Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Junior, 26 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har i lang tid tænkt på at skrive her, men har ikke haft modet til det.
Når jeg læser alle jer andres fortællinger føler jeg straks smerten og med det samme mærker jeg tårerne i mine øjne.
Bare at skrive det her for mig til græde!

Hele mit liv har jeg skulle være vidne til min fars misbrug, et misbrug der hele tiden bryder mig ned og ødelægger mig indenvendigt.
Jeg har altid stået min far utroligt meget nær og det har skabt endnu mere smerte inde i mig.
Mine forældrer boede sammen igennem hele min barndom og min mor kæmpede en vandvittig kamp for at få problemet løst, men uden resultat.
Først da jeg endelig flyttede hjemmefra, efter at jeg havde taget handelseksamen, gik de fra hinanden.

De sidste år var et levende helvede.
Selvmord var en daglig tanke, mens jeg kæmpede med at klare mig i skolen, venner, eksamen osv.
Kun takket være et venskab formåede jeg at holde mig selv levende, selvom jeg konstant havde en kniv liggende på mit værelse.
Men tanken om at min familie skulle finde mig død, det ville selv overgå den egoisme der var forbundet til min fars misbrug følte jeg, og lad derfor min kærlighed til familien sejre.
Det sidste år så jeg næsten ikke min far, selvom vi boede i samme hus.
Min mor havde henvist ham til 1. salen og der levede for sig selv i et massivt misbrug.
Året gik og jeg blev færdig med handelsskolen, vi skulle have vores eksamensbeviser ved et stort arrangement og selvfølgelig kom min far fuld til den store dag.
Typisk, alle store dage i mit liv, 18 år, 21 år, da jeg skulle holde svendegilde var min far fuld, dage der betød noget stort for mig, skulle trækkes ned af hans misbrug.
Men efter handelsskolen flyttede jeg til København, hvor det meste af min familie i forvejen boede, så det var en mulighed for at begynde på noget nyt.
Men da mine forældre samtidig gik fra hinanden, stod min far uden et sted at bo, så han valgte ligeledes at flytte ind til Kbh., mens min mor blev boende i Næstved.

Problemet flyttede med mig.
Før var det ikke mig der skulle kæmpe de store kampe, det var min mor og storebror, for jeg forsvarede som regel min far når skænderierne var der.
Han "lovede" bedre og nye tider, for nu var det jo et kapitel i hans liv, at han også skulle ind til Kbh. ja, ja, man vil jo altid tro det bedste i et menneske, men tilfældet var anderledes.
Nu fik jeg min mors rolle, det blev mig der kom til at kæmpe kampen imod hans misbrug, men som min mor, uden resultat og stadig uden resultat.
Hele tiden skulle jeg konfronteres med hans problem, netop som jeg prøvede at bygge et nyt liv op, han ville eller kunne bare ikke stoppe det.
Undskyldninger, løgne og hans evne til at give MIG dårlig samvittighed når jeg konfronterede ham med, at nu havde han drukket igen, ødelægger mig i større dimensioner end han nok egentligt selv er klar over.
I 26 lange år har jeg kæmpet imod hans alkoholmisbrug og har ikke været i stand til at vælge ham fra i mit liv!
Ikke nok med at han slår sig selv ihjel med alkoholen, så slår han mig hele tiden ihjel, stykke for stykke.
Den samvittighed han har givet mig, er den samme der holder mig fra at sige endegyldigt farvel til ham.
Han er det rareste menneske i verden og min allerbedste ven til trods for hans misbrug, vores bånd imellem os er utroligt stærkt, men jo ældre jeg bliver, jo svagere bliver det bånd, jo mere trist bliver jeg selv.
Jeg har brug for at have en far i mit liv, jeg har brug for ham, men han lader gang på gang alkoholen vinde over hans og min families liv.
Og jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst er jeg blevet omkring de skader han har forvoldt mig.

Jeg tør ikke have et forhold til pige, fordi jeg frygter at jeg har de samme tendenser, som han har.
Min samvittighed byder mig imod, at lade et andet menneske gå det samme igennem som min mor gjorde.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, men det hæmmer mig i min verden.
Jeg er 26 år og søn af en alkoholiker.
Jeg hader det!
Det er som at være vidne til et langsomt selvmord, uden at kunne gøre noget.
Tænk at man skal leve med en sådan smerte i hele ens liv.
Fra min egen far!
Sørgeligt ...

 

 


Tilbage