Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Stine 3, 24 år, Pårørende

Tilbage

Min ”solstråle” historie.
Jeg har lukket det hele inde i en skal, har gemt det væk og prøver bare at glemme det.
Men lige pludselig kan jeg ikke gemme det længere, nu vil det lige pludselig frem og ud.
Jeg kan mærke al sorgen fylde min krop, kan mærke at den bare overtager mere og mere, uden at jeg kan stoppe den.
På en måde har jeg nok heller ikke lyst til at stoppe den, for jeg vil gerne have den til at komme ud, så den kan forsvinde helt og ikke bare være gemt væk, men kan jeg klare det?
Kan jeg klare alle de følelser på en gang?
Jeg tvivler ...

Det er så mange ting jeg føler.
Afmagt, vrede, fjendskab, ensomhed og nervøsitet.
Hvordan kan det være at jeg skal sidde i en alder af 24 og have det sådan?
Har jeg ikke gennemgået nok efterhånden?
Jeg ved jo godt at jeg lige præcist har det sådan her nu, pga. det jeg har gennemgået, men stadigvæk, kunne jeg ikke få en chance for at trække vejret og bare få ro?
Jeg har ikke haft et godt liv, set med mine egne øjne, men det er nok også fordi jeg fokusere så meget på alt det negative, det er bare så svært at lade være.
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte på alt det her.
Kan ikke helt selv finde rede i det hele, men jeg bliver vel nød til at prøve hvis jeg nogensinde skal få det bedre.

Nå, lad os hellere komme i gang, men måske kunne det være en god ide at fortælle lidt om mig selv, før vi starter på det jeg vil fortælle.
Jeg er 24 år og hedder Stine, jeg bor alene i en lejlighed i København og har det nu nok meget godt udadtil.
Jeg har en halv søster på 32 og en på 15, familie historien bag disse forhold er for kompliceret, så du finder nok ud af det undervejs.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 19.
Jeg boede hos min far og min stedmor og lillesøster.
Det var ikke noget med at jeg bare skulle ud eller noget, men muligheden bød sig og jeg sprang til.
Jeg har ikke altid boet hos min far, faktisk kun i 8 år, resten af tiden har jeg boet hos min mor, men hun smed mig ud da jeg var 11.
Nej, jeg er ikke noget problembarn som lavet rav i min mors liv, det klarede hun helt selv.
Men nok om det for nu.
Ud af til er jeg nok det man kalder en glad pige.
Smiler næsten altid, hvis jeg ikke lige er i gang med et grineanfald.
Snakker uafbrudt og er altid med på lidt sjov.
Er der altid for mine venner og tænker altid på andre.
Det lyder alt sammen meget fedt, det er det bare ikke, for jeg er ikke så glad som jeg giver udtryk for.
Det er nok her at nogen vil undre sig over hvorfor jeg så lader som om og nu kan vi tage hul på historien, om mit liv.

Mit første minde om min mor og far, er engang min far kom for at hente min storesøster og jeg.
Jeg sad på bænken som fungerede som siddepladser til det store bøgetræsbord.
Jeg havde overtøjet på og var klar til at tage af sted, men min mor ville ikke lade mig komme med, så min far og hende stod og skændes, råbte af hinanden.
Jeg kan faktisk ikke huske om jeg fik lov at tage med, men kender jeg min mor ret, blev jeg hvor jeg var.
Hun havde det med at skifte mening hele tiden, ligesom hendes humør.
Min mor var alkoholiker og det havde hun været i lang tid.
Intet af dette lærte jeg dog før at hun smed mig ud, eller også var det bare først der, at jeg ville indse det.
Der kom man langt nok væk, til at se sandheden i øjnene.
Da jeg var lille troede jeg at det var ganske normalt at gå ned og købe to pap vin til min mor hver dag, det gjorde alle andre børn sikkert også.
Og at smøre sin egen madpakke var jo meget godt, for så fik man lige det med man gerne ville have.
Jeg kan nogle gange sidde og blive sur på mig selv, fordi jeg ikke kunne se hvad der skete, men helt ærligt jeg var 8 år gammel.
Det er begrænset hvad man alligevel tænker over i den alder.
Og så alligevel ikke.
For der var en anden ting ved min mor, en ting man godt kunne se ikke var normal.
Hun slog!
Kun lidt i starten, men det blev værre og værre.
Jeg kan huske at min søster fik en kæreste på et tidspunkt og hun tilbragte meget tid ude hos ham.
Jeg hadede når hun skulle derud, for når min søster ikke var der, drak min mor mere og når hun drak mere, blev hun hurtigere sur og det gik ud over mig.
Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun slog mig, men når hun gjorde det fik jeg det som at det var mig som der var noget galt med!
Måske var der også det, men da ikke nok til at slå mig eller hvad, selv den dag i dag kan jeg have mine tvivl.

