Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pia 2, 22 år, Pårørende

Tilbage

Grunden til at jeg skriver dette brev er, at jeg har meget på hjerte… Og jeg har ikke lyst til at gentage episoden fra min fødselsdag, hvor jeg i raseri får sagt en masse ting, som jeg vel at mærke mener, men som kommer ud på den forkerte måde.

Det kan næppe komme bag på dig, at jeg blev skuffet over, at du havde drukket – og oveni købet på min fødselsdag.
Men det, der gjorde mig rasende var din negligering af problemet - og det ER et problem for mig - og at jeg følte, at du bare sagde dét med, at du er alkoholiker fordi du tror det er hvad jeg vil høre…
Men mor, jeg VED, at du er alkoholiker…
Jeg har levet med dét og dig i så mange år.
Jeg går i dag i terapigruppe bl.a. fordi vores forhold - og dét, at jeg lige siden jeg kan huske har skullet passe på dig og mægle med far, når du havde en af dine "ture"… osv. har haft store konsekvenser for mig.
Bagefter skulle jeg så sørge for at "pynte" på dine eskapader/pinligheder når du endelig var blevet ædru og havde den sorteste samvittighed - og jeg ville jo ikke gøre dig ked af det, så jeg løj om, at " det da ikke havde været så slemt!"
Men det var et helvede for mig…
Kan du forestille dig hvordan jeg har følt det, en dag hvor jeg fandt dig stinkende beruset og næsten bevidstløs i sengen - og jeg ikke kunne få kontakt til dig?
Jeg stod i meget lang tid og lyttede efter dit åndedrag for at finde ud af om du var i live.
Jeg tror, jeg gik i 2. klasse på det tidspunkt, men jeg kan huske det, som var det i går.
Jeg hadede dig, fordi du gjorde det her mod mig, men alligevel dækkede jeg over dig, da far ringede hjem for at snakke med dig – du var jo min mor!
Og sådan har det været SÅ mange gange, hvor jeg i lignende situationer har ageret mor for dig, og det er bl.a. derfor, at jeg i dag ved, hvornår du har drukket og kan gennemskue dig til enhver tid.
Hvem tror du fandt dine flasker på gemmestederne?
Hvem tror du, der lå vågen og ventede på at du skulle tisse midt om natten og sørgede for, at du rent faktisk kom på toilettet og ikke havnede i bryggerset?

Jeg lærte ret hurtigt, at når du havde været oppe denne gang, så kunne jeg lægge mig til at sove for så ville du sove indtil om morgenen.
Og sådanne mønstre har jeg ubevidst desværre gennem tiden udviklet for at få tingene til at glide, men i dag kan jeg se at jeg kun gjorde dig en bjørnetjeneste, men jeg vidste faktisk ikke bedre dengang.

Og det der er mit problem i dag er: "Hvorfor var der ingen der greb ind?
Hvordan kan man lade et barn stå med et så stort ansvar?"
Hele mit familieforhold er præget af, at jeg inderst inde føler mig svigtet af DIG, FAR, og mormor, morfar osv.
Min bror har selvfølgelig også været et barn, men alligevel føler jeg, at han bare slap udenom (men nu kan jeg se, at han bare var bedre til at værne om sig selv).
Men jeg havde så store følelser for dig mor, så jeg ofte tænkte, at hvis der nu ikke var nogen til at passe på dig, hvad så?
Og det føler jeg i og for sig stadig, men i dag er jeg nødt til at sige fra og passe på mig selv!

Jeg vil ikke være med til at "redde dig" og tilgive dig hver gang du sårer mig på den måde, som i mandags.
For jeg føler, som jeg udtrykte det, at du "pisser" på mig", når du gang på gang drikker dig fuld og så bare tror at det bliver godt igen, bare vi lader som ingenting.
Sådan har det været indtil nu, men jeg siger fra nu.
Jeg er nødt til at få sat mine grænser overfor dig og alkoholen, og det er ikke nemt, men jeg ønsker, at vi ikke snakker sammen i en tid, for jeg er nødt til at få tænkt tingene igennem og oveni det kommer skolen med eksamener osv.
Jeg håber, at du vil respektere mit valg og læse, at det IKKE er en afvisning eller farvel, men et tiltrængt pusterum.

Til sidst vil jeg sige, at det kun er dig selv, der er herre over dit liv – og det ved du godt!
Men du har tendens til at give andre skylden for dit drikkeri, og jeg er ikke i tvivl om, at du har haft det svært i dit liv, men i sidste ende er det DIG, der har valgt at drukne sorgerne i sprut og INGEN anden… Og det er DIT ansvar, at dit liv bliver som du ønsker det.
Det er store ord, men de er ikke desto mindre sande…
Jeg ønskede, at få sat ord på nogle af mine tanker og følelser, og jeg tror det er lykkedes.
Jeg ved, at det er ubehageligt for dig, men jeg mener, at du bør vide hvorfor jeg er, som jeg er og gør, som jeg gør…
Jeg ønsker bare, at vi kan få et ordentlig voksent mor-datter forhold, men ved også, at det kræver meget.
Pas på dig selv!
Med kærlig hilsen Pia

 


Tilbage