Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Linemor, 31 år, Pårørende

Tilbage

Mit liv er 31 år gammelt men jeg føler mig som Metusalem.
De største del af dette liv er for så vidt uberørt at alkoholen og dens skadelige virkning, men det er så fuld af svigt og medafhængighed at jeg stadig mener jeg hører til her.

Jeg har fra jeg var ganske lille været min mors medsammensvorne i hendes afstraffelse af min storebror (min fars søn fra tidligere ægteskab).
Jeg har altid vidst og stilletiende accepteret at det var min mors afmagt og min onde fars svigt der retfærdig gjorde det hun udsatte ham for.
Min mor har alle dage i ord fortalt mig at jeg var det bedste og mest værdifulde i hendes liv, men samtidig grebet hver lejlighed til at fortælle andre hvor følelseskold og utilstrækkelig jeg har udfyldt min rolle her i livet.
Da min morfar døde, lige før jeg fyldte 6, ramlede verden for alvor omkring min mor og det efterfølgende år står mere eller mindre tom i min erindring (og jeg har minder tilbage til jeg var 2).
Det jeg kan huske er en rystende kvinde siddende ved et køkkenbord, en mand der hentede mig fordi min mor havde drukket sig fuld for første gang i mit liv og en mor der altid lå på sofaen og var syg.

Mens jeg var barn var alkohol forbruget i mit barndomshjem uhyre moderat.
Mine forældre drak en øl til deres frokost i weekenden og ellers kun til fester og jeg har aldrig set min far fuld.
Da min mor og far blev skilt (jeg var knapt 12 år), ændrede billedet sig.
Min mor drak nu altid vin til sin mad, men dog stadig i et moderat omfang.
Den første jul efter vi flyttede, drak hun sig fuld til en julefrokost hos min far og for første gang oplevede jeg hendes personlighedsskift.
Hun blev bitter, ondskabsfuld og meget grænseoverskridende.
Jeg hadede hende …
Et års tid efter vi flyttede fra min far, fik hun sig en ny kæreste som overskred alle mine grænser og som i sandhed ikke kunne lide mig.
En nabo endte med at gøre min mor opmærksom på hvor dårligt jeg havde det med denne kæreste, og hendes respons var at nu havde hun holdt sig hjemme sammen med mig i et år, nu måtte jeg give hende lov til at leve livet igen, med den hun ville.
Jeg tav og samtykkede.
Nu havde hun ofret sig for mig så kunne jeg jo ikke være bekendt at frarøve hende noget, men det resulterede da i at jeg ikke længere var tvunget til at være sammen med ham, for de sås hos ham.

Efter et par år skiftede hun ham ud med en mand som jeg kom til at holde meget af, og som overtog min fars plads i mit liv, men med ham begyndte min mors forbrug af alkohol også at stige, først langsomt, men siden voldsomt.
I 1997 blev min mor meget fysisk syg og jeg stod magtesløs og rædselsslagen til og frøs til is.
Jeg magtede ikke at yde den hjælp som det var forventet af mig at yde og ydermere da hun var ved at komme ovenpå blev jeg meget syg og absolut ude af stand til at være nogen støtte.
Det var under hendes sygdom alkoholen blev hendes drug of choice og hun udviklede sit alkoholmisbrug.
Jeg flyttede hjemmefra i starten af 1998 og har derfor aldrig rigtigt boet sammen med en alkoholiker.
I 2001 fik jeg mit 1. barn og hun blev min mors redningsplanke, som jeg havde fejlet at være som barn.
Min datter bragte hende i en periode ud af den truende nedtur og min mor livede op.
I juni 02 ramte nedturen dog med fuld styrke og endnu engang levede jeg ikke op til den rolle jeg var tiltænkt.

I 2003 købte både min mand og jeg og mine forældre grund samme sted og byggede huse meget tæt på hinanden, (der er kun et hus der adskiller os).
Dette har bevirket at min mor og stedfar har været en kæmpe del af vores liv ikke mindst min datters og på mange måder en positiv del.
I starten af 2005 blev jeg gravid med mit andet barn og samtidig truede en ny nedtur min mor.
Denne graviditet har åbnet mine øjne for mange af de ting jeg har gennemlevet i min barn- og ungdom og har fået mig til at tage nogen konflikter op, når jeg så at min mor gentog dem med min datter.

I maj rejste min mand og jeg til udlandet i 8 dage og overlod ansvaret for min datter til min mor og stedfar, da jeg kom hjem, fortalte min mor mig at hun havde slået min datter og vanen tro reagerede jeg ikke hverken i ord eller handling.
Jeg valgte bevidst at undlade at fortælle det til min mand, for ellers ville jeg have en mand i fængsel.
Denne episode, må jeg med skam melde, var ikke startskuddet til mit brud med min mor, næ nej jeg end ikke overvejede at det hun havde gjort var forkert.
Startskuddet var først i august da min mand kom hjem derovre fra og rystet fortalte at min mor havde drukket 6 gammel Dansk på 45 minutter.
Endelig begyndte det at dæmre at noget var helt galt.
Jeg havde gennem mange år forsøgt at sige at jeg synes de drak for meget, men fra at drikke for meget til at erkende de var alkoholikere var et kæmpe spring.
Jeg skrev et brev til min mor hvor jeg forsøgte at råbe dem op, men inden jeg fik mod til at sende det dukkede hun op med et brev fra hendes ene søster, der bragte selv samme problem på banen og jeg besluttede at jeg ikke ville lyve for hende og gav hende mit brev også.
Jeg fik fortalt at de ikke ville drikke før efter kl. 18 og jeg valgte at tror at jeg så kunne stole på at de ville være ædru nok til at passe min datter før dette tidspunkt.
Men få dage efter kom jeg over for at hente hende og der stod en øl på bordet, det slog klik i mit hoved og jeg flygtede med min datter.
Jeg besluttede efterfølgende at de aldrig igen skulle have ansvaret for hende, og at jeg derfor også måtte finde anden pasning til hende når hendes lillebror kom til verden.
Min stedfar reagerede med hadefulde mails, fulde af beskyldninger mod mig (det kan jeg forstå), min mand og mine mostre som støttede mig i denne vanskelige tid.
Dette gjorde at jeg måtte sande at den mand som igennem 15 år havde været min far ikke fandtes og aldrig havde gjort det.
Dette var et kæmpe chok og endnu et svigt jeg ikke havde taget i beregning.
Jeg besluttede derfor, at hvis min mor skulle se sit barnebarn måtte det ske hos os, hvor jeg eller min mand kunne overvåge dem, men for hver gang hun kom, mærkede jeg mere og mere min manglende tillid til hende og blev næsten fysisk syg af angst for hvad hun kunne finde på at fortælle min datter og det er nu endt med at jeg har bedt min mor om at holde sig væk, efter hun for 1000. gang fyldte min datter med at alt ville blive som før, når bare mor undskyldte overfor morfar.

Nu sidder jeg her, mit første instinkt er at sige undskyld, udglatte så alt igen kan blive som før, altså benytte mig af de redskaber der gennem hele mit liv har reddet mig fra de værste nedture.
Men jeg ved også at giver jeg efter, vil jeg inden for kort tid have brug for en plads på den lukkede og alt det jeg har puttet min mand og mit barn igennem vil være spildt og min datter ville blive udsat for de samme svigt som jeg og det kan jeg ikke bære.
Jeg ved at jeg må have hjælp til at komme gennem den næste tid, men jeg ved ikke hvor jeg skal begynde.

Line

 


Tilbage