Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Vibeke 2, 25 år, Pårørende

Tilbage

At skulle skrive min livshistorie om min "deltidsalkoholiker" mor får en knude frem i min mave og en klump i halsen.
Hvor skal jeg snart starte.
Jeg har levet et liv med utrolig mange gode oplevelser, men også mange af de dårlige.
Min mor har skuffet mig gang på gang hele mit liv.
Hun er det man vel kalder "deltidsalkoholiker".
Hun fører et helt normalt liv mandag til fredag, og er den dejlige mor som jeg elsker så højt.
Men fredag aften går det løs, og hun bliver den anden mor som jeg hader og afskyr.
Hun er Dr. Jekyll og Hyde.
Hun vender på et kort sekund.
Nogle gange fornemmer man det inden det går løs, og så er det med at forsvinde hvis man kan.
Andre gange når man ikke at forsvinde, og så ville man bare ønske at man kunne krybe i et sort hul og glemme alt om sin mor for en stund.
Bare benægte det og forsvinde i sin egen verden.
Men sådan er det ikke.
Det er virkelighed.
Hun er der og jeg kan høre hende råbe, skrige og skabe sig.
Når hun er fuld bliver hun utrolig bitter, har ondt af sig selv og hele verden er simpelthen imod hende!
Vi har alle rottet os sammen mod hende, og ingen har det værre end hun har.
At en mor kan tænke sådan og opføre sig sådan overfor sine egne børn.
Det gør så ondt i mit hjerte.
Når jeg så råber tilbage til hende at jeg da elsker hende og vil hjælpe hende, så er det som om hun ikke hører mig.
Hun er i sin egen lille osteklokke, hun hører kun sin egen jamren og klynken.
Hvor er det til at brække sig over.

Jeg forstår ikke hvordan man kan være så utaknemmelig overfor livet.
Livet bringer så meget godt for dem som vil tro på det og se det positive i det.
Det er så let at have ondt af sig selv og give alle andre skylden for sin egen svaghed og fejltrin.
En mor bør vise sine børn kærlighed, ikke bebrejde dem og misunde dem.
Jeg ved min mor misunder mig, min bror og min far.
Vi har et utrolig godt forhold til hinanden, og hun er så misundelig på det bånd vi har til min far.
Men hun kan ikke se og vil ikke forstå at det er hendes egen skyld.
Hun skubber os hele tiden væk.
Jeg kan ikke nå ind til hende og har aldrig kunnet det.
Jeg har forsøgt mange gange, har prøvet at trøste hende når hun var ked af det, men hun skubbede sit barn væk og sagde jeg skulle gå min vej ... forsvinde.
Og det gjorde jeg.
Men alligevel er jeg der stadig for hende, det vil jeg nok altid være.
Måske en dag hun lukker mig ind.
Jeg har stadig håbet om at hun en dag holder op med at drikke.
Jeg håber stadig på at der kommer en dag uden vin gemt i skab, i natbordet og andre steder.
I dag bor jeg ikke hjemme, og kan bare køre min vej.
Det er en stor befrielse, men det gør også ondt bare at køre.
Jeg ved at når jeg er ude af døren, så går det ud over min far.
Han har altid forsøgt at beskytte mig og givet mig kærlighed.
Derfor ville jeg også så gerne kunne beskytte ham.
Men jeg magter hende ikke.

Jeg ved også at det ikke er mit ansvar.
Det skærer i mit hjerte når de mennesker jeg holder af er ulykkelige.
Men jeg gider ikke selv være ulykkelig mere.
Alt for mange gange har jeg grædt mig selv i søvn som barn, når hun var fuld.
Kunne høre når hun kastede med ting.
Lå med puden op om ørerne for ikke at høre det.
Nogle gange råbte hun hjerteskingrende på mig eller min bror at vi skulle komme ud til hende.
Jeg hørte ikke noget, ville ikke høre.
En juleaften var hun blevet så fuld og gået helt kold.
Husker at jeg ruskede i hende og var bange for at hun var død.
Så hende ind i mellem ligge under køkkenbordet, så fuld at hun var faldet af stolen.

Der var også selvmordstruslerne.
En nytårsaften kom jeg hjem efter midnat, der sad hun fuld i køkkenet igen.
Jeg gik i seng og hørte min mor gå i byen.
Næste dag fandt vi hende væltet om lige inden for døren.
Nogle af mine veninder havde set hende i byen.
Aldrig har jeg været så flov.
Jeg skammede mig over min mor.
Jeg er utrolig følsom og nok det man kalder en tryghedsnarkoman, så jeg kan ikke give slip på min mor.
Jeg vil altid være der for hende selvom hun gang på gang skuffer mig.
Min familie betyder utrolig meget for mig, og drømmen kernefamilien lever stadig i mig.
Nogle vil nok kalde mig naiv og dum.
Jeg er nok lidt religiøs.
Jeg tror på gud og begreberne: tro, håb og kærlighed er ikke bare ord for mig.
Jeg TROR, Jeg HÅBER og jeg ELSKER.
Kærligheden fylder meget i mit liv.

Jeg forsøger at vende mine dårlige oplevelser til noget jeg kan bruge.
Jeg ved i hvertfald hvordan jeg skal være som mor.
Mine børn skal have kærligt og et trygt hjem.
De skal ikke svigtes.
De skal føle tillid.
Jeg har ondt af min mor fordi hun ikke magter at se de positive ting i livet.
Selvom jeg ind i mellem også kan være ked af det, træt og ulykkelig, så forsøger jeg altid at se positivt på det.
Det har min far lært mig, og det takker jeg ham for.
Verden er alt for fyldt af bitre mennesker.
Hvorfor ikke glæde sig over livet.
Jeg har aldrig forstået hvad man får ud af at bruge hele livet på at jamre og have ondt af sig selv, fordi naboen har det lidt bedre.
Man skaber selv sit liv.
Man træffer selv sine beslutninger og må leve med de konsekvenser der kommer.
Selvom det gør ondt i mit hjerte og jeg gang på gang føler at min mor stikker en kniv i mit hjerte, så skal det ikke ødelægge mit liv.
Hun er den ene person, som kan få mig ned med nakken et kort øjeblik.
Men så er der også alle de andre mennesker som giver mig så meget kærlighed ... min far, min bror, min dejlige kæreste og mine venner.
Jeg vælger at tro og håbe.
Jeg vælger aldrig at blive som min mor.
Jeg vælger at tilgive gang på gang.
Jeg vælger at elske.
Jeg vælger livet!

 


Tilbage