Kom i gang med gratis alkoholbehandling

NoLove, 21 år, Pårørende

Tilbage

Atter engang sidder man her.
Har ondt af sig selv, og tror det ens egen skyld, til dels er det, men en anden har også en stor skyld.
Da jeg var mindre, de første år af mit liv, drak min far, min mor flyttede fra ham, og vi boede alene.
Han stoppede med og drikke, og min mor flyttede tilbage, og han var ædru i ca ti år.
Men så var "drømmen" slut.
Efter min forældre havde købt hus, gik der en mdr. så drak han igen.
Og min mor, min lillebror og jeg var nu alene igen.
Man betegnede ham stadig, som sin far, men for et ungt menneske i 8'ende /9'ende klasse er det et hårdt savn.

Livet gik videre, og inderst inde håbede man på det bedste.
Men nej.
Jeg begyndte og nærme mig de 18.
Dagen før ringede jeg og inviterede ham.
Og han lovede han ville komme.
Dagen kom og han blev væk.
Fra den dag har jeg ikke haft en far.
Jeg hader ham inderligt for det han har gjordt.
Ikke blot mod mig, men også mod min bror.
Har lovet alverdens ting, og blevet væk, som intet var hændt.
Og troet at to dage efter er alt glemt.
Det bliver aldrig glemt. ALDRIG.
Der er så mange gange, hvor man på trods af man vidste intet ville ske, håbede på noget, bare noget.
Når man bliver student, et enkelt opkald på sin føsdelsdag, eller blot "Hvordan har du det?".
Men det er aldrig os, der skal snakkes om, når han engang hver halve år ringer og vil splitte min brors liv ad en gang til.
Og det ikke mig han vil snakke med.
Det er ham man skal have ondt af, ham det skal handle om.
At se sin "far" gå til grunde, gå uden om ham på gaden, være flov over sin "far".
Det da næsten ikke menneskeligt.
Ens fortid er med til og danne ens fremtid.
Jeg håber blot min fremtid begynder og lysne, et sted derude.

 


Tilbage