Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Katja, 31 år, Pårørende

Tilbage

For lidt mindre end et år siden fandt jeg min mor i hendes hjem siddende på gulvet.
Hun havde i flere dage været sygemeldt fra sit job og undskyldte sig telefonisk over for mig med, at hun var forkølet og nok havde en influenza.
Hun ville ikke have besøg for hun ville helst bare sove.
Efter et par dage blev jeg, som så ofte før, så tiltrækkelig urolig at jeg tog ind til hende i min frokost pause.
Det var her jeg fandt hende siddende på gulvet.
Hun sad på gulvet iført absolut ingenting ud over et tæppe og stuen lignede en krigszone af den anden verden.
Der var flasker, piller, gammel mad, klude, papir, cigaretskod og møbler i ét tumult.
Min mor virkede lettet over jeg "endelig" viste mig i døren, men skyndte sig at gøre opmærksom på, at jeg ikke skulle gå ind i soveværelset for der stod en mand, som ikke vbar specielt venligt sindet og dér havde han stået i lidt mere end et døgns tid.
Han ville gøre hende ondt og derfor sad hun der på gulvet, musestille, og "tæmmede" ham og hans ondsindede og tyvagtige tanker som en anden cobra.
Hun hallosionede naturligvis, men der er ingen tvivl om at den frygt hun følgte var lige så virkelig for hende som følelsen af tasterne under mine fingerspidser er for mig nu.

Jeg har været i lignede situationer og min reaktion er hver gang den samme.
Jeg går på det jeg betegner som "auto pilot".
"Auto piloten" er kendetegnet ved at være handlekraftig, rolig og besidde fulgt overblik uden at efterlade rum til reflektion over situations effekt på den krop den har indtaget, nemlig min.
Jeg stod i døren og lyttede til hende og tog hurtigt bestik af lejlighedens tilstand herunder, flasker, mad og pilleæsker og efterladenskaber på gulvet.
Det er desværre blevet refleksbetonet for mig, at lade mit "falkeøje" suse hen over borde og gulvet, for derved at bestemme, hvor længe det har stået på og hvor alvorligt det er.
Denne gang var det alvorligt - igen.
Der var piller på gulvet jeg ikke umiddelbart kunne bestemme og møblerne stod hulter til bulter og det lignede en kampzone og amazonen i den var på nuværende tidspunkt reduceret til en lille meget bly, dehydreret, nedkølet og alvorlig syg, i livsfare lille kvinde der ikke magter at håndtere en iboende sensibilitet uden at selvmedicinere.
For hende handler det selvfølgelig ikke om sensibilitet eller noget andet der kunne udgøre en forklaringsmodel i min verden.
For hende handler det om undskyldning på undskyldning for at sløre sig selv i form af blandingsmisbrug.
Der er ikke længere hjerne til raffinerede forklaringer, det koster for mange kræfter og i hendes parallelverden, er der nok alligevel ikke nogen der bemærker at hun ikke er "straight" - tror hun.

Folk omkring hende har ladet stå til, fundet sig i brudte løfter, for høj røst og for meget gråd og usammenhængende snak, at det er vanskeligt for hende at være i den verden du og jeg er i.
Hun har glemt den og er nu fra og i en anden verden.
Og den ser ikke lykkelig eller spændende ud fra dørtrinet, hvor jeg står og taler sagte til hende for ikke at gøre hende yderligere angst.
Jeg kan mærke, at hun slapper af, da hun genkender mig i sin "hallo verden".
Nu er min datter her, så kan jeg godt give slip og overgive min "holden" fast i min tilværelse, kan jeg mærke hun føler.

Jeg spørger hende, hvorfor hun sidder på gulvet og hvem hun taler med og alt i mens hun forklarer det, ænser hun ikke, at jeg stille og roligt er gået hen til hende og tager hende om skuldrene for ligesom at "skubbe" hende tilbage til mit nærvær, men det lykkedes mig ikke rigtig.
Jeg prøver at få hende på benene, men hun er helt stiv i alle leddene af at sidde i den samme stilling alt for længe og hun er afkølet.
Hun er i alle fald et par grader under normal kropstemperatur.
Da jeg tager tæppet af hende for at kunne holde hende ordenligt mens jeg prøver at få hende på benene, kan jeg se, at hun har blå mærker overalt og afførring på benene.
Der er vådt omkring dét sted, hvor hun har siddet, så hun har ikke kunne rejse sig og gå på toiletet.
Langt om længe kommer hun op, etapevis foldes hun ud, men er alt for svag til at bære sin egen vægt.
Jeg bærer hende over på en stol og henter hende en badekåbe alt i mens hun fortæller mig alt om hendes oplevelser i den forestillingsverden hun nu er i.
Hun fortæller mig, at det hele startede med, at hun blev invitetet indenfor ikke langt fra, hvor hun bor, man da hun kom ind var der en underlig stemning og hun blev bedt om at tage sit tøj af og hun mener, at der er nogen der har taget billeder af hende.
Hun ved ikke, hvem den ene mand var, men er helt sikker på, at den anden er en hun støder på jævnligt.
Jeg spørger hende om de har gjort hende fortræd, men det vil hun ikke tale om.
Derimod fortæller hun mig, at hun har givet dem sin nøgle og de har været inde i lejligheden lige før jeg kom og måske endog i mens, men må være gået da de hørte mig komme.
Jeg spørger, hvad de laver i lejligheden og hun svarer, at de har stjålet nogle ting, men at hun nu er træt af dem og gerne vil holde fast på de sidste ting der er tilbage og at det er derfor at hun har samlet møblerne i midten af stuen.
Tæppet skal de i alle fald ikke tage, dét vil hun bare ikke have!!
Imens hun fortæller har jeg hentet en vaskeklud og vasket afførringen af på hænder, i ansigtet og det jeg kan nå på hendes ben mens hun sidder ned og gør et forsøg på at ryge.
Jeg beder hende om at holde mig om halsen, så jeg med den ene arm kan vaske hende bagtil samtidig med jeg holder fast i hendes stive nedkølede krop med den anden arm.
Da jeg efter bedste formåen har soigneret hende, og givet hende noget varmt tøj på, sætter jeg mig overfor hende og kigger hende ind i øjnene.
Jeg kan godt se, at det er alvorligt og at vi skal skynde os - for jeg har set det før.
Blikket, pupillerne der ikke er i min verden, iris der er medtaget af for lidt mad, for meget øl og ALT for meget vand - med andre ord "Beer Drinkers Disease" - igen.

