Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kirstens Livsfortælling, 50 år, Pårørende

Tilbage

FRED - FRED … det oplever jeg nu, efter at jeg fik taget mig sammen til at flytte fra min alkoholiserede mand, som jeg var gift med i 27 år.
Jeg er født i 1953 som den mellemste af 3 piger.
Jeg havde en tryg opvækst på landet med kærlige forældre.
Min mor var hjemmegående, så der var ikke penge i overflod, men der var til gengæld kærlighed.
Fjernsyn og telefon fik de først, efter at jeg var flyttet hjemmefra, men så blev det i stedet til mange skovture om aftenen.
Jeg begyndte at komme sammen med min senere mand, da jeg gik i 2. g.
Vi mødtes på det lokale dansested.
Han var på det tidspunkt soldat.
Han var også født på landet, vi spillede begge håndbold, og vi elskede at danse, så vi havde meget til fælles og det syntes bare så rigtigt.

Efter endt soldatertid fik min mand job ca. 50 km væk.
Efter studentereksamen skulle jeg starte på at læse på Handelshøjskolen i København, og jeg var ikke svær at overtale til at flytte sammen med min mand, da jeg nu stod over for at skulle flytte hjemmefra.
Mens jeg læste, havde vi ikke for mange penge, men vi havde nogle dejlige år. Selvfølgelig blev der drukket, når vi var til fester, men i dagligdagen drak vi hverken øl eller anden form for spiritus.
Jeg mærkede dog allerede dengang en stærk jalousi fra min mands side, men ung og forelsket tillagde jeg det ikke nogen stor betydning - alle føler vel en eller anden form for jalousi, indtil man får slebet kanterne af.
Den sommer, hvor jeg blev færdig med min uddannelse og fik job, friede min mand, og jeg blev gift som 22-årig.
Vi havde nogle dejlige år, hvor vi tog på ferie til udlandet, vi købte ejerlejlighed og nød i det hele taget, at der var råd til lidt mere.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville have børn.
Dette var imidlertid ikke min mands højeste ønske.
Som den ældste af 6 børn mente han, at han havde passet børn nok.
Vi fik dog en dejlig datter, da jeg var 26 år.
Min mand var stolt, og han bedyrede, at hun skulle have alle de ting, han i sin barndom ikke havde fået, fordi der ikke havde været råd.
Han var dog ikke særlig hjælpsom med børnepasningen.
Hvis jeg skulle til møde, fik jeg at vide, at jeg kunne blive hjemme og passe mit barn, da det jo var mig, der ville have børn.
Det gjorde jeg da også gerne, men det betød jo, at jeg ikke kunne deltage i aktiviteter på min arbejdsplads.
Senere var der mange pinlige episoder, hvor jeg havde gennemtrumfet at deltage, og hvor han måtte passe vores datter.
Han insisterede altid på at hente mig, og tidspunktet for afhentning blev fastsat af ham, og hvis han bare skulle vente 1 minut, blev det påtalt. Han havde drukket, når han kom, og han beskyldte mig for alt muligt, faktisk sagde han til vores datter, at hendes mor var luder; hun var på det tidspunkt kun 6 år og vidste ikke, hvad en luder var.
Stemningen var forfærdelig, når vi kom hjem, hvor han altid for alvor drak.
Jeg ventede kun på, at han faldt i søvn.
På dette tidspunkt var det blevet fast rutine at drikke øl om aftenen, og før vi skulle til en eller anden form for sammenkomst skulle han altid lige drikke et par øl.
Der var også altid øl i bagagerummet på bilen, og hvis vi var på besøg hos familie, hvor der ikke kom øl hele tiden, gik han ud og drak.
Dette betød jo, at han hurtigt blev beruset, når vi var nogen steder.

Når jeg nu sidder her og er "tvunget" til at tænke tilbage på mit liv, vil jeg beskrive de næste 10 år som en tid, hvor jeg glattede ud - glattede vasketøj - smurte madpakker - gjorde rent - til familiesammenkomster og fester med vennerne - var på vagt, hvornår skal vi tage hjem, for at det ikke skal blive for pinligt.
Min mand nærede ikke for høje tanker om min familie, og det var ikke noget jeg fornemmede, det blev sagt tydeligt.
Han var på en måde bange for, at noget kærlighed skulle gå til dem i stedet for til ham.
Jeg husker de juleaftener, hvor jeg og min datter var bange for, at han skulle falde over gaverne, når vi gik rundt om træet - de forældremøder, hvor han gjorde opmærksom på sig selv på en uheldig måde.

Vi købte sommerhus, da vores datter var 4 år.
Et gammelt hus på en stor grund i den dejligste natur.
Der havde vi mange gode oplevelser, og mens vores datter var lille, var det også rammen om mange gode stunder - bl.a. rundt om bålet en sommeraften, eller pinsekomsammen hvor familien kom med telte, campingvogn og blev et par dage.
Der havde vi et fristed, for i et sommerhusområde mødes man jo altid over en øl, og min mand vidste, hvor han havde mig, så jalousien kunne gemmes væk.
Vores datters konfirmation var en god dag - nok den sidste sammenkomst, som jeg kan sige gik godt.
Derfra gik det bare ned ad.
Min mand gik aldrig på værtshus, han drak alene.
Til en weekend i sommerhuset kunne 2 kasser øl ikke slå til.
Han var nået dertil, hvor han ikke spiste så meget, men drak i stedet.
Lørdag morgen, hvor jeg drak morgenkaffe, drak han øl og fortsatte, indtil han faldt i søvn.
Jeg har mange gange stået og lavet hans livret forgæves, for når den var færdig, var han faldet i søvn, og når han vågnede, gad han ikke spise kold mad.