Min mor sendte mig til skolepsykolog da jeg gik første klasse og det blev jeg ved med til jeg gik ud af niende klasse.
Det var hyggeligt da jeg var lille, men jeg lærte hurtigt at jeg ikke skulle sige hvad der skete derhjemme, i hvert fald ikke i detaljer, for pludselig skulle min mor med til møderne og hun brød sig vist ikke om, hvad jeg fortalte, for hver gang vi kom hjem efter et af møderne, drak hun ekstra meget og slog ekstra hårdt.
Til den dag i dag, fatter jeg ikke hvordan den skole psykolog, kunne mene at det var smart at min mor skulle med til de møder.
Jeg blev hurtigt voksen og lærte at klare tingene selv, turde ikke vise folk at jeg var ked af det, for jeg ville alligevel ikke kunne fortælle dem, om hvad der gik mig på og så var de sikkert også ligeglade.
Jeg blev meget hurtigt stemplet som en hystade af både familie og alle andre der havde kontakt til vores familie.
På en måde var jeg det nok også, for det var den eneste måde jeg kunne komme ud med nogen af mine følelser, tror jeg, men er langt fra sikker.
Kan huske engang jeg kom i fritidshjem om morgen, inden jeg skulle i skole.
Min mor var endnu engang blevet tosset over et eller andet og jeg kom stortudende derover.
Det første en af pædagogerne sagde til mig, var at jeg skulle holde op med at te mig.
Måske var jeg bare en hystade, men det bliver man vel også af en grund.
Jeg lærte at gemme mine tåre til jeg var alene.
Det gør jeg stadig meget!
Men lige pludselig kan jeg ikke klare det alene mere og nu har jeg glemt hvordan man beder om hjælp.
Måske er det derfor, jeg lige pludselig godt kunne skrive.
Jeg kan sidde og tænke tilbage nu, se hvad der er sket i mit liv og prøve at forstå hvorfor.
Jeg ved at der er andre ude i denne verden som har det lige som mig, men hvem ved jeg ikke og nogen gange ville det bare være rart at tale med en, som ved præcist hvad man taler om, en som kan give de rigtige råd eller give en, den trøst man virkelig behøver.
Mine veninder er utrolige gode til at lytte, men det er alligevel ikke nok.
Der mangler den forståelse, som jeg aldrig ønsker de får, da det vil betyde at de også skal miste noget af sig selv.
Men igen har jeg svært ved at åbne mig overfor fremmed, gemmer mig bag facaderne.
Måske er denne tekst mit råb om hjælp, så kan jeg bare håbe at der er nogen der hører mig.
Jeg tænker tit på, om jeg kunne have gjort noget anderledes.
Om hvis jeg bare havde indset hvad der skete, om jeg så ville kunne have ændret noget.
Jeg finder nok aldrig rigtig ud af det.
At vokse op med en forælder, som der er alkoholiker, kender mange til og mange kender den smerte, som hører med!

Jeg tror godt jeg ved hvorfor min mor begyndte at drikke!
Da jeg var en 4-5 år gammel fik hun brystkræft, hvilket rammer mange.
Men som landet lå for min mor, var hun alene.
Altså, hun havde min søster og jeg, men ingen andre derhjemme.
Hun havde så meget smerte og kunne ikke finde nogen anden måde at få ro!
Men sådan er det jo også med de fleste, de begynder at drikke fordi der er et el andet de ikke kan klare og så ”hjælper” alkoholen!
Jeg har fået at vide, at det var galt med hende, inden jeg blev født, men jeg kan ikke huske længere tilbage selv.
Man kan ikke bilde mig ind, at folk bare vågner en dag og bestemmer sig for at blive alkoholiker!
Men jeg kan også se, hvorfor det er svært at give slip på flasken igen!
Den har hjulpet en, støttet en og altid været til at stole på!
Nu skal man lige pludselig til at leve uden den!
Jeg tror også er det var derfor at min mor blev ved med at falde i igen!
Hun havde viljen når hun var på de afvænnings hjem, men når hun kom hjem, kom hun jo hjem til det samme!
De samme problemer, den samme lejlighed, det samme liv!
Prinsen på den hvide hest var ikke kommet i mellemtiden og fjernet alle hendes problemer, hun havde kun en ting at vende hjem til flasken ” støtten”.
Min mor var på afvænning to gange fra jeg flyttede hjemmefra, som 11 årig og til jeg blev 18!
Begge gange faldt hun i igen, men hun blev god til at tage sin Antabus og begynde at se lidt lysere på livet!
Men det var stadig slemt og hun var stadig fuld.
Nogen gange ringede hun midt om natten og sagde at hun ville tage livet af sig selv!
Det havde hun gjort lige siden jeg flyttede fra hende og sikkert også før, bare ikke til mig.
Min mor har i det hele taget heller ikke haft et nemt liv, hun har bare haft det over mange år!
 Men hun tog sig nu sammen og jeg kan huske at lige før min 18 års fødselsdag, var hun gået i gang med at søge arbejde og finde en mindre lejlighed, hun drak ikke så meget mere og var pinlig ædru på min 18 års fødselsdag!
Jeg havde opgivet troen om at hun ville, få det godt igen.
Var blevet skuffet for mange gange, men håbede alligevel!
Måske lykkes det denne gang!

