Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Skytte, 21 år, Pårørende

Tilbage

Ja, her sidder jeg, tusindvis af kilometer hjemmefra, pga. min far.
Det er svært for mig at vide om jeg skal være vred eller sige tak.
Det er hans skyld jeg tog til udlandet i et halvt år, men det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.
Min far var alkoholiker hele min barndom og hvor har det været hårdt.

Jeg husker tydeligt den første gang han kom hjem og skabte sig åndsvag, min mor, bror og jeg sad med fredags hygge i stuen og så kom han hjem.
Han begyndte at råbe og skrige efter os alle, vi var nogen idioter, vi kunne ikke en skid uden ham, vi troede vi var noget, osv.
Husker min bror og jeg løb op i mine forældres soveværelse og græd.
Tror det er det tidligste barndomsminde jeg har.
Og hvor er det svært at tænke tilbage på min barndom, for ligemeget om det er gode eller dårlige minder, så ved jeg præcis hvad min far lavede og hvor fuld han var.
På min 13 års fødselsdag var jeg nød til at ringe til ham få at bede ham om at komme hjem inden gæsterne kom, der sad han sammen med en flok venner, hos en mekaniker og drak øl.
Jeg sad altid på trappen og hørte på at han råbte og skreg af min mor, jeg vidste hvis han slog min mor ville jeg ringe til politiet.

Jeg var flov når jeg havde veninder på besøg.
Og jeg måtte aldrig aftale at lege med nogen på forhånd, for vi skal lige se hvor fuld far er.
Jeg følte mig utrolig svigtet og på samme tid voldsom vred.
Især svigtet af min mor, jeg tror jeg opbyggede mindst ligeså stor vrede til hende som til min far.
Jeg ønskede inderligt at min mor ville forlade ham, vi flyttede også et par gange, men det endte altid med "Jamen far har lovet".
Og så gik der 2 måneder og så var den gal igen.
Kan huske at jeg ikke viste mine følelser til andre før jeg gik ud af folkeskolen.
Jeg kom på handelsskole og havde dermed et andet ansvar og følte mig lidt mere voksen.
Så nu kunne jeg vise mine følelser.
Jeg kunne ikke koncentrerer mig i skolen og tror jeg har løbet grædende ud af min klasse på handelsskolen 3 gange.
Og hvor er det svært, når en lærer tager en til siden og spørge hvordan går det ellers?
Jeg har altid været let til tårer og det var jeg også den dag, jeg sagde bare fint, begyndte at græde og gik min vej.

Min far lider af gigt og lå ind imellem i sengen i flere dage fordi han ikke kunne gå.
Husker specielt engang hvor han råbte ned at jeg skulle komme op med noget til ham, der lå ham fuld i sin seng og kunne ikke komme op selv, så jeg tog chancen og sagde, "Du har ødelagt mit liv far!" og løb ud af rummet og ned af trapperne, han begyndte at råbe efter mig, men jeg vidste at han ikke kunne komme efter mig.
Troede nok at hvis jeg fortalte ham hvordan jeg følte, så ville han måske holde op med at drikke.
Lige efter jeg var fyldt 17 var min far på så meget medicin, at når han drak blev han total skæv.
Min bror og jeg var en aften alene hjemme og min far kom hjem, fuld som altid.
Han gik ovenpå og 5 min. efter hørte vi et kæmpe brag, min far var faldet over imod toilettet så der var vand overalt. Vi hjalp ham op og fik slukket for vandet.
14 dage efter kom han hjem total skæv, min mor og jeg sad i stuen og han kiggede ind og gik ud i køkkenet.
Lidt efter hørte jeg et brag og kiggede på min mor "jeg kigger lige" sagde jeg.
Og der lå min far på gulvet, med blod ud af munden og hev efter vejret.
Det var for mig den værste oplevelse i mit liv.
Han blev hentet af en ambulance og han var okay, men sagde at det havde slet ikke noeget med alkoholen at gøre.
Da han dagen efter tog direkte fra hospitalet og på værtshus var det nok.
Min mor fik min fars bror og en ven til at hente ham og så sagde min mor at han havde 2 valg.
Tage i behandling eller flytte.
Ja han valgte det sidste og pakkede en taske og tog sin bil og kørte sin vej.
Igennem hele dette forløb har han kørt bil.
2 dage senere læste vi i avisen at en mand på hans alder havde midstet sit kørerkort pga. sprut, ja og det var min far.
Godt en uge senere ringede han hjem og jeg tog telefonen.
Jeg kunne slet ikke hører hvad han sagde og gav telefonen til min mor.
Igen kom hans bror og hans ven og de tog ned på den lokale og sagde at de ville vide hvor han var.
Vi fandt ham i et sommerhus total stiv og næsten død af druk.
Dagen efter var han klar på at tage i behandling.
Det viser bare at de skal nå bunden for at det kan gå fremad igen.

