lykkelig med en stor kærlig familie.
Da jeg blev 17 år ramlede min sorgfrie verden sammen ... min farmor døde efter kort tids sygdom, og 6 måneder efter døde min far af lungekræft.
Meget af den tid står som i en tåge, men på et eller andet tidspunkt, i det efterfølgende år begyndte min mor at drikke og spise nervepiller.
Min mor er af den type der ikke kan udtrykke sine følelser, hvad enten det handler om angst, sorg, vrede, eller kærlighed.
Hun kommer fra den generation hvor man ikke taler om tingene, men bare holder masken udadtil som den korekte og pæne familie.
Når hun så drak, kom alle disse følelser op i hende, især bitterhed og vrede, og den eneste hun kunne rette dem imod, var mig.
Jeg så hende som to personer, den blide, dejlige ædru mor og den ondskabsfulde, løgnagtige fulde mor ... Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Jeg har aldrig prøvet at skjule at min mor havde et problem med alkohol.
Jeg talte med mine venner og min kæreste om det, specielt når hun var fuld og jeg var ked af det, dog altid med den ensomme følelse af at de ikke rigtig forstod det.
Jeg kan huske at jeg flere gange har prøvede at få hjælp bla. hos min voksne storebror(der var flyttet hjemmefra mange år tidligere), fra min mors venner og fra hendes læge, og ingen gjorde noget for at støtte eller hjælpe mig,(hvilket jeg idag som voksen kan undre mig meget over).
Alene med kampen, prøvede jeg alt for at få hende til at holde op med at drikke, jeg græd, flippede ud i vrede, og tiggede og bad, uden at det hjalp.
Jeg kunne finde på at konfrontere hende, når hun var fuld, og altid endte det med vrede udbrud og benægtelse fra hendes side, og fortvivelse og desparation fra min.
De dage hvor hun ikke drak, havde vi det godt, jeg nød freden og normaliteten, og turde ikke tage hul på problemerne og derved ødelægge den gode stemning, jeg tror, at jeg på de gode dage nærmest holdt vejret i håb om at nu ville det stoppe.

Efter mange år i det helvede, fik jeg et råd af en god veninde om, enten at tage mit liv i mine egne hænder og flytte, eller blive boende og gå ned med min mor.
Jeg blev, til at starte med, meget vred og såret over den udtalelse, for tanken om at efterlade min mor, fyldte mig med angst for hvad der kunne ske med hende, hvis jeg ikke var der.
Det tog mig lang tid at fordøje, men til sidst indså jeg at, hvis jeg ville have et normalt liv, måtte jeg væk.

Det tog mig 10 år at løsrive mig.
Idag er det 5 år siden jeg flyttede for mig selv, og jeg har et dejlig normalt liv.
Min mor drikker stadig, forskellen er bare, at jeg ikke længere behøver være direkte vidne til det, jeg kan gå min vej, og gør det, når hun til tider ikke kan holde sig ædru ved vores besøg.
Smerten over at se hendes forfald er der stadig indimellem, men jeg er kommet frem til, at man ikke kan hjælpe folk, der ikke ønsker at blive hjulpet ... og det må jeg leve med.

Mange kærlige hilsner Lykke

 


Tilbage