Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Elsker ikke, 27 år, Pårørende

Tilbage

Tit har jeg hørt folk sige: ”børn elsker jo deres forældre ubetinget”.
Men det er ikke altid sandt!
Min far var blandingsmisbruger og maniodepressiv, og jeg stoppede med at kalde ham for ”far” da jeg var 9 år, for han fortjente det ikke.
Til gengæld kvitterede han med at tale i 3.person om mig til min mor som om jeg ikke var i rummet: ”din datter er umulig, få hende til at gå på sit værelse”.
Jeg troede i mange år at jeg hadede ham mest, men i virkeligheden var han den ”nemmeste” af mine forældre.
Jeg vidste jo, så længe jeg husker tilbage, at han ikke var til at stole på og kørte sit eget løb, med druk, bodegadamer, piller og nedture med kortere og kortere frekvens.
Min mor til gengæld var manipulerende og havde travlt med at glatte og skjule konsekvenserne af hvad han foretog sig, og hun tjente ekstra til hans misbrug ved at arbejde om natten.
Samtidig kunne hun ignorere alle de ting han så havde smadret, når han var kommet hjem ud på natten i en ordentlig koger.
Så skulle det hele bare se pænt ud, og vi måtte ikke komme for sent i skole – aldrig et ord om nattens hændelser, eller om de følelser vi måtte tage med i skole hver dag … og skjule!
Hende hader jeg endnu mere i dag, for at vælge at lade sine børn betale prisen, fordi hun havde brug for nogen at være noget for.

Jeg husker fra da jeg var omkring 5 år, hvordan jeg skulle bades i badekarret sammen med min bror.
Jeg nægtede at tage undertøjet af, så til sidst måtte min mor lade mig bade med det på.
Min far kom nemlig altid lige forbi, og skulle glo og komme med kommentarer.
Senere gjorde jeg alt for at skjule at jeg fik former, for jeg kunne ikke tage yderligere sexualiserende og ydmygende kommentarer, ud over dem han sagde når han var stiv, eller fik min bror lokket med på.
Jul, fødselsdage og familiesammenkomster var onde drømme.
Altid en pinelig episode, hvor han var stangvissen, eller han ragede på gæsterne eller nogen blev uvenner.
Og så min mor, der absolut ikke havde rygrad til at gøre noget som helst ved det, andet end at pudse facaden.
Jeg blev det sorte får der skreg djævlens navn højt, ved at konfrontere mine forældre, optage min fars sorte tale og raseri på bånd og spille det næste dag – ikke populært.
Og så var der den anden side af mig: den søde, dygtige, pæne pige med gode karakterer og veninder (som bare aldrig kom med hjem).
Aldrig kunne jeg få min mor, far, storebror end ikke min farmor som boede lige ovenpå til at reagere, for hvor var jeg dog bare uartig at sige sådan nogle grimme, usande ting, selvom alle havde været til stede og set det samme som jeg.

Hvad kan en lille pige gøre så?
Jeg vidste godt at de tog fejl, men jeg søgte ikke hjælp før jeg blev 21 år hvor jeg fik en nedtur, over at se tilbage på mit hidtidige liv, og opdagede hvor ulykkelig jeg havde været, i forsøget på at lave om på mine forældre.
Indtil da havde jeg bare trådt vande i familien, og fokuseret på det gode i mit liv, som jeg overdøvede det dårlige med.
Siden da fravalgte jeg kontakt til mine forældre, inkl. hele familien på begge sider, for de var lige så konfliktsky.
Jeg følte mig aldrig amputeret, for jeg har flere dårlige end gode minder, men jeg føler mig bare forbandet snydt for den følelse af tryghed og bagland som andre mennesker tager som en selvfølge.
Jeg kan ikke tilgive mine forældre – hvordan kan man dog tilgive det svigt, den skam, den ydmygelse og den knuste drøm om at føle sig elsket og værdifuld?
Det nytter heller ikke at glemme det og sætte en brav facade op, selvom man kan snyde sig selv for en tid.
Jeg har dog aldrig haft det bedre siden jeg brød med dem – nu vælger jeg selv hvad mit liv skal bestå af og hvad fremtiden skal bringe.
Men hvor er jeg dog alene til jul, og der er stadig nogle ting der gør ondt, når jeg kigger helt ind i hjertehulen.
Jeg savner bestemt ikke den uduelige, manipulerende, distancerende mor som jeg lagde bag mig, og jeg savner bestemt heller ikke min klamme, sexualiserende og ildelugtende far.
Men jeg har kun mig selv at læne mig op ad, og savner nogen til at få mig til at føle mig tryg, elsket, bekymret for, noget som er større og stærkere end mig og som giver mig troen på at verden består alligevel, selv når livet gør lidt ondt.
En skam at jeg ikke er religiøs for det efterlader mig, med mig selv som højeste moral-instans, beskytter og inspirationskilde.
Indeni mig går der alligevel en lille pige omkring og ser sig over skuldren om arven forsøger at indhente hende eller om hun slap væk i tide…

 


Tilbage