Kom i gang med gratis alkoholbehandling

En søn, 32 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er 32 – min mor er alkoholiker og min far er efter min bedste overbevisning medafhængig.

Jeg har besluttet at skrive min historie her af flere grunde.
Dels fordi det er endnu et brud med den 'no-talk' regel der altid har været i min familie, og dels fordi jeg synes at det er vigtigt for alle pårørende at vide, at de bestemt ikke er alene, selv om det tit føles sådan.
Jeg husker egentlig ikke ret meget af min barndom.
Selvom den bestemt hverken var sorgløs eller problemfri, så husker jeg egentlig mig selv som en ret glad dreng, omend jeg levede meget i min egen verden.
Det med at leve i min egen verden, skulle vise sig at blive noget som jeg kom til at kende meget godt til.
På det tidspunkt fungerede min familie stadig, og jeg var uforberedt på det der ventede mig.
Men efterhånden begyndte problemerne at dukke op.
Bunden gik ud af økonomien - huset røg på tvangsauktion.
Inden længe var vi flyttet fra parcelhuskvarteret, og levede en mere omskiftelig tilværelse i lejede ejendomme på landet.
Jeg syntes at det var fantastisk at bo på landet hvor der var plads til at tumle – og well – hvor jeg kunne være mig selv.

Men det er først da jeg nærmer mig overgangen fra barndom til ungdom, at jeg får en fornemmelse af at tingene er ved at gå helt skævt.
Vores omgangskreds er nu blevet markant mindre og hjemmet (uanset hvor vi boede) var som regel en grotesk rodebutik - som om der lige var blevet kastet en bombe.
Det er også her at jeg for alvor lægger mærke til at min mor har et alt for stort alkoholforbrug.
Hendes skjulte flasker er ikke længere særligt skjulte.
Jeg husker det ikke som noget kæmpe drama, dette skifte fra at at være en trods alt nogenlunde fungerende familie og over til at være en dysfunktionel en af slagsen.
Det sker mere som en gradvis erosion af tryghed og kommunikation. Men skamfølelsen i familien bliver altædende, og tavsheden virker som en kvælende dyne over os.
Ingen siger noget, ingen beder om hjælp og følelser bliver lagt på is.

Vi prøver at holde facaden, mens vi lever i stille desperation.....
Jeg er nu trådt ind i de teenageår som jo i sig selv er svære for de fleste.
Mine sociale kompetencer er dårlige, og jeg prøver hele tiden at gætte mig frem til hvad der er normal adfærd - ofte uden held.
Ligemeget hvad jeg foretager mig føler jeg mig anderledes, selv når jeg er sammen mine venner.
Set i bakspejlet, så består min omgangskreds på det tidspunkt i høj grad af mennesker der også kommer fra dysfunktionelle hjem.
Vi dyrker en masse sport, spiller computer, deler musiksmag og drikker øl sammen.
Men vi deler aldrig vores smerte.
Ensomheden og selvhadet begynder for alvor at stikke sit grimme ansigt frem.
Men paradoksalt nok, så er kun en ting der er ligeså stort som mit behov for kontakt, nemlig min frygt for at nogen begynder at kigge ind i det kaos der efterhånden findes i mit hovede.
Derfor holder jeg alle dem på afstand, som vil ind på livet af mig.
Kæmper for bare at undgå at falde fra hinanden.
Denne periode af mit liv varer hen til jeg er lige i starten af tyverne.

Heldigvis begynder der endelig at trænge lidt lys ind.
Jeg påbegynder en uddannelse og flytter på kollegium.
Andre mennesker holdes stadig på afstand, dels fordi jeg stadig er bange for nærhed, og dels fordi jeg simpelthen ikke længere er istand til at genkende mine egne følelser.
Men med baggrund i den fysiske afstand til min familie, og en større udskiftning i min vennekreds lykkedes det mig trods alt opnå en en eller anden grad af social success.
Det selvom nissen uden tvivl var flyttet med, og uden at jeg på noget tidspunkt var i stand til at gennemskue sammenhængene i mit liv.
Efter endt uddannelse får jeg et job, uden for mit uddannelsesområde.
Og her finder jeg endelig mit domæne - der hvor jeg føler mig hjemme.
Selvsikker og afslappet får jeg hurtigt en stor kontaktflade, og suger til mig af lærdom fra mennesker der er dygtigere til kommunikation end jeg.
Venter egentlig bare på, at denne nyvundne success skal begynde at afspejle sig i mit privatliv.
Men det sker bare ikke.
I stedet bliver mit arbejde mit drug-of-choice.
Det er her jeg finder min identitet, men også her jeg bruger det mest af min tid og min energi.
Jeg ender med at føle mig splittet mellem det jeg kan, og det jeg ønsker.

Jeg nærmer mig på det tidspunkt slutningen af tyverne, og føler ikke at jeg er nået nogen vegne.
Mit privatliv ligger i ruiner.
Men i stedet for at falde i et sort hul finder jeg på en eller anden måde ressourcerne til at kigge indad og bagud for at løse mysteriet om mig selv.
Langsomt går det op for mig, at en væsentlig del af forklaringen skal hentes i min fortid, og at jeg ikke er alene.
Jeg begynder at læse om det at være vokset op i en familie med misbrugsproblemer, og jeg kan for første gang genkende mig selv i andre.
Jeg bliver for første gang også i stand til at spørge om hjælp, og får modet til at opsøge ligestillede.
Jeg hører deres historie, og de hører min.
Brikkerne begynder at falde på plads.
Jeg begynder at vende tilbage til tilværelsen – først langsomt og vaklende – men snart foregår det med stormskridt, og jeg lader mig rive med af en udvikling som jeg ikke længere kan stoppe.

Jeg har nået et point-of-no-return, hvor jeg ikke længere kan blive mit gamle jeg igen.
Heldigvis.....
Her står jeg så – 32 år gammel – uden på noget tidspunkt at have været i nærheden af at skabe min egen kernefamilie med kone og børn, med en masse dyrekøbte erfaringer i bagagen, og nogle forældre, hvis forhold og tilværelse kører på pumperne.
Men også med en urokkelig tro på, at der er noget godt til mig i denne tilværelse og en ditto urokkelig vilje til at ændre de ting som jeg kan, mens jeg lader resten ligge.
Men mest af alt, er jeg taknemmelig for at være her.

 

 


Tilbage