Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mette 3, 20 år, Pårørende

Tilbage

Mit liv har altid været præget af alkohol.
Det har været en del af min familie og mig så langt jeg kan huske tilbage.
Min far var dybt alkoholiker da jeg var lille.
Jeg kan huske hvordan jeg så ham drikke en hel flaske hvidvin i løbet af 2 min.
Efter min søster og jeg var blevet lagt i seng kunne jeg høre råb og skrig nede i stuen under mig.
Døre der smækkede og min mor der græd.
Min far tævede min mor, og der var intet jeg kunne gøre.
Jeg var hunde ræd for min far.
Jeg husker hvordan jeg sad og bankede mit hoved ind i væggen indtil de stoppede.
Min lille søster er 3 år yngre end mig og hun kan heldigvis ikke huske de fleste ting.
Min far havde 2 andre børn fra et tidligere forhold, som jeg også kan huske han bankede når han blev fuld.
Jeg husker aldrig han har slået mig, sådan en frygtelig ting, ville man nok også kunne huske hvis det var sket.

Mine forældre blev skilt første gang da jeg var 7 år.
Jeg husker min mor altid faldt i søvn på sofaen om aftenen, efter hun havde lagt min søster og mig i seng.
Jeg var nede og prøve at vække hende flere gange, ofte uden held.
Fordi hun simpelthen var så fuld.
Hun var begyndt at drikke af sorg, over at miste min far.
Jeg kunne aldrig sove før jeg havde hørt hendes skridt på trappen, og lyset blev slukket.
Så vidste jeg hun var i sin seng.
Mine forældre begyndte at ses igen, nu drak de begge to og postyret om aftenen blev endnu værre.
De gik sidste gang fra hinanden da jeg var 10 år.
Min mor fik en ny kæreste i år 1999, han bragte alkoholen med ind i billedet igen.
Jeg ved ikke om man kun kan give ham skylden, tror min mor har drukket hele tiden, hun har bare skjult det godt.
Efter nogle år begyndte min nye stedfar at blive voldelig over for min mor, når han drak.
Jeg beskyttede min mor med al kraft.
Der var engang hvor jeg ikke kunne gøre noget, bare høre hun fik bank, nu var jeg stor.
Og der var ingen der skulle røre min mor.
Det blev da også til at min stedfar ikke gjorde noget når jeg var hjemme, men så snart jeg forlod huset var balladen i gang.
Jeg fik ofte beskeder eller telefonopkald, fra min søster om hvad der skete.
Jeg blev selvfølgelig oprevet og skyndte mig hjem, selv midt om natten.
Jeg blev ligesom min mors beskytter.
Mit ansvar var pludselig større end jeg kunne magte.

Jeg flyttede hjemme fra, så snart jeg blev 18 år og balladen fortsatte derhjemme.
Jeg havde dårlig samvittighed, mest overfor min søster.
At efterlade hende tilbage med lorten.
Kom dog stadig hjem når der var ballade.
Dette medførte også at mit eget forhold med kærester, ikke varede længe af gangen.
De kunne simpelthen ikke holde min familie situation ud.
Sommeren 2004 gik det hele over gevind og min mor fik endelig taget sig sammen, til at smide ham ud.
Det havde hun lovet os i mange år på det tidspunkt.
Det havde været en lang sej kamp, for os alle.
Endelig skete det.
Det næste halve år måtte min søster, min mor og jeg leve med selvmords trusler og telefon opkald midt om natten fra ham.
Han elskede os og kunne ikke leve uden os.
Han skulle nok opføre sig pænt, bare han måtte komme tilbage.
Han var ensom og kunne ikke leve alene.
Jeg troede ikke på han ville gøre en ende på sit liv, jeg mener jeg har altid lært at folk der råber højt om selvmord bare søger en form for opmærksomhed.
Dette blev jeg ved med at overbevise mig selv og min mor om.
Den 27 januar blev vi så ringet op af en bekendt.
Politiet havde fundet min stedfar i sin lejlighed.
Han havde hængt sig, juleaften.
Han blev begravet den 3. januar på min mors fødselsdag, for det ikke skal være løgn.
Aldrig har jeg været med til noget så forfærdeligt.
Jeg er den sidste fra min familie der snakkede med ham i telefonen, han ringede en aften kl. halv tolv.
Jeg skyndte mig at løfte røret og lægge på igen, jeg vidste det var ham.
Min mor sov og ønskede ikke hun skulle vågne og bekymre sig.
Han ringede igen, jeg tog den og bad ham stoppe.
Han sagde at jeg lige skulle høre på ham, der var noget han ville fortælle.
Han sagde at han elskede os, og at det ville han ikke kunne fortælle os den næste dag.
Jeg bad ham gå i seng og prøve at få sovet lidt.
Han var tydeligvis fuld og meget ked af det.
Da jeg havde lagt røret på besluttede jeg, at jeg ville gøre noget ved det her.
Jeg ville få ham indlagt han skulle have hjælp.
Dette skete 3 dage før juleaften.
Jeg fik aldrig gjort noget og så pludselig, var det for sent.
Jeg elskede ham, os selvom han kunne være en idiot.
Han var bare stadig en idiot med hjerte.
Jeg har delt mange af mine dybeste tanker og følelser, med ham.
Nu er han væk.