Det er nu 4 år siden min far var i behandling og han er stadig ædru. Det er utrolig flot og jeg er så stolt af ham.
Men bare fordi han blev ædru var der stadig et meget skadet forhold mellem ham og mig.
Tror måske vi ligner hinanden for meget.
For 8 måneder siden gik jeg helt ned, og kunne ikke se nogen mening med livet og havde 6 dårlige dage ud af syv.
Jeg fortalte mine forældre hvordan jeg havde det og blev sendt til psykolog.
Men det kunne jeg ikke arbejde med.
Så min mor fandt ACA - Voksne børn af alkoholikere.
Og det var min vej.
At være sammen med og snakke med andre der forstår en 100% er den dejligste oplevelse, når man kommer fra en familie, som jeg.
Jeg har altid følt at ingen forstod, at jeg var anderledes og at det var mig der var noget galt med, var det hele måske min skyld.
Men at gå i ACA hjalp mig til at finde ud af at jeg er ikke den eneste der tænker sådan og at det er helt normalt at have de tanker.
For mig var det som om at de andre sad og fortalte hvad jeg tænkte, når jeg var til møder.
Jeg har fundet ud af at jeg skal sætter grænserne.
Jeg skal bo i sådan en afstand at jeg kan bestemme, hvornår jeg vil se far.
I januar tog jeg til USA som au pair i et halvt år, for at komme væk og få alt på afstand.
Jeg har ikke været god til at være i et forhold, jeg stolede ikke på nogen og jeg var så afhængig af andre mennesker at så snart jeg havde smidt en kæreste ud, fandt jeg en ny.
Jeg fik aldrig tid til at være mig og tænke over tingene.
Så denne tur til USA har hjulpet mig utrolig meget.
Jeg har haft tid til at være mig og kun mig.
Jeg har selv kunnet bestemme, hvornår jeg ville snakke med folk der hjemme og om jeg overhovedet ville snakke med dem.
Jeg har haft den tid det skulle til for at tænke over tingene og finde ud af hvem JEG ER ...
Når jeg kommer hjem skal jeg starte på mit studie i en by 1½ times kørsel fra mine forældre og det gør at jeg kan bestemme.

Jeg har arbejdet med mig selv.
Har fundet ud af, at jeg kun kan ændre mig selv og ingen andre.
Det var hårdt, men jeg var nødt til at være egoistisk og tænke på mine behov.
I dag tænker jeg på mig selv før jeg tænker på andre og jeg er en sej pige der kan klare alt.
Jeg er blevet utrolig stænk og selvstændig.
Mit forhold i dag med min far er okay.
Jeg har tilgivet ham og besluttet at elske ham for den han er og være der for ham, hvis han har brug for mig.
Men jeg lader mig ikke blive medafhængig igen, det er jeg for stærk til...
Jeg beder Sindsro bønner når jeg har brug for det.
Det hjælper mig med at se forskellen på ting jeg kan ændre og ting jeg ikke kan ændre.
Jeg kunne blive ved i dage, men jeg stopper nu.
"Tak for alt mor og far, jeg elsker jer..."

 


Tilbage