Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Elisabeth 2, 34 år, Afhængig

Tilbage

Hej med dig,

Mit navn er Elisabeth, jeg er 34 år og afhængig men ædru.
I dag er det 6 måneder og 10 dage siden min sidste tur.
Jeg er utrolig taknemmelig for programmet og jeg takker min Gud for at jeg har mulighed for at skrive i netop dette øjeblik.

Jeg springer ud i det med min livshistorie, i håb om at andre vil kunne bruge det til at få det bedre.
Jeg var 9 år da jeg første gang smagte alkohol, det var til en sammenkomst som mine forældre holdt.
Jeg drak skummet af min fars øl.
Jeg kunne allerede mærke virkningen ret hurtigt og hvor rart det føltes i maven og smilet kom frem og hvordan jeg blev en del af samlingen, blot ved at bede om en tår.
Det gjorde jeg tit til de mange sammenkomster mine forældre holdt.
Jeg fik opmærksomhed fra alle og var ikke længere kun et lille barn men en del af festen.
Min første rigtige tur blev da jeg var 16 år.
Jeg kan huske min første øl, jeg var halv færdig med flasken og kunne mærke den rus det gav og jeg grinte og alt var fryd og fest.
Det var en skøn oplevelse, til at begynde med.

Idet begge mine forældre var aktive alkoholikere (og stadig er det den dag i dag) var der aldrig mangel på de våde varer i mit barndomshjem.
Sprut, øl og vin var altid tilgængeligt.
Jeg blandede ofte de forskellige sprut og lidt sodavand for smagens skyld og ned i en saftdunk, før jeg tog på diskotek.
Jeg delte altid denne stærke cocktail med en eller anden klassekammerat, eller en veninde, det var sjovt selvom det smagte ad h til de fleste gange.

Mange år gik med on and off drukture, især i løbet af de sidste 10 år har jeg forsøgt at styre mit alkoholforbrug, fordi jeg altid havde mega tømmermænd dagen efter og kunne ikke fungere i flere dage efter en druktur.
Der kunne gå måneder uden alkohol, men fordi jeg ikke havde redskaber til at bearbejde mine følelser og ikke deltog i nogen møder, faldt jeg altid i igen.
Jeg har oplevet seksuelt overgreb som barn, boet med en psykopat i mange år som også var ekstrem voldelig i 12 år.
Begge mine forældre passede jeg allerede før folkeskolen.
Hele mit liv, indtil jeg tog behandlingen, passede jeg min lillesøster fra hun kom hjem fra hospitalet, fra jeg var 11 år fordi min mors og min fars alkoholisme tog til i netop de år min lillesøster var barn.
Jeg fik meget sent en uddannlese fordi jeg aldrig var stabil nok til at gøre en uddannelse færdig og var alt i alt altid til rådighed og til service for alt og alle i min familie og omgangskreds, en rigtig Al-Anon person.
Jeg havde altid tid til en veninde eller ven og kunne give de bedste råd i en hvilken som helst situation, bare ikke min egen.
Det var straks værre at skulle se på min egen elendighed.
Jeg har altid været den stærke i søskenderækken og trøstede tit min far og mor og var mægleren og midtpunkt i mange situationer i familien og har spillet alle roller fra maskot, det glemte barn, helten og klovnen til syndebukken.
Jeg gjorde alt for min kæreste, i den tro at jeg på den måde kunne vise at jeg elskede ham overalt på jorden.
Jeg optog lån i mit navn men så aldrig pengene selv.
Fandt mig i hans utroskab og løgne og volden.
Jeg endte flere gange på hospital fordi han smadrede mig sønder og sammen i fuldskab og til sidst uden at have rørt en dråbe.
Han var sygelig jaloux og havde mange problemer og han var alkoholiker og hashmisbruger allerede da jeg mødte ham første gang som ganske ung.
Jeg passede ham som mit eget barn.
Jeg kan se nu at jeg var meget ulykkelig og meget uvidende.
På et tidspunkt sidste år, forsøgte han at dræbe mig og jeg sagde stop og tilkaldte politiet og sigtede ham og skiftede låsen ud.
Jeg havde fået nok.

Det var her min egen alkoholisme tog til.
Det var først i løbet af mine to sidste ture, et halvt år efter jeg havde smidt kæresten ud at jeg kunne se hvor syg jeg selv var blevet.
I løbet af det halve år nåede jeg min bund, hvor det endte med at jeg black out`ede og pass out`ede hos en kollega.
Forud dette, var jeg allerede igang med en geografisk flugt og havde fundet en ny arbejdsplads og ny bolig, men jeg havde ikke længere nogen undskyldning for ikke at søge hjælp og heldigvis var min arbejdsgiver forståelig og betalte for min behandling og tog mig heldigvis tilbage før jeg flyttede arbejdsplads og bolig.
Men det var kun fordi jeg selv bad om hjælp at jeg kunne komme videre i mit liv.
Jeg måtte selv indse og beslutte mig for at ende mit misbrug og vende elendigheden til et sundere liv.
Jeg har især indenfor de sidste par år allerede udmærket godt vidst at jeg havde et alkoholproblem, men jeg skulle helt og ned på knæ før jeg magtede at erkende at jeg havde brug for hjælp og kunne søge det.

Behandlingen er det bedste jeg har besluttet mig for de sidste mange år og jeg er stadig ny, men jeg kæmper og tager til mig hverdag.
Jeg gror hver dag stærkere og jo flere møder jeg deltager i, i AA, jo mere indsigt får jeg i mig selv og min væremåde og kan se lyset og håbet for fremtiden.
Jeg håber at du vil finde styrken til at søge hjælp og hvis du er i gang med din ædruelighed, håber jeg for dig at alt vil lykkedes for dig.
Jeg ønsker dig al godt i fremtiden.

Jeg vil slutte mit lange indlæg og takker for at Hope-siden er til.
kanon godt gået.

 


Tilbage