Den sommer, da vores datter blev student, kulminerede det hele.
Vi havde en uge med fest - studenterfest og et sølvbryllup og en 50 års fødselsdag i vennekredsen.
Ugen efter brød min mand sammen - vel nærmest et psykisk sammenbrud, han gik til sin læge og fik at vide, at hvis han fortsatte med at drikke, ville han dø inden for kort tid.
Han tog det alvorligt og holdt sig fra spiritus, fik nogle beroligende piller, og vi holdt en for mig dejlig sommerferie i sommerhuset, hvor vi fik snakket.
Han var sygemeldt fra sit arbejde, og han indrømmede over for mig, at han godt kunne se, at det ikke havde været nemt for mig.
På det tidspunkt troede jeg på en bedre fremtid.
Efter ferien startede han på arbejde igen, og snart var alt tilbage til normalen.

I det efterfølgende forår fyldte han 50 år.
Han ville ikke holde sin 50 års fødselsdag, men inviterede de nærmeste venner til frokost i sommerhuset.
Åh, jeg husker det endnu med gru - aftenen i forvejen skulle han ikke i seng, og da jeg vågnede kl. 5 om morgenen og så, at han ikke lå i sin seng, stod jeg op.
Han halvsov på sofaen, og der stod en tom Martini på bordet. Kl. 6.00 kom de nærmeste naboer uventet med en gave - han lignede noget, katten havde slæbt ind, og ingen kunne være i tvivl om hans tilstand.
Jeg lavede kaffe, ristede brød.
Omkring kl. 9.00 kom de første af de inviterede venner, som klogelig nok forsøgte at hælde stærk kaffe - og ikke Gammel Dansk på ham. Dagen gik på bedste beskub, men når jeg i dag ser på billederne fra den dag, husker jeg den med gru - øjnene på billederne afslører det hele!
Den sommer fik han et ultimatum fra sit arbejde: et afvænningskursus eller en fyringsseddel.
Vi diskuterede det sammen, og jeg fortalte ham, at jeg ikke var i tvivl om, hvad der var mit foretrukne valg, men han ville ikke bestyres af sin arbejdsplads, så han valgte en fyringsseddel.
Han bedyrede også, at uden stress fra sin arbejdsplads, ville han kunne holde op med at drikke.
Vores økonomi kunne bære det, så jeg troede igen på, at det kunne lade sig gøre.
Samme efterår havde vi sølvbryllup.
Jeg ville ikke holde fest, syntes ikke at det var på sin plads at stå og skåle på, at "det har været så yndigt".
I stedet tog vi på en dejlig rejse - men i udlandet er spiritus billigt, og man kan hælde øl på Cola flasker - ingen ser det, nej, men alle kan lugte det!
Han gik nu hjemme hver dag - der var gode dage, men der var mange dårlige dage, hvor der stod indtil flere tomme rødvinsflasker, når jeg kom hjem - eller jeg fandt dem gemt bag sofaen.
Til en fest i vennekredsen forlod han selskabet under forretten, gik ud i bilen og sov, og kom tilbage et par timer efter, uden dog at være blevet ædru.
Min mors 70 års fødselsdag husker han vist ikke meget fra - men det gør resten af selskabet.
Der har ikke været fysisk vold i vores forhold, men psykisk vold.
Jeg har selvfølgelig mange gange råbt og skældt ud over vores uudholdelige forhold, men så sagde min mand, at hvis jeg ville skilles, kunne jeg jo bare prøve at gå ad døren, for jeg ville ikke komme ud uden at få en kniv i ryggen, og vores datter ville heller ikke overleve.
Sådanne trusler holdt mig tilbage fra at handle.
Den jul havde vi en meget dårlig julefrokost i familien, hvor min mand var stang-beruset.
Vores datter kørte hjem med os, at hun og hendes far skændtes vildt.
Hun meddelte ham, at han ikke ville få sine eventuelle børnebørn at se - og det samme gælder dig, mor, sagde hun, "for du har valgt". Det fik mig igen til at tænke.

Siden hun var flyttet hjemmefra, havde jeg prøvet flere gange at få min mand med til at gå i biografen eller til andet kulturelt, men det gad han ikke, og det gik op for mig, at sådan ville min fremtid blive.
Hvis min datter nu heller ikke ville have noget med mig at gøre, var der ikke meget tilbage.
Jeg brugte flere måneder til at tænke praktisk, hvor skulle jeg flytte hen o.l.
Efter en weekend i sommerhuset i april, hvor hans jalousi over at jeg skulle med til et to-dages møde på arbejdet, havde gennemsyret dagene med had, kunne jeg ikke udholde mere.
Jeg pakkede det mest nødvendige søndag og tog til mine forældre. Alt det praktiske de følgende måneder var hårdt - men ikke nær så hårdt som at leve sammen med en alkoholiker, og pludselig opdager man, hvor mange søde mennesker, der er rundt omkring én.
Jeg har fået styr på min hverdag - jeg har fået fuld opbakning fra min datter, mange venner, som havde meldt fra for år tilbage, tilkendegiver nu, at det ikke var på grund af mig, så selv om jeg er alene mange gange, så har jeg så mange positive oplevelser, at det til fulde kan opveje det, at jeg lever min dagligdag alene!

Jeg har i 5 måneder deltaget i en terapigruppe hos Blå Kors, hvor jeg og andre kvinder i samme situation mødtes en gang om ugen hos psykoterapeut.
Den proces har været med til at forandre mig og give mig en ballast til at komme videre med mit liv.

 


Tilbage