Kom i gang med gratis alkoholbehandling

M2, 26 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er en velfungerende und mand, igang med en god uddannelse og med en dejlig kæreste, lejlighed mv.
Med andre ord er alle de ydre rammer virkelig gode.

En dag var det bare ikke godt nok længere.
Jeg begyndte at blive smådeprimeret og det blev langsomt værre.
Man kan ikke bruge gode ydre rammer til noget, når man har det elendigt inden i.
Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at alt var godt og der ikke var noget at være ked af.
Alt var jo godt på overfladen.
Mine forældre blev skilt da jeg var 15, pga. min fars næsten livslange misbrug.
Min søster var da 12 år og var utrolig ked af det.
Jeg var jo den store dreng og synes at alt var fint, så jeg var selvfølgelig ikke ked af noget.
Efter vores forældre flyttede fra hinanden var min mor aldrig hjemme og jeg trøstede min søster ofte.
Min mor kom sent hjem og græd så ud ved min skulder, da hun også var ked af det hele.
Jeg synes det var fint, for det kunne jeg da sagtens klare.
For at klare tingene med min alkoholiske far droppede jeg alt kontakten til ham.
Så slap jeg jo for at tænke på det.
Min søster talte ofte med ham og var ked af det altid, så det overbeviste mig om at jeg gjorde det rigtige.
Alt gik på må og få indtil for et par måneder siden.

Min farfar, som siden mine forældre blev skilt, havde haft faderrollen overfor mig, døde alt for ung af kræft.
Et par uger efter var der sølvbryllup i familien og min far blev selvfølgelig fuld og var slet ikke klar over hvor han var henne i verden.
Han rejste sig fra bordet og gik hen imod mig.
Jeg var som forstenet.
Håbede bare at han ikke henvendte sig til mig og kunne se at min søster følte det samme.
Vores kusine tog ham under armen og fulgte ham uden for.
Da knækkede noget inden i mig og alt hvad det før havde været pakket væk kom op til overfladen.
Mine forældres skænderier, deres slagsmål, min far der lå og sov på sofaen hver dag når man kom hjem fra skole og ens mor der sagde at han nok bare var træt.
De gange man mødte ham på gågaden sammen med sine venner og han stod og råbte efter en.
Hvordan han undlod at dukke op eller ringe på fødselsdage eller da jeg blev student.
Hvordan ens forældre altid bagtalte hinanden virkelig hadsk.
Og hvordan ens familie aldrig har kunnet tale om noget som helst, da alt jo skulle være ok.

Nu trænger eksamenstiden sig på og jeg ligger i min seng hele dagen og græder.
Min kæreste kan snart ikke holde til mere.
Jeg har ikke overskud til at vise hende noget som helst kærlighed og det kan hun selvfølgelig ikke leve med i længden.
Det er frygteligt, at det er så destruktivt.
Jeg ødelægger mig selv, min uddannelse og mit forhold.
Med andre ord er det ikke bare en periode hvor man er ked af det, men en forværring af hele ens liv.
Min søster har været til psykolog med tingene og vil nu prøve at hjælpe mig.
Håber det virker!!

 


Tilbage