Jeg ville ønske at jeg her kunne skrive, at hun var holdt op med at drikke og at alt gik godt, men det kan jeg desværre ikke!
Jeg kan dog heller ikke skrive at hun drak endnu mere.
For min mor nåede aldrig at vise om hun kunne.
Torsdag Den 8. oktober 1998 døde min mor af hjertestop, da hun rejste sig op fra en stol, på sit et uge gamle arbejde!
Dagen efter skulle hun have været ude og se på en ny lejlighed!
Det er aldrig til at forklare, hvorfor tingene sker og om der overhoved er en grund til det…
Min mors krop gav op, da hun endelig så ud til at hun ville klare det.
Der findes ironi i denne verden, har dog aldrig forstået, hvorfor det skulle være så slemt i min mors og mit liv.
Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på min mor og hvor jeg ikke ønsker at hun var her, men alligevel er jeg et eller andet sted glad for at hun er væk.
Jeg ved det lyder hårdt, men det var også hårdt da hun levede.
Hele tiden at passe på hvad man sagde, blive vækket midt om natten af tlf. som ringede og hun sad i den anden ende og sagde at hun ville tage sit eget liv, hvis man ikke kom med det samme.
Man dukkede op hver eneste gang, for hvad nu hvis hun mente det denne gang?
Men hver gang lå hun i sin seng og sov og havde ingen hukommelse om at hun havde ringet … det gjorde ondt at se sin egen mor, gå til på den måde.
Man følte sig magtesløs, for jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg kunne gøre hendes liv bedre, uden at gøre mit eget værre.
Det var en ond cirkel.
Rikke min søster, gav op.
Hun kunne ikke både være der for min mor, så meget som min mor ville have og passe sit eget liv på samme tid.
Det kunne jeg heller ikke, men da min søster sagde nej til min mor, fik jeg følelsen af, at jeg blev nød til at overtage min søsters plads og min egen … hvilket gjorde det hele meget mere umuligt, for mig.
Til min 18 års fødselsdags fest, for min mors side af familien, blev det også for meget for mig.
Alt gik godt og folk hyggede sig, da jeg så skulle ned i køkkenet for at hente lagkagen og der stod min mor og drak en øl.
Normalt ville man jo ikke se noget galt i det, men i min mors tilfælde betød det at hun endnu engang var faldet i.
Jeg blev rasende på hende:
Et, over at hun kunne finde på at ødelægge min fødselsdag på den måde.
To, fordi hun var begyndt at drikke igen.

Det blev for meget og jeg gav også op.
Jeg vidste hvor meget det betød for hende, at være sammen med mig på selve min fødselsdag.
Dette år havde jeg bestemt, at jeg ville ud og spise, med den nærmeste familie.
Hvilket vil sige at min mor, far og stedmor skulle tilbringe en hel aften sammen, med mine søskende og jeg.
Hvilket også ville blive første gang jeg så mine forældre sammen, uden at skændes.
Jeg havde sagt til min mor at hun ikke måtte komme med, hvis hun var fuld og at hun ikke skulle prøve at skjule det for mig, denne gang.
Jeg ringede til hende en halv time før, vi hentede hende, for at høre på hendes stemme, om hun var fuld.
Det var hun ikke og min 18 års fødselsdag var perfekt.
Eller meget tæt på.
Selvom jeg godt var klar over, at det øjeblik vi havde sat hende af, ville hun drikke igen, var jeg stadig stolt af at hun kunne holde sig ædru en hel dag, for min skyld.
Men efter min fødselsdag gik det selvfølgelig galt igen.
Hun drak mere og mere og jeg holdt helt op med at tale med hende.
Jeg rejste på studietur med min klasse, uden at sige farvel til hende og ringede ikke til hende, men jeg sendte dog et postkort til hende.
Hun var trods alt min mor.

