Kom i gang med gratis alkoholbehandling

En datters erindring, 27 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har fundet min vej til Hope via medierne.
Da jeg besøgte siden første gang for nogle måneder siden, var jeg desperat efter konkrete svar, som man selvfølgelig ikke kan få sådan uden videre.
De findes jo i én selv - hvis de findes!

Jeg mistede min far i en alder af næsten syv år.
Jeg husker ham ikke så godt, men kan genkende den ro og tryghed, der beskrives mellem linierne, når jeg taler med min familie om ham.
Opvæksten, mens han levede, var fantastisk - ja, vi var egentlig en "kerne-familie" med faste rutiner, tre børn, en mor og en far, lørdagshygge m.m.
Men denne "kerne-familie" blev lige så stille og rolig til en lang kamp mod min mors alkoholmisbrug.
Det startede med øl.
Der skulle altid købes seks Faxe fad.
Men, med tiden var det ikke nok.
Så blev det rødvin.
En hel flaske eller en brik om dagen ... hvis det altså kunne gøre det.
Somme tider skulle der være en ekstra flaske eller brik i huset, blot så den lige kunne åbnes til et enkelt glas, inden hun vaklede i seng.
For så havde hun den jo til dagen efter.
Hun gjorde alt for at dække over sit eget problem; Gemte flasken i et skab, prøvede at snige sig ud via kælderen, for at nå til tanken inden kl 22, hvor den lukkede.
Prøvede at bruge os unger som undskyldning for at køre til tanken.
Og man skulle endelig ikke prøve at stå i vejen, når der skulle hentes vin.

Hvad gjorde det ved mig?
Jeg var altid på listefødder som barn.
Forsøgte altid at glatte ud og sørge for ro og orden, også når det betød, at jeg skulle lytte til hende det meste af natten.
Også selv om det betød, at jeg måtte lade hende sidde på toilettet, hvor hun var faldet i søvn.
ALT for at undgå yderligere ballade, eller at musikken spillede højt hele natten, eller at hun truede med selvmord osv.
Hun var altid enormt bitter, når hun havde fået vin i blodet, så der var altid ballade i forbindelse med hendes drikkeri.
Det var som om, at vin var hendes middel til at få luft for bitterhed og frustrationer, hvilket jo gik ud over os.
Mange gange har man oplevet skuffelser, der har fået maven til at snøre sig sammen og givet én lysten til at bryde sammen.
Og den skyldfølelse, hun kunne pådrage én!
Der var altid en undskyldning for at købe vin og så give os andre skylden for, at hun havde været nødt til at købe den.
Jeg blev tit fyldt med vrede og tænkte, at nu skulle jeg fortælle hende en sandhed eller to, når hun blev ædru næste dag.
Men, når hun så ringede hjem fra arbejde og var ædru og lød som den mor, man savnede i går, så kunne jeg ikke få vreden ud.
Og det ville evt. også ødelægge freden i huset senere ...
Så var det nemmere at tige stille og finde sig i hvad som helst.

Jeg var ikke flov over at have venner med hjem.
Men min bror havde aldrig eller sjældent kammerater hjemme, og min søster forlod altid den synkende skude og flyttede for øvrigt tidligt hjemmefra.
Alt i alt en opvækst, med en konstant usikkerhed og væren på vagt overfor hendes bitterhed.
Når jeg havde været ude hos venner eller veninder, gik jeg aldrig direkte ind.
Jeg tog den sædvanlige runde omkring huset for at finde ud af, hvor slemt det ville være at lukke sig ind i huset.
Var der fred?
Hvor var der lys?
Var der høj musik?
For så var det bare om at trække tiden ved legehuset i baghaven...

I dag drikker hun stadig.
Hun mener ikke det er et alkoholmisbrug, men blot en dårlig vane.
Jeg har for nylig "taget hende" i at lyve omkring sit drikkeri.
Men af en eller anden grund bevarer jeg stadig et håb om, at hun kan nå til en erkendelse af sit problem og komme oven på og få et bedre liv.
Tanken om at skulle afskære hende og bryde al kontakt til hende skræmmer mig, og det skræmmer mig endnu mere at læse her på hjemmesiden, at det er, hvad mange har gjort.
Jeg ved godt, at der ikke er ens løsninger, men det virker skræmmende alligevel.
Jeg har besluttet, at være der for min mor og hjælpe hende, så langt det er muligt.
Hvis vi alle brød kontakten til hende, ville hun inden længe gøre alvor af sine selvmordstrusler.
Det ville jeg ikke kunne leve med.
Jeg kan i dag mærke, at jeg til tider savner at tale med andre i samme båd.
At vide, at man ikke er helt galt på den, når man reagerer på en bestemt måde.
At vide, at det er okay, at man kan hade én man elsker.
Jeg vil råde andre til at få talt med andre om det.
Man kan IKKE bærer det alene.
Korthuset vælter før eller siden, så man kan lige så godt åbne op.
Det kan være alverdens svært, men det vil skabe en meget bredere forståelse og tolerence fra ens omgivelser.
Og det er det værd, hvis man ikke vil behandles som en særling ...

 


Tilbage