Tanken streffer mig, jeg håber ikke hun er permanent hjerneskadet denne gang, ønsker inderligt at min mor kommer tilbage til mig og ikke har sat sig selv af i en koma lignede mental tilstand alt i mens hendes krop er her hos mig.
Jeg siger til hende at hun skal slappe af og jeg jeg nu tager over.
Jeg fortæller hende at jeg vil ringe efter en ambulance og at hun skal en tur på hospitalet, hvor hun kan blive rask.
Hun vil ikke så gerne, men hører mig til trods for at hun er i parallelverden.
Hun spørger mig, hvor længe hun skal være der, for hun skal jo på arbejde på mandag.
Jeg svarer hende, at det skal hun ikke bekymre sig om, men at jeg nok skal ordne det.
Jeg fortæller hende, hvad jeg pakker samtidig med jeg pakker, men hun hører vist ikke, hvad jeg siger, hun vil have vand og atter vand.
Jeg giver hende så lidt som muligt for jeg ved, at jo mere hun får desto flere mineraler og salte skyller hun ud.

Inden jeg har pakket en taske til hende færdig, ringer min mobil telefon.
Det er en kollega fra jobbet som lige har et lille bitte spørgsmål, som kun tager 2 sekunder.
I "auto piloten" som jo har overblik, overskud og et tårnhøjt adrenalin niveau takler jeg den, samtidig med jeg tjekker om der er tomme pille æsker jeg skal huske at have med til hospitalet, hvor jeg ved de vil spørge hende om hun spiser nogle medikamenter.
Jeg finder ingen æsker kun piller på gulvet.
Efter den samtale ringer jeg til alarm centralen, som i første omgang vil sende en vagtlæge indenfor et par timer.
Jeg forklarer at jeg ved, hvad det handler om og at det skal gå hurtigt fordi hvert sekund er kostbart i forhold til en eventuel hjerneskade.
Der er ikke meget gehør i den anden ende, men det hjælper på det, da jeg gør opmærksom på, at min mor er lidt stiv i nakken og at kan være menigitis.
Dén virker hver gang, ingen er interesseret i, at have ansvar for et båndet nødopkald der kan være det første i en menigitis epidemi.
Ambulancen kommer og ambulancefolkene spørger, hvad problemet er.
Min mor taler usammenhængende om tyveriet og om, at hun er meget træt.
De tænker at hun er endnu en alkoholiker der ikke har kunnet styre sit indtag for den dag.
Jeg ved det.
Der er ingen tvivl og ingen indføling fra deres side.
Det er jo hendes egen skyld og hvorfor skal de bruge deres kostbare tid på en drukkenbolt?
Jeg beder dem om at være mindre hårdhændede og kan godt høre på mig selv, at jeg er stresset.
Min stemme er i falset og alvoren kryber langsomt, men sikkert ind under huden på mig.
Cellerne i min krop er kommet ud af det første chock og min hjerne begynder at snurre rundt om hende, hvordan hun har det, ser ud og rigtigheden af de uhyrlige historier hun har fortalt mig mens jeg fik hende op af gulvet og i tøjet.
Ambulance folkene vil gerne snakke på vejen, men jeg er fraværende og fokuseret på min mor.
Jeg spørger hende om hun er sulten, hun griner og lader mig vide, at hun gerne vil have en pølse.
Ankomsten til skadestuen er et antiklimaks.
En sygeplejerske kommer os i møde og vil tale med min mor.
Historien gentager sig, hun fortæller om mareridtet og sygeplejersken beder os vente.
Vi venter og venter.
Min mor sover og ser ud som om det er er "treat" af kaliber for hun ligger udstrakt med benene krydset og armene over hovedet som lå hun i en hængekøje under eksotiske himmelstrøj.
Jeg begynder at føle mig alene og tænker tilbage på, hvad jeg så da jeg åbnede døren, men det holder jeg hurtigt op med for jeg kan ikke rumme det.
Orienterer mig i retning af sengen og det tæppe der skal omslutte min mor for at hun kan genvende normal legemes temperatur.
Det tager evigheder inden det atter er konstateret at det er "Beer Drinkers Disease", men jeg kan mærke at i takt med at hun får lagt venflon og bliver pumpet med salte og mineraler daler mit adrenalin niveau en smule og jeg føler mig usigelig træt - og alene.

 


Tilbage