Min 18 års fødselsdag var sidste gang jeg så hende.
Hun døde dagen før, jeg kom hjem fra min studietur.
Da jeg tog ind i hendes lejlighed, for at finde det tøj, hun skulle have på til begravelsen, så jeg at mit postkort hang på køleskabet.
Hun havde fået det inden hun døde.
Jeg havde ikke skrevet noget specielt, men det hjalp at vide, at hun havde fået det.
Ugen efter jeg kom hjem, stod i begravelsens tegn.
Hvilket var meget hårdt.
Dagen efter jeg kom hjem, havde Rikke og jeg møde med bedemanden.
Vi havde bedt vores moster Lilli være der, da hun nok havde lidt mere tjek på det end os, siden hun også havde begravet vores morbror og vores morfar.
I mine øjne var det hele så teknisk.
Hvilket tøj skal hun have på, hvilke blomster, sange osv.
Alle blev ved med at spørge hvad jeg ville have og om jeg havde det godt.
Jeg havde det godt i betragtning af omstændighederne.
Men godt kan man da aldrig have det, når man planlægger en begravelse.
Grundet jeg havde psykologi, kunne jeg mærke på mig selv, at jeg var gået i chok.
Jeg var fuldstændigt lammet af sorg og tænkte kun på alt det praktiske.
Så længe jeg havde noget at lave, behøves jeg ikke at være ked af det.
Men jeg var ked af det, meget endda.
Men siden jeg var lille havde jeg jo lært mig selv, ikke at dele mine følelser med andre og det gjorde jeg heller ikke rigtig nu.
Selvfølgelig var det umuligt ikke at græde, men jeg prøvede at gøre det så lidt som muligt.
Ville ikke have folk til at bekymre sig om mig, de havde sikkert rigeligt at tænke på.
Jeg græd heller ikke rigtig under begravelsen, det var først da vi skulle bære hendes kiste ud og jeg opdagede hvor let den var, at det hele ligesom gik op for mig, min mor var død og om lidt ville jeg blive nød til at give den sidste menneskelige del af hende væk, for evigt.

Jeg følte mig alene og forladt.
Kunne ikke se hvordan jeg skulle stå op igen og leve.
Hvordan jeg skulle kunne få en normal hverdag ud af det hele igen. Dette var ikke med i min plan, det skulle ikke ske, i hvert fald ikke endnu.
Jeg kunne ikke acceptere det.
Min mor kunne ikke bare dø og forsvinde ud af mit liv, men det gjorde hun og så stod jeg bare der, uden nogen jordisk ide om hvad jeg nu skulle gøre.
Siden den dag ønskede jeg ikke at nogen andre, nogensinde skulle opleve den samme smerte som der skar igennem min krop.
Der er snart gået 7 år siden da og jeg har det bedre, men godt har jeg det ikke.
Jeg kan stadig ikke acceptere at jeg skulle miste min mor i så ung en alder.
Jeg savner hende stadig og drømmer mig nogle gange tilbage til dengang hun var i live, til dengang jeg havde en mor.
For selvom hun altid vil være min mor, vil jeg aldrig mere kunne se hende, dufte hende, høre hendes stemme og mærke hende.
Måske er hun derude et sted, på sin hel egen måde, men det er bare ikke nok.
Det er ikke det jeg vil have.
Jeg vil have hende her, jeg vil kunne ringe til hende, høre hendes stemme og dufte hende, men det kan jeg ikke.