Siden min stedfars begravelse, har min mor drukket som et hul i jorden.
Hver evig eneste dag er hun fuld, hun er begyndt at blive alkoholiker rød i hovedet, og det er virkelig gået op for mig og min søster at hun er alkoholiker.
Vores mor som vi ville gøre alt for, som er den vi har tættest, er blevet dranker.
Min søster, min mor og jeg har altid haft det bedste forhold, vi har altid ku snakke om alting og været der for hinanden.
Nu spørger hun ikke engang til hvordan det går med skolen, vennerne og bare i det hele taget.
Hun passer sit arbejde, men det første hun gør når hun kommer hjem, er at åbne en flaske vin eller Martini.
Og det første hun gør om morgenen er at sluge 2 hovedpinepiller.
Jeg har indset utroligt mange ting i de sidste måneder.
Min mor har ikke altid været den uskyldige og det lille fromme lam.
Det tror jeg simpelthen bare ikke på.
Hvordan kan et menneske drive to andre mennesker, så langt ud at de bliver sindssyge og alkoholikere.
Hun har selvfølgelig gået mange ting igennem, jeg mener bare at når man har oplevet så mange forfærdelige ting i sit liv, må man da også se at man har et stort behov for hjælp.
Min rigtige far er den dag i dag clean og gift på ny.
Han interesserer sig ikke for hverken min søster eller mig.
Min søster og jeg har prøvet at snakke med min mor om at komme i behandling.
Hun er som et lille barn.
Enten begynder hun at græde og siger vi overdriver.
Ellers bliver hun sur og mener at hun i hvert fald kan klare de ting selv, hun skal ikke have hjælp.
Alting omkring hende er negativt, og vores og andres skyld.
Min lille søster bor desværre stadig hjemme, vi har truet med at hun ville flytte hvis vores mor ikke stopper.
Hun gav os sit ord på, at hun ville skrue helt ned for alkoholen.
Ikke stoppe, bare ikke drikke sig fuld hver aften.
Det var selvfølgelig ikke hvad vi helst ville, men det var da en forbedring, selvom vi vidste hun ikke kunne holde det.
Det varede også præcis kun en måned.
Nu drikker hun lige så meget igen, vi er ved at finde en bolig til min søster nu.
Min mor har mistet vores tillid, vores venskab, hele vores forhold er totalt smadret, fordi hun ikke kan se hvor meget hun påvirker os.
Det er utroligt svært at holde styr på det derhjemme, forholde sig til en død stedfar og til en far der ikke vil se en, på én gang.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Ville sådan ønske jeg kunne få min mor i behandling og min søster til psykolog, for hun er enormt påvirket af det hele.
Hendes personlighed har vendt sig fra at være den sjove spasmager til at være den lille indelukkede mus.
Ville sådan ønske jeg kunne hjælp, og ville sådan ønske jeg selv kunne få noget hjælp.
Kan ikke magte det mere.
Samtidig med jeg også skal leve mit eget liv.

En ældre dame sagde engang til mig, at alle ens problemer i livet skulle man lade gå hele vejen gennem kroppen, ned til fødderne og så skulle man stille sig på dem og glemme dem.
Denne teori er bare umulig, tingene vil igen og igen blive ved med at poppe op i ens hoved.
Jeg er et utroligt dårligt menneske til at snakke om mine problemer, bearbejder dem bedst selv, tror jeg.
Begynder langsomt at indse at jeg godt kunne bruge en at snakke med.
Måske er det også fordi ens venner og veninder ikke kender til de samme problemer.
Man føler man er et misfoster, når man snakker med dem om sådanne ting.
Selvom de prøver, forstår de ikke.
Det er ikke deres skyld, ville gøre alt for at leve at liv som dem.
Føler mig sgu som Palle alene i verden.
Tak fordi i læste mit brev.
Jeg ønsker alle andre al held og lykke frem over.
Det er en fantastisk hjælp at vide man ikke er alene.
Jeg har desværre først lige opdaget, at jeg ikke er alene.

 


Tilbage