Tiden er gået siden da og jeg er kommet videre i mit liv.
Jeg har lært nogle nye sider af mig selv, at kende.
Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg synes om dem alle sammen.
Jeg er begyndt at se mange af min mors træk i mig selv, samt en masse andre træk.
Jeg kan se at de ikke alle er lige gode, men jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg får dem til at forsvinde igen.
Om jeg overhovedet kan.
Jeg er ikke længere den person jeg plejede at være, jeg er en skygge af mig.
Smilet er falmet og er blevet et krav, i stedet for en del af mig.
Jeg er ulykkelig, jeg er tom og jeg er træt.
Jeg kan ikke helt finde min vej i mørket lige nu og famler mig lidt forvirret frem, i håbet om at jeg finder en udvej.
Håber nok lidt på at der kommer en og tager min hånd og hjælper mig.
Men hvem kan jeg hjælpe mig og hvilken hjælp er det i virkeligheden jeg ønsker?
Jeg tror at jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal kunne komme mig over alt der er sket, hvordan jeg skal få det hele bearbejdet, så jeg kan blive mig selv igen.
Jeg savner mig selv.
Savner den glade Stine.
Jeg fortalte i korte træk en af mine bekendte om hvordan jeg havde det og han sagde til mig: "Måske er den glade Stine du kender, ikke den rigtige Stine. Måske gennemgår du dette lige nu, for at den rigtige Stine kan komme frem”.
Det skræmte mig utroligt meget da han sagde det, for hvad hvis han havde ret.
Hvad hvis den eneste Stine jeg kendte og alle andre kendte, ikke var den rigtige.
At jeg ikke var en skygge af den jeg plejede at være, men på vej til at blive den, jeg skulle have været.
Hvem er jeg så?
Og er den anden Stines liv bedre end mit?
Det der har gjort mig sur er, hvordan kunne så mange udestående mennesker, vide hvad der foregik hjemme hos mig og i mit liv, bare stå og se passivt på og ikke gøre noget.
Hvorfor skulle jeg bare overlades til mig selv?
Man har da vel ikke skulle være klog for at se at der var noget helt galt.
Selv skole psykologen havde stået foran en dommer og sagt: "Vi kan vel alle sammen, blive enige om, at det ikke er Stine der er noget galt med”.
Hvis han kan stå og sige det, hvorfor kunne han så ikke gå til kommunen og bede dem om at få mig væk fra min mor?
Var jeg ikke det værd eller hvordan?
Det føles lidt som om at det var det.
Som om at det ville være for besværligt for alle andre at hjælpe mig. Måske var også det, men se hvor det har efterladt mig nu.
24 år og deprimeret.
Undskyld jeg siger det, men hvordan kan der ikke have været en bedre løsning end den?
Nogen gange tænker jeg på, om de bare sådan lidt håbede at jeg ville ende normal, sådan lidt som en satsning.
At jeg så var flyttet væk fra deres kommune, inden det gik galt.
Hvis det nu gik galt.
Ud ad til er jeg vel også endt normal, men bare med en masse åbne sår indeni, som selv den bedste kirurg ikke ville kunne sy sammen igen.
Men jo de var heldige, det kom først frem, efter jeg var flyttet.
Så hvem kan man nu give skylden?
Hvem vender jeg mig så til?
Jeg vendte mig mod en psykolog, som jeg nu har gået hos i snart 3 år tror jeg.
Nogen gange tænker jeg over, om det mon hjælper noget at gå hos ham.
Kan se at jeg overfor ham også gemmer mig bag mine facader og nok et eller andet sted ikke tror på at han kan hjælpe mig.
Måske har det noget at gøre med, at jeg følte at min skolepsykolog, tja ”sold me out”.
Og er nok bange for at det også sker med denne.
Det har taget mig alt den tid, jeg har gået hos min nuværende psykolog at få min facader ned og lod ham først sidste gang, se mig ked af det og grædende.
For første gang viste jeg hvordan jeg havde det indeni og ikke bare fortalte det.
For første gang viste jeg at jeg var sårbar og at jeg følte mig fortabt.
At det har taget mig tre år, at nå til det punkt, siger jo nok også meget om, hvordan jeg er mht. at gemme mine problemer og følelser indeni og ikke dele dem med andre.
Lige pludselig kunne jeg bare ikke holde det indeni mere, det er kommet for tæt på overfladen og om jeg har kræfterne eller tiden til det, bliver jeg nød til at tage mig af disse problemer nu.

Jeg har nu indset at mine venner og familie vil støtte mig så meget de kan og at jeg ikke er så alene, som jeg har følt mig, men det her er alligevel noget, jeg bliver nød til at klare for mig selv.
Jeg bliver nød til at se ind i mig selv og grave alt det frem, jeg har gemt derinde, får det ud i den virkelige verden og få det ud af mit system.
Jeg ved det ikke bliver nogen nem omgang, men jeg ved at det er en nødvendighed, for at jeg, Stine kan få det bedre, med den jeg var, med den jeg er og med den jeg skal blive til.
Jeg kan ikke fortsætte mit liv, som jeg har gjort det de sidste mange år.
Jeg bliver nødt til at få alt dette bearbejdet og ud af mit liv.
Bliver nødt til at komme til det punkt, hvor jeg kan vende siden og starte en ny del af mit liv.
En del hvor min fortid ikke hænger som en stor tung sky henover mig længere.
Jeg bliver nødt til at give slip og komme videre.

 


